Læsetid: 3 min.

Skil ikke vejledning og evaluering ad

23. januar 2007

Den er gal med specialevejledningen på universiteterne, hvis man skal tro artiklen "Vejledning er et vildnis," bragt her i avisen den 17. januar. Udgangspunktet for alarmen er hovedsagelig beretninger fra en analyse af klagesager, fortrinsvis fra det humanistiske område. Professor Mads Hermansen fra CBS udtaler, at "det tætte forhold mellem vejleder og studerende skal brydes," og foreslår mere gruppevejledning. Og centerleder Thomas Harboe fra det samfundsfaglige fakultet foreslår, at bedømmelsen af specialet foretages af en instans, som er uafhængig af vejleder.

Vi ved ikke, om de nævnte personer er korrekt citeret - det er artiklens påstande og hovedindtryk, vi vil opponere imod, på baggrund af mange års erfaring med vejledning på naturvidenskabelige universitetsuddannelser og med forskning og udviklingsarbejde indenfor naturvidenskabsdidaktik.

Variationer fra fag til fag

For det første vil vi pege på, at forholdene omkring vejledning afhænger af institutioner, fag og indhold. På naturvidenskabelige fag foregår vejledning ofte i laboratoriesammenhænge og under feltarbejde, hvor mange studerende og forskere indgår. Det er altså langt fra altid en konsultation under fire øjne på vejlederens kontor, som det antages i artiklen. Men selv indenfor den naturvidenskabelige verden er der store forskelle fra fag til fag.

For det andet finder vi, at forslaget om en knivskarp adskillelse af vejledning og evaluering af specialer er utidssvarende. Det svarer dårligt til nutidens krav om et nærmere samspil mellem uddannelse og forskning - og mellem studerende og forskere.

Et speciale (og et bachelorprojekt) i naturvidenskabelig sammenhæng kan ikke betragtes som et blot og bart produkt, en skoleopgave som udføres i et lærer-elev-forhold. Ofte vil studiet indebære, at de studerende tager del i et forskningsprojekt eller et forskningslignende projekt. Det betyder, at evalueringen ikke kan foretages uden et vist kendskab til processen.

Fra universiteter i udlandet er det velkendt, at universitetslærere (undertiden helt på egen hånd) evaluerer studerende, som de har vejledt i specialer og lignende avancerede opgaver. Det kræver naturligvis en fagligt baseret professionalisme at gøre begge dele. Og det er bestemt nødvendigt og konstruktivt at overveje, hvordan man kan støtte og styrke denne professionalisme, f.eks. gennem uddannelse og efteruddannelse af vejledere. Men der er ingen genveje i form af øget kontrol. Vi betvivler ikke, at der skal være gennemskuelige regler og klagemuligheder. Man må blot ikke tro, at vejledningens og regelsættets kvalitet er det samme.

Vejledning er ikke vildnis

For det tredje er ideen om en helt uafhængig bedømmelsesinstans kostbar. Danske universiteter er formentlig allerede verdensmestre i at kontrollere hinanden gennem ekstern censur. Den eksterne censor har ganske få timer til at bedømme et speciale, som den studerende har brugt et halvt eller et helt år på at skrive; skal det gøres helt uafhængigt af vejlederens viden om forløbet, vil det naturligvis blive meget dyrere. Pengene kunne bruges bedre på at styrke vejledningen.

Den helt separate bedømmelse vil heller ikke gøre evalueringen mere gennemskuelig - måske snarere tværtimod. I værste fald kan den forværre det. Resultatet af en vejledningsproces afhænger altid af relationen mellem vejledere og studerende, og dette grundlæggende forhold kan man ikke fjerne ved at udelukke vejleder fra den sidste lille del af processen. Studerende vil stadig til en vis grad forvente, at vejlederen har kompetence til at bedømme deres faglige arbejde. Og den usikkerhed, der tilføres bedømmelsen ved, at viden om processen udelades, kan faktisk potentielt føre til flere klager og mere utilfredshed.

Kort sagt: Vejledning er ikke et vildnis, men en af de mest spændende og væsentlige udfordringer i nutidig universitetsundervisning. I modsætning til f.eks. forelæsninger og multiple choice test indebærer vejledning et nært fagligt samspil mellem studerende og forskere. Som i alle andre menneskelige samspil er der en risiko for afsporinger. Dette grundvilkår kan ikke forebygges af omstændelige kontrolmekanismer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her