Læsetid: 4 min.

En skizofren branche

4. april 2003

Det var tågehornenes paradis, ugen der gik. Da de svensk ejede Bonnier Forlag med Morten Hessel-dahl ved roret brød musketer-eden i forlagsbranchen og satte bogpriserne fri, meldte de sig på banen alle som en: liberalisterne og protektionisterne, dem der var begejstret og dem der var rigtigt, rigtigt bekymrede. De begejstrede (Morten Hesseldahl og Konkurrencestyrelsen) ynder at sammenligne med England: Her førte frie priser til billigere bøger og flere udgivelser. De bekymrede (i denne sammenhæng alle de andre forlag) sammenligner gerne med Sverige, for her førte liberaliseringen af bogmarkedet til stigende priser på alt andet end bestsellere – og det endda på et dobbelt så stort marked med en bogmoms på kun seks procent og offentlig produktionsstøtte. Så var der de gammelkloge (hovedsageligt litteraturredaktører), der foretrækker at henvise til Frankrig: Her indførte man allerede i 1979 frie priser på bøger, hvilket ikke faldt heldigt ud, og så opgav man kort efter projektet igen.
Man kunne også have nævnt Tyskland (faste priser), Norge (ingen bogmoms) eller Belgien (frie priser). Der er et land til ethvert argument og ethvert synspunkt.

Bøger er en mærkelig branche med visse skizofrene træk. Da liberaliseringen af bogmarkedet tog form i 1999 med et debatoplæg fra Konkurrencestyrelsen, skortede det ikke på bange anelser og dystopier. Dengang blev de samme synspunkter luftet som i ugen der gik. De bekymrede fra den gang ikke fik ret. Selvom boghandlernes 150-årige monopol blev brudt og bogpriserne delvist givet fri, er der ikke sket noget drastisk. Forlæggeren Merete Ries forsøgte dengang at skære det ud i pap: »Skal vi leve med de frie priser, så lever vi med dem. Men så vil vi saftsusme heller ikke finde os i at blive pålagt kulturelle forpligtelser. De kulturelle forpligtelser ligger hos Kulturministeriet. Forlagene har én forpligtelse: Det er at tjene penge.« Det er jo et standpunkt, men ikke ét der har særligt meget med virkeligheden at gøre: Merete Ries fortsatte på Rosinante med at udgive både vigtig og væsentlig – men først og fremmest tabsgivende – oversat skønlitteratur. Og det gjorde hun lige indtil moderselskabet Gyldendal sagde stop og gav hende en fyreseddel. Hvis det virkeligt handlede om pengene, ville hun være i en anden branche og sådan er det hele vejen rundt: Bonnier har ikke hyret en cand.merc. til at lede forlagene – Morten Hesseldahl er filosof af uddannelse. Gyldendals direktør Stig Andersen, der efter en tid på Aschehoug kom tilbage til mahogniforlaget i Klareboderne med et ry som en rigtig købmand, har såmænd læst dansk. Selvom branchen gerne vil fremstille det som et enten eller, er bogbranchen et miskmask af interesser. For selvom private virksomheder ikke har nogen form for ’kulturelle forpligtelser’, er det jo lige præcist den litteratur de ynder at udgive.
I den forgangne uge var Stig Andersen undtagelsesvist blandt de bekymrede: Det kunne gå galt, sagde han, med litteraturens økologi, den der sikrer de unge og de smalle. »Selv Hanne-Vibeke Holst skulle udgives første gang.« Det blev udlagt som ideologi – også af Morten Hesseldahl, der pakkede liberaliseringen ind i et fromt håb om at sælge til ’lavindkomstgrupper.’ Men den egentlige forklaring på hvorfor Bonnier er for og Gyldendal imod, er formentlig en hel anden: Gyldendal kom ud af 2002 med et overskud på 20 millioner før skat. De danske Bonnier Forlag gav i 2001 et underskud på omkring 70 millioner. Gyldendal har en interesse i status quo, det har Bonnier ikke.

I forsvaret for faste bogpriser, går tre argumenter igen:
1) ’Returretten gør bøger til gode gaver.’ Både cd’er, grydelapper og t-shirts købes, gives og byttes – så hvorfor ikke bøger?
2) ’Det et kulturpolitisk hensyn at sikre et fintmasket boghandlernet.’ Det er ikke boghandlerne i de små provinsbyer, der sikrer litteraturen ved at opretholde et bredt sortiment. De hedder som regel Bog & Ide eller Bog & Papir, de lever af at sælge papirvarer, legetøj, videofilm, og bøgerne er som oftest henvist til et mindre appendiks i butikken. Lidt ligesom i supermarkederne. Boghandlerne er ikke i sig selv et kulturelt gode, og det kulturpolitiske hensyn må være at sikre litteraturen, ikke at yde erhvervsstøtte.
3) ’Den smalle litteratur.’ Som de mangfoldige udenlandske erfaringer viser, er der ikke noget entydigt svar på bekymringerne. Første skridt til at sikre litteraturen er, at gøre det muligt for forlagene at tjene et par procenter eller mere på bundlinien. De svenske ejere i Bonnier føler sig næppe forpligtigede til at sende millioner af svenske kroner over sundet år efter år for at sikre dansk litteratur.

Sidst på året skal liberaliseringen evalueres i Konkurrencestyrelsen. Direktør Finn Lauritzen rystede med sablen forleden: Hvis ikke nogen havde gjort noget, sagde han, måtte Konkurrencestyrelsen gøre det for dem. Forstået således, at hvis ikke Bonnier havde givet priserne fri, ville styrelsen tvinge forlagene. Ironien er, at netop Bonnier kan vise sig at have har reddet de faste bogpriser.

-nt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her