Læsetid: 4 min.

Den skizofrene klovn

Engang var det kvinden, der var dobbelt, nu er det manden, der for en tid har overtaget rollen. Vi venter stadig på en slags hele mennesker...
10. marts 2006

Engang i midten af forrige århundrede, skabte den spanske filmmager og surrealist Buñuel en film, der hed Begærets obskure objekt eller på dansk Begærets dunkle mål. Den handlede om et forhold mellem en mand og en kvinde. Eller rettere: Den handlede om forholdet mellem en mand og to kvinder. 'Kvinden' blev nemlig spillet af to forskellige skuespillerinder, hvoraf den ene var den kølige franske Carole Bouquet, mens den anden var en lille spansk bombe. Når 'kvinden' var kølig og velovervejet var Carole på skærmen, men når hun var passioneret og vild, var det den anden.

Jeg har set filmen adskillige gange med mænd, der ikke har set, at 'kvinden' spilles af to forskellige kvinder. De ser ellers hamrende forskellige ud, godt nok mørkhårede begge to, og så har de selvfølgelig også det samme tøj på. Dét, Buñuel ville vise i sin film, viser han i en sådan grad, at det lykkes helt ud i det mandlige blik, der betragter 'kvinden', selv på dvd. Man kan ikke finde ud af, hvad hun vil, og dermed ikke, hvem hun er og slet ikke, når man begærer hende. Jeg har vundet adskillige væddemål på at hævde, at det altså er to forskellige.

På besøg i Danmark i sidste uge, gik det op for mig, at vi nu står med den præcise danske pendant til Buñuel. Som svar på Begærets obskure objekt har vi fået Begærets latterlige subjekt. Det er en klovn, og han er dansk. Og så er der to af dem. Naturligvis kan man næsten kun tilføje, for selvfølgelig er det stadig Buñuels begærsproblematik, det handler om.

Noget er sket i mellemtiden. Som Information formulerede det i sidste uge, med de to komikere Casper Christensen og Frank Hvam som talerør og en hel del mandeeksperter på sidelinjen, er det kvindesagen, der har været en tur forbi. "Var det dét, I ville have?" spurgte denne avis på forsiden. "To klovner, en macho og en sutsko?" Og svaret ligger lige for: "Nej." For de er jo latterlige, begge to. Det skulle så, formoder jeg, fungere som en slags reductio ad absurdum af kvindesagen: "Her ser I resultatet af det, I ville have - det er ikke det, I ville have, ergo var kvindesagen absurd." (det sidste er et citat af mig selv)

Forleden stod jeg og bladrede i en citatbog og faldt over følgende. En mand - berømt - spørger en kvinde - også berømt - hvorfor Gud har skabt kvinden uden humoristisk sans. Hvortil hun svarer, at det blev han jo nødt til, for så vidt som mænd er latterlige.

Og mænd kan ikke så godt lide, at man griner ad dem. Faktisk er der stort set ikke noget, der kan få lige præcis det, vi trods alt er meget interesserede i, til... at falde ned. Nu synes jeg ikke, at mænd er latterlige - måske lige bortset fra præcis den type, der kan finde på at stille præcis den type spørgsmål. Jeg er heldigvis omgivet af en række voksne mænd, der ikke pendler mellem sutsko og macho, og som, hvis man nu skal formulere det lidt grovkornet, sådan set godt kan finde ud af at leve med deres pik, både i erigeret og i mere blød udgave.

Kvindesagen handlede - selvom mænd gerne vil have, at det handlede om dem - i allerhøjeste grad om kvinderne selv. Det handlede om, at vriste sig en smule ud af rollen som obskurt objekt, for selv at blive et subjekt. At blive en person, der gerne ville noget selv, og ikke blot begæres og defineres af mandens blik.

Det, manden nu har så svært ved - kan vi se på klovnerne i disse tider - er, at være subjekter. Pludselig er det ikke nok, at de er, det de er - nemlig (bare) mænd. Og så kan de ikke finde ud af, hvad kvinden begærer.I en sådan grad at de nu er spaltet ud på et kvaj og et kvaj, og sådan set ikke foretager sig andet end at prøve at blive objekter for kvindens begær. På den ene eller den anden måde.

Det er gammel visdom, at en klovn altid er ked af det allerinderst inde, det kan man da også se på plakaterne for den nye sæson af Klovn. Men det kan man også se ude i det virkelige liv, hvor man i disse tider kan være vidne til de mest forkrampede forsøg på at være 'mandige', der er set i kvindes minde. En slag ny offerrolle, hvor de 'ikke elskes, som de virkelig er'. Som fodboldspillende, motorcykelkørende og øldrikkende?

Spørgsmålet på vore breddegrader er måske ikke længere, hvad 'kvinden' vil have, men hvad "manden" egentlig vil have, ud over at han vil have, at kvinden vil have ham.

Det finder han nok ud af. Og vi skal nok prøve på at lade være med at grine imens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu