Læsetid: 4 min.

Noget at skjule

6. maj 1997

Undersøgelser skal være offentlige, og det skal de ikke mindst, når der er tale om offentlige anliggender. Det eneste, der kan begrunde de lukkede døre, er, at man åbenbart gerne vil holde noget skjult for offentligheden.

Sø- og Handelsrettens præsident Frank Poulsen

DER HÆKLES ivrig politisk husflid på Christiansborg disse uger. Man fristes til at sige, at det er gulvtæpper, der hækles: De gulvtæpper, som fremtidige ministerskandaler skal fejes ind under.
Den nærmere baggrund beskrev fhv. ankechef Johan Garde i Ret Beset i gårsdagens avis: De politiske partier er besjælet af ønsket om at finde en anden form for undersøgelser af ministerskandaler end den, der - med Tamilsagen som højdepunkt - har udstillet deres misgerninger så fælt i offentligheden.
Det handler om at sikre, at fremtidige undersøgelser foregår for lukkede døre.
I FORÅRET 1994 besluttede regeringen i forståelse med Folketingets præsidium at nedsætte et "Udvalg vedrørende undersøgelsesorganer". Navnet leder tanken hen på noget, der hører hjemme på Rigshospitalet, men det er altså det, der går forud for en eventuel rigsret, man skal forestille sig. Udvalget fik fhv. ombudsmand Lars Nordskov-Nielsen som formand og en række ministerie- og organisationsudpegede jurister som medlemmer.
Nordskov afleverede pænt sin betænkning for et års tid siden. I den var der enighed om at foreslå ændring af gældende lov, der har åbne døre som hovedregel.
Siden har politikere fra de større partier manøvreret frem og tilbage for at opnå fælles front. Mod befolkningen, i hvert fald mod medierne - får man indtrykket af.

SELVE FREMGANGSMÅDEN, partierne har anvendt, skaber fornemmelse af lusk. I oktober 1996 fremsatte alle Folketingets partier i fællesskab det udkast til ny "Lov om undersøgelseskommissioner", som Nordskov-udvalget havde udarbejdet. Ved fremsættelsen skrev Socialdemokratiets gruppeformand, Pia Gjellerup, på alles vegne fromt:
"Betænkningens lovudkast fremsættes uændret til fri debat, idet man har fundet det rimeligst at udskyde en detaljeret realitetsbehandling til efter fremsættelsen. Der er således ikke i forbindelse med denne fremsættelse taget politisk stilling til lovforslaget eller dets enkelte dele."
I anstændig lovgivningsteknik trækker et lovforslag sine hovedproblemer op, så man kan forstå, hvilke valg der er truffet i forslaget, og på hvilken baggrund. Hér er det springende punkt fejet ind under side 6, spalte 2, hvor det efter en lang svada om alt muligt andet undseeligt hedder:
"Det foreslås endvidere, at de involverede personers retsstilling bliver forbedret, jf. herom nedenfor, og at undersøgelserne ikke bør være offentlige."
At "de involverede personer" er ministre og deres topembedsmænd, må læseren selv regne sig til.
Lovforslaget var til generel snik-snak førstebehandling den 26. november 1996, og siden er kun hørt, hvad rygtevis er sevet fra forhandlinger bag lukkede døre. Partierne har kørt efter planen: Musketér-ed, og så lynhurtig anden og trediebehandling blandt alt det andet lovsjusk, der foregår, lige inden folketingssamlingen slutter Grundlovsdag.

DET BÆRENDE argument for lukkede døre er, at ministre og deres topembedmænd sættes i gabestokken ved åbne undersøgelser. Som medlem af Nordskov-udvalget lektor lic. jur. Jens Peter Christensen formulerer det i sin netop udkomne doktordisputats om ministeransvar:
"De involverede ministre og embedsmænd hænges ud i pressen på grundlag af nogle enkeltstående forklaringer og oplysninger fra de afhøringer, der har fundet sted."
Til det siger Sø- og Handelsrettens bramfri præsident Poulsen: "Selvfølgelig kan det være synd for nogle personer, at de bliver udsat for den offentlige skærsild, men det mener jeg, at ministre og højere embedsmænd må tage med som en del af deres job."
Ja, det pokker de må! Hvis der er så megen offentlig formodning om, at uretmæssigheder kan være foregået, at regering og/eller folketing nedsætter en undersøgelseskommission til at belyse forløbet, så er det af indlysende offentlig interesse, hvad der kommer frem, mens det kommer frem.
Lukkede døre vil dølge, udskyde og skabe mistanke. Tag nu f.eks. det undersøgelsesudvalg, der (i kraft af en særlov, som undtager fra hovedreglen om åbenhed) undersøger den færøske banksag. Da den var til ophidset folketingsdebat for to år siden, konkluderede den ellers nøgterne radioavis: "Indtrykket var en stærkt presset statsminister med en dårlig sag." Siden er alt tyst. Har Nyrup fundet tid til at afgive forklaring for udvalget? Hvad han han forklaret? Hvad har de andre ministre - socialdemokrater og konservative - med noget i klemme forklaret? Hvilket formål tjener egentlig de lukkede døre?
Som Johan Garde skriver i sin artikel: "Den lukkede dør er mistænkeliggørelsens fader."
Partiernes musketérsammenhold er på det seneste begyndt at smuldre: Venstre har ombestemt sig til offentlighed, og de konservative tør ikke gå sammen med socialdemokraterne om at lukke dørene uden Venstre som medsammensvoren. Hans Engell har derfor pludselig set behov for "en længere tænkepause".
Rigtigt, Engell og medmusketérer: Tænk længe - og tænk om!
Offentlighed om offentlige forhold, om vi må være så fri.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her