Læsetid: 4 min.

Det skjulte tema

14. maj 2001

Selv om SF på weekendens landsmøde i Fredericia har afviklet et mindre internt opgør om, hvilken kurs partiet skal føre på indvandrer- og flygtningeområdet i den kommende valgkamp – et opgør, der endte med, at partiformand Holger K. Nielsen led et overraskende stort nederlag i en afstemning søndag formiddag – så må man alligevel konstatere, at det lykkedes for folkesocialisterne at afvikle deres landsmøde uden at rejse en diskussion på det emne, der vil kunne skabe de alleralvorligste splittelser i partiet, nemlig spørgsmålet om SF’s forhold til Den europæiske Union.
Debatten om EU fyldte mildt sagt ikke særligt meget på landsmødet. Faktisk blev den kun berørt nogle få gange, når de delegerede følte trang til at rose sig selv og partiet for bedriften med at have fremskaffet nej’et til ØMU’en den 28. september sidste år.
Denne harmoniske tilstand vil imidlertid ikke kunne opretholdes ret meget længere. Sagen er nemlig, at der fra EU-Kommissionen er nogle forslag på vej, som inden for ret kort tid vil tvinge folkesocialisterne til at tage et opgør med deres egen EU-politik.

Mest aktuel fremtræder denne problemstilling, hvis man betragter de forslag, som Kommissionen allerede har fremsat – eller snart vil fremsætte – på flygtninge- og indvandrerområdet.
Der er i høj grad tale om initiativer, der vil tildele indvandrere og asylansøgere flere rettigheder, end de besidder i en stor del af EU-landene i dag, herunder i Danmark. Og sådanne udspil er naturligvis attraktive for SF. Partiets problem er imidlertid, at det aktivt understøtter Danmarks retlige forbehold og dermed er med til at holde Danmark fri af alle de forslag, som EU-landene aftaler på dette område.
Visse af partiets politikere har på den baggrund foreslået, at man løser situationen ved at beslutte, at Danmark løbende tilslutter sig de beslutninger på det retlige område, som man godt kan lide. Sådan et forslag blev blandt andet fremsat under selve landsmødet af Pernille Frahm i Jyllands-Posten.

Problemet er imidlertid, at sådan leger man ikke med de andre EU-lande.
Til dels med baggrund i en irritation over Danmarks nej til ØMU’en er de øvrige EU-lande nemlig på det seneste blevet stadigt mere opmærksomme på, hvordan Danmark forvalter sine forbehold. Dette så man ikke mindst illustreret i sagen om forsvarschef Hvidts mere eller mindre uautoriserede opbakning til en finsk kandidat, som han vel egentlig slet ikke havde ret til at stemme hverken for eller imod. Og hvis de danske politikere tror, at de kan behandle EU-landenes gennem svære kompromiser fremelskede resultater på det retlige område som et tag-selv-bord, hvor repræsentanterne fra det lille rige land mod nord bare kan vælge at følge de forslag, som de synes bedst om, så kan de godt tro om igen.
Beskeden fra de øvrige lande i unionen vil i sådan en situation formentlig være, at Danmark kan tilslutte sig hele baduljen – eller ingenting. Og dermed er vi allesammen – inklusive SF med sit rustrøde og unionsskeptiske bagland – kastet direkte ud i en diskussion om, hvorvidt vi skal ophæve det retlige forbehold.

Samme problemstilling gør sig gældende på forsvarsområdet, hvor fremtidige humanitære aktioner gennemført af EU-landene i fællesskab – men uden deltagelse af USA – heller ikke vil kunne have deltagelse af Danmark.
Hvis den situation virkelig opstår – og det gør den sandsynligvis på et tidspunkt – og Danmark ikke kan sende manskab afsted for at deltage i en humanitær operation, fordi USA ikke finder det opportunt at medvirke – så vil Holger K. Nielsen og forsvarsordfører Villy Søvndal få meget svært ved at forklare de danske vælgere logikken bag opretholdelsen af forsvarsforbeholdet.
Dette scenario har ledende SF’ere – heriblandt Villy Søvndal – allerede foruddiskonteret. Og blandt andet på den baggrund har Søvndal for et stykke tid siden stillet forslag om en omfortolkning af forsvarsforbeholdet. Det blev imidlertid nedskudt af både Venstre og Socialdemokratiet, der har indtaget den holdning, at man ikke skal ’fifle’ med befolkningens forbehold.
Selv om det på et tidspunkt skulle lykkes for SF at overbevise et flertal i Folketinget om nødvendigheden i at omfortolke forbeholdet på det forsvarsmæssige område, så er det dog ikke sikkert, at sådan en aftale vil løse problemerne på området. Det er nemlig langt fra givet, at Danmark uden videre vil kunne indtræde i de elementer at samarbejdet, som man gerne vil deltage i. Også på dette område kan man forvente, at de andre EU-lande i langt højere grad vil begynde at trække grænserne for det danske forsvarsforbehold. Og så ender vi med at skulle tage stilling til samme spørgsmål på det forsvarsmæssige område som på det retlige: Skal vi ophæve forbeholdet – eller skal holde os helt uden for det europæiske samarbejde på dette felt i en udefinerbar fremtid?

Det lykkedes i weekenden for Holger K. Nielsen og hans fæller i toppen af det folkesocialistiske parti at afvikle et landsmøde uden at blive konfronteret med disse svære spørgsmål. Sådan bliver det dog ikke ved med at gå. Når landsmødets debatter om nogle af de mere flygtige emner er glemt, så vil dette tema stå tilbage som uomgængeligt. Og på et tidspunkt bliver SF’s leder nødt til at betræde talerstolen på et landsmøde og spørge forsamlingen af skeptikere og tvivlere: Skal vi hæve de forbehold?

–ø–

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her