Læsetid: 5 min.

Skønheden, der knækkede Hollywood

Hun er stærk, i god form, kvik, morsom og skælmsk, hun fylder 90 om den 1. juli. En stor skuespillerinde - og kvinde for at føre sine egne retssager
23. juni 2006

Den 15. juni hædrede Det Amerikanske Filmakademi Olivia De Havilland. Det er akademiets egentlige opgave at hædre sine egne veteraner, og normalt vil man ikke skabe opmærksomhed omkring deres planer. Men denne aften var noget ganske særligt.

For det første er Olivia de Havilland et af de eneste levende mennesker i verden, der var en ubestridelig filmstjerne i 30'erne. Hun fylder 90 år den 1. juli. Dette siger jeg ikke, fordi jeg for nylig mødte damen i Malibu og kan rapportere, at hun er stærk, i god form, kvik, morsom og skælmsk. Men der findes en anden grund til, at de professionelle skal hædre miss de Havilland og takke hende. Det er for den juridiske afgørelse, der er opkaldt efter hende.

Olivia blev født i Tokyo i 1916, datter af en engelsk sanger, Lilian Ruse, og Walter de Havilland, født ind i en gammel normannerslægt. Han havde slået sig ned på Guernsey, hvor han var patentadvokat.

Hun havde en yngre søster, Joan, hende vender jeg tilbage til, men forældrenes ægteskab var ikke lykkeligt. Moderen besluttede at rejse til Californien med de to piger og endte i Saratoga, lige uden for San José.

Den tasmanske djævel

Det var et idyllisk liv. De to piger var rigtig kønne, kloge og talentfulde - men håbløse rivaler. Moderen giftede sig igen med en bestyrer for et stormagasin, og Olivia fik en rolle på skolescenen, som Hermia i En Skærsommernatsdrøm. Da stedfaderen hørte om det, sagde han til hende, at enten opgav hun stykket eller også forlod hun hjemmet for stedse.

Olivia rejste, og i et uforglemmeligt år spillede hun Hermia, ikke blot på skolen, men også for den store østrigske producer, Max Reinhardt, der havde sat stykket op på The Hollywood Bowl, og endelig i en strålende film med blandt andet James Cagney og Mickey Rooney. Hun fik kontrakt med Warner Brothers og blev valgt til at spille over for studiets nye tasmanske djævel (han hed Errol Flynn) i Kaptajn Blod.

Olivia kom til at indspille ni film med Flynn, den mest kendte er nok Robin Hood, hvor hun spiller lady Marian, indbegrebet af charme og saksisk skønhed. Deres samarbejde hyldes stadig i filmannalerne for den kemi, der herskede imellem dem, og også i dag tilstår Olivia, at hun var fuldstændig betaget af australieren, som var syv år ældre end hende. Nej, hun gav ikke efter, og hun siger selv det skyldtes hendes egen uskyldighed og hans elegance, men det var tæt på. Jeg så filmen igen for nylig, og det er betagende at se technicolorrødmen sprede sig over Marians kinder, når Robin ser på hende. Nogle ting er andet og mere end skuespil.

Olivia surmulede

Tiden gik, og Olivia fik et par andre gode roller, blandt andet sammen med Cagney i Raoul Walshs The Stawberry Blonde (en sød, tidstypisk romance). Hun blev lånt ud til Paramount for at spille rollen som en naiv, ung kvinde, der gifter sig med skurken, Charles Boyer, så han kan få indrejsetilladelse til USA i Det må ikke blive morgen, en Mitchell Leisen-film, skrevet af Billy Wilder, og hun var også med i en lidet kendt John Huston-film, I dette vort liv, hvor hun indledte en hot affære med Huston (de var tæt på at blive gift). Hun blev nomineret for Det må ikke blive morgen, men hun tabte til Joan Fontaine i Hitchcocks Mistanken. Ja, den Joan - Joan de Havilland (hvis hun altså ikke havde taget et af moderens navne). Nogle siger, at Olivia surmulede.

Hun blev også stadig mere utilfreds med, at hendes selskab, Warner, blot tilbød hende biroller i mandsdominerede film. Hun blev mere kritisk over for selskabets beslutninger og begyndte at afslå dets tilbud.

Tolkningen af den standard syvårs kontrakt, de fleste havde underskrevet dengang, lød oftest på, at hvis du nægtede at spille en rolle, blev den tid, det ville have taget at indspille filmen, lagt til afslutningen af de syv år. Så temperament eller en hang til frihed var i praksis strafbart. Et par år tidligere var en anden af Warners stjerner, Bette Davis flygtet til England for at undgå retsforfølgelse. Men Warner hev hende i retten i London og vandt sagen.

Retssalsdrama

Havilland-familien havde været advokater i århundreder, og noget fik Olivia til at gennemlæse de californiske statutter. Hun fandt et afsnit, der erklærede, at enhver ansættelseskontrakt, der lød på mere end syv år var at betragte som slaveri, og derfor ulovlig. Hun spurgte om råd i sagen. Hvad hun hørte, lød opmuntrende. Faktisk i en grad så Olivia de Havilland gik i strejke, og var villig til at tage sagen hele vejen op i Højesteret. Men hun vandt sagen ved statens domstol, og i en enstemmig afgørelse ved appelretten. Derefter opgav selskabet at føre sagen videre.

En gylden periode

Sagen fik betydning for alle involverede - syvårs-kontrakten gik af mode, og skuespillere fik efterhånden en meget stærkere forhandlingsposition, og sikrede sig blandt andet royalties. (f.eks. har Olivia aldrig fået så meget som en penny af overskuddet på en film, hun havde været med i, den hed Borte med blæsten!) Men retssagerne holdt Olivia borte fra lærredet i tre år, lige da hun var på sit højeste.

Hun kunne frygte, at hun var blevet blacklistet. Men sandheden var, at hun var populær, og så god, at hun stod over for sin karrieres gyldne periode. I slutningen af 40'erne vandt hun sin første Oscar, i Leisens Blodets bånd, en skøn tåreperser. Hun blev nomineret igen i 1948 for Ormegården, en meget stærk film om en kvinde, der ender på en anstalt, og hun vandt sin anden Oscar for Arvingen, William Wylers bearbejdelse af Henry James' Washington Square, og med Ralph Richardson og Montgomery Clift.

Mere kunne være fulgt efter, hun blev blandt andet tilbudt rollen som Blanche DuBois i Omstigning til Paradis. Men hun afslog af en meget overraskende grund: Hun havde lige født sit første barn, en søn og følte ikke, at det ville være pænt over for ham at spille en kvinde med et så dårligt ry. Og hun mener stadig, hun gjorde det rigtige.

En påmindelse om en person med rødder i det klassiske normanniske aristokrati, en kvinde hævet over kritik - så vel som en klog, moderne kvinde og en skuespillerinde, der kunne klare sine egne juridiske problemer.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu