Læsetid: 4 min.

Skønhedens byrde

Astrid Saalbachs nye roman udfolder sin etik som teknik
27. oktober 2005

Ligesom der findes mennesker, der altid er muntre og milde, findes der dem, der er gnavne og bitre. Der findes folk, der er onde af væsen, mens andre (blot som en følge af deres gemyt) kun er i stand til at handle godt. Nogle er uhelbredeligt dumme, andre så irriterende kloge, at omgivelserne gerne får ondt.

Claire, den centrale figur i Astrid Saalbachs nye roman, er smuk, blændende smuk. At hun ved det og har lært at spille på det, forstår vi allerede på de første to sider, hvor hun lægger make-up foran spejlet og til sidst læner sig frem og smiler til sig selv. Lidt stift, som om det er til en anden.

Den ene fyr efter den anden forelsker sig i hende (eller rettere i hendes skønhed) og kan til sidst kun tænke på hende. Ofrene (hvis de altså er ofre?) forsømmer deres job, mister deres fundament, bliver fuldkommen kulrede, men stikker ikke desto mindre fingeren i flammen efter tur.

Enetimer i violin

Dette psykologiske spil er forstærket af miljøet. Claire, hvis mor skam også har været smuk engang, har spillet violin, lige fra hun var barn. Nu går hun på konservatoriet i København og har som både lærer og beundrer Tobias Lund, der siges at stå i position til et eftertragtet professorat. Han er, forstår man, en kapacitet, men kendt som noget af en Don Juan. Eleverne falder for ham på stribe.

Om også Claire for alvor har forelsket sig i ham, er ikke til at sige, for Saalbachs beskrivelse af hendes følelser afdækker egentlig bare et mønster hos hovedfiguren, uden dyb personlig fascination: "Det var hendes egen skyld, hun havde opmuntret ham, vist, at hun godt kunne lide ham og følte sig tiltrukket af ham. Været indladende, som hun var det over for alle mænd, uanset hvem og hvad de var. Hun skyldte dem noget; sådan havde hun haft det, fra hun var gammel nok til at forstå, at hun med sit udseende var blevet begavet på en særlig måde. Derfor smilede hun til enhver mand, der smilede til hende, lod ham se sig dybt i øjnene og sige små lyde, diskret strejfe eller klemme hende lidt, hvis de ville. Det var deres ret. Den pris hun måtte betale for sit held."

Forfatteren tilføjer besk, at Claire såmænd gerne ville have byttet sin skønheds arvede "gave" bort for en musikalsk begavelse af tilsvarende format!

Hvor langt hun kunne have nået med violinen under vejledning af Lund, får læseren ikke at vide. For knap er romanen begyndt, før hun anklager ham for tilnærmelser og efterfølgende sex-overfald. Sagen havner hos rektor og ryger takket være en veninde med overmåde blakkede motiver i formiddagsavisens gabestok. Virtuosen mister såvel konen som jobbet og koncerterer, da historien slutter, med Randers Byorkester. Dybere kan du ikke dratte, oh hvilken skændsel og tort!

Selv flytter Claire efter skandalen til Århus med lille Jeppe, som hun fik med en sanger, der i sin tid fornuftigvis mente ikke at kunne tåle mosten. En tid ser hun ud til at klare sig glimrende, men så gentager mønsteret sig: hun forelsker sig dybt i en jævnaldrende, tilsyneladende rigtig sød fyr, men skræmmer ham uforvarende bort. Alex forsømmer sit studium, mister sit fundament. Bliver kulret, når hun smiler til de mænd, der smiler til hende.

Romanens sidste mand hedder Morten og driver eget firma. Han forelsker sig, forsømmer på jobbet, er lige ved at miste fundamentet. Indtil han opsøger Claire og lader handlingen kulminere, i en scene, hvis gang ikke skal røbes, men som måske belyser, hvad der egentlig skete (eller netop ikke skete?) mellem hende og Tobias dengang ude i skoven.

Montage-teknik

Fortælleteknisk opererer bogen med det, der inden for narratologisk jargon betegnes variabel intern fokalisering: Synsvinklen skifter rapt fra afsnit til afsnit, men ligger for hver enkelt scene fast hos en ledefigur eller "spejler", hvis sansninger og tanker man føler. Hertil kommer rig anvendelse af flash-back til Claires barndom og ungdom.

Teknikkerne giver romanen et montage-agtigt præg, virkeligheden får lov at flimre. Tekstens centrum er ganske vist Claire, men samtidig gør Saalbachs bevægelige kamera hver enkelt person til sit eget midtpunkt.

Det har igen to effekter, en psykologisk og så en erkendelsesmæssig. Psykologisk set indebærer det, at læseren både kan følge den smukke Claire og de følger, hendes væsen har for andre. Til trods for bogens fokus på individuelle problemer bliver den samtidig omverdensorienteret på en i grunden helt hæderlig måde. Dens iboende etik består faktisk i klog forvaltning af visse litterære virkemidler.

Erkendelsesmæssigt betyder den varierende teknik, at forfatteren afstår fra at kolportere én og kun én sandhed.

"De farligste er dem, der har fundet svaret," hedder det meget rigtigt et sted.

Astrid Saalbach holder dén mulighed fri, at divergerende oplevelser og opfattelser af kærligheden og livet kan eksistere side om side. Anatomi er skæbne, er der nogle, der siger, og det er skønhed vel også: en gave og samtidig en byrde. Det mindste, vi kan gøre, er, at prøve at forstå hvem vi er, og hvordan vi virker ind på andre. Anskuet på den led bliver Fingeren i flammen ikke alene en velskreven, flot gennemført psykologisk skildring, men også en fin udfoldelse af noget så enkelt som overbærenhed og tolerance. Hvem tør dømme? Døm først dig selv.

Astrid Saalbach: Fingeren i flammen. Roman. 248 s. 249 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-04268-1. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu