Læsetid: 7 min.

Den skønne barselstid

Samfundets forventninger til den nybagte mor har ændret sig med indførselse af den nye barselsorlov, hvilket ses i f.eks. de nye anbefalinger for amning. Det kan således diskuteres, om forældrene 'frit' kan fordele barselsorloven imellem sig
27. september 2005

Jeg er i øjeblikket på barselsorlov med vores andet barn. Jeg har valgt at have barsel frem til september, hvor vores barn er knap syv måneder. Og det gav nogle tankevækkende reaktioner fra både mine kolleger og mig selv.

En af mine mandlige samarbejdspartnere kaldte mig i sjov en ravnemor, underforstået fordi jeg ikke valgte at tage den fulde barselsorlov. En anden udbrød spontant, at det var da ikke særlig lang tid. Men det er faktisk lige så lang tid, som jeg var på orlov med mit første barn, dengang reglerne gav mulighed for ca. seks måneders orlov. Begge mænd blev helt stille, når jeg returnerede, at jeg jo heldigvis havde en mand, der går ind for ligestilling i praksis. Han tager tre måneders barselsorlov.

Så skulle alt jo egentlig være godt. Men når jeg efterfølgende skulle fortælle, hvor lang tids orlov jeg skulle holde, skyndte jeg mig altid i samme åndedrag at tilføje, at min mand også skulle have tre måneders orlov. Så ingen skulle tro, at jeg var sådan en mor, der kunne finde på at sende sit barn i institution efter syv måneder, når hun selv havde mulighed for at passe det. Så alle kunne forstå, at jeg ikke var en ravnemor, men en ligestillet mor.

Fra kan til bør

Mine refleksioner over temaet begyndte, da jeg i Information læste om tyske kvinders barselsorlov. I Tyskland er det nemlig sådan, at mødre har mulighed for at være på barsel i tre år, før de vender tilbage til deres arbejde.

Klummen beskrev, hvordan to tyske kvinder kommenterede, at ingen i Danmark så skævt til en mor, der vendte tilbage på arbejde efter seks måneder. Og så var det, jeg med ovenstående episoder i baghovedet tænkte, at det er der måske alligevel, efter at reglerne er blevet ændret.

Den nye lange orlov er en god mulighed, men "kan" bliver nogle gange til "bør". Hvordan muligheden for længere barsel er i fuld gang med at blive konverteret til en samfundsmæssig forventning om, at det "skal" man (moderen), kan tydeligt ses i den pjece (Barnemad fra Mejeriforeningen), jeg fik af min sundhedsplejerske.

Da jeg var på barselsorlov med mit første barn, dengang orloven var ca. seks måneder, anbefalede man udelukkende amning frem til fire måneder (Barnemad fra Mejeriforeningen, 1997).

I den nye pjece (fra 2002) og på www.sundhedsstyrelsen.dk anbefaler man nu amning frem til barnet er seks måneder. Selv om det godt nok i pjecen fremgår, at "efter fire-måneders alderen er der ikke belæg for, at særlige begrænsninger i kosten forebygger allergi, heller ikke for børn med særlig risiko for at udvikle allergi".

Den slags forbehold havde man dog ikke, da der i TV-Avisen den 1. august var et indslag om etableringen af ammestuer. Det blev helt firkantet sagt, at man anbefaler udelukkende amning indtil seks måneder. Og en mor i indslaget beskrev rammende, at når man er en usikker nybagt mor, så skal amningen helst fungere, så man føler, at man da gør noget rigtigt.

Amningen bliver det konkrete tegn på, at man er en god mor. Og efter de nye anbefalinger skal man amme i mindst seks måneder for at være en god mor, selv om der ifølge pjecen ikke er videnskabeligt grundlag for de nye anbefalinger.

Kombinationen af samfundets pres for, at moderen skal amme sit barn og at hun nu ifølge den nye pjece skal gøre det mindst frem til, barnet er seks måneder, har betydning for, hvordan den nye forlængede barselsorlov kan fordeles.

For hvis moren skal amme barnet frem til seks måneder, så skal hun mindst holde orlov i seks måneder. Og seks måneder, det er jo mindstemålet. Så hvis man vil være en rigtig god mor, skal man faktisk helst amme lidt længere, holde orlov lidt længere og vupti så er der ingenting tilbage til faderen.

De samfundsmæssige forventninger, hvad enten de nu fremstår så konkrete som i pjecen eller måske kommer mere implicit til udtryk gennem diverse bemærkninger, kan betyde, at kvinden vil føle sig som en dårlig mor, hvis hun ikke holder den fulde orlov og ammer sit barn i mindst seks måneder.

Fra bør til vil

Og tallene viser jo også, at det hovedsagligt er kvinderne, der benytter sig af mulighederne for forlænget orlov. Selvom orloven strengt taget kan fordeles frit mellem moren og faren efter de første 14 uger.

En del af grunden er sikkert økonomisk: Mænd tjener mere end kvinder. Og så er der den med, at kvinderne ikke vil give mændene plads derhjemme. En af vores bekendte kommenterede min mands og min fordeling af barselsorloven med, at hun ikke troede, hun ville af med orloven. Så manden kan slet ikke få lov til at tage orlov af kvinden.

Der er sikkert kvinder, som ikke vil vige pladsen til fordel for deres mænd. Men det kunne også være, at den måde kvinder vælger på, er påvirket af, hvordan de tror, manden vil vælge og hvordan omgivelserne vil reagere på deres valg. Så hvis vores bekendte tror eller ved, at hendes mand ikke vil på orlov, så kan hun vælge at tage på arbejde efter seks-syv måneder og sende barnet i institution og lægge ryg til "morsomme" bemærkninger om ravnemødre. Eller også kan hun vælge at tage den fulde barsel selv og sige, at siden hendes mand ikke vil, så tager hun hele orloven.

Men det har en lidt uheldig klang. Både for kvinden ("jeg har ikke kontrol over mit eget liv") og i forholdet til manden ("du tvinger mig til at tage lang orlov, fordi du ikke prioriterer vores familie højere end dit arbejde"). Så er det da bedre for alle, at kvinden "vælger" at tage den lange orlov.

I kvindens hoved er 'bør' så blevet til 'vil'. Disse refleksioner skal især ses i lyset af, at psykologisk forskning indenfor de sidste 10-15 år viser, at meget af vores adfærd, holdninger og præferencer er styret af tidligere erfaringer, som vi ikke er bevidste om.

Generelt er det adaptivt, at meget af vores tankeliv og adfærd ikke kræver konstant bevidst styring, da vi dermed får ressourcer til flere gøremål. Det interessante er, at fordi vi netop ikke er bevidste om, hvad der påvirker vores adfærd, holdninger etc., er vi utilbøjelige til at tro, at vi bliver påvirket. Så når mødre og fædre tror, at de har frit valg i forhold til fordelingen af barselsorloven, er det ikke sikkert, at det er rigtigt.

Økonomi og barselsorlov

At moderen og faderen ifølge de nye regler frit kan fordele det meste af barselsorloven imellem sig er på sin vis ideelt for den enkelte familie, fordi det giver gode muligheder for fleksibilitet. Men forskellige samfundsmæssige forventninger og normer, gør det mere sandsynligt, at moderen vælger at holde størsteparten af orloven.

Ved denne barselsorlov har min mand faktisk ret til 10 ugers orlov på fuld løn, en mulighed vi ikke havde, da vores første barn blev født. Jeg vil mene, at det økonomiske incitament, der ligger i, at manden kan gå hjemme med fuld løn i forhold til, at kvinden går hjemme på dagpenge, kunne være et muligt modspil til samfundets normer for, at en god mor bliver hjemme så længe som muligt. Så er der nemlig to stærke kræfter, der hiver i hver sin retning: Samfundets normer for moderskab og familiens økonomi.

Moderen og faderen kan stadig frit fordele orloven efter uge 14. Men med mandens ret til nogle uger (eller måneder!) på fuld løn, vil der pludselig være en motivation, der kan holde faderen hjemme og evt. påvirke mødrene til at vige pladsen i forhold til barnet.

Vælg frit

Det kunne også gøre det legitimt for kvinden at vende tilbage til arbejde, før barnet er 12 måneder. Og hvem ved, når tiden får lov at gøre sit arbejde, kan det være, at faderen husker, at han valgte at blive hjemme, fordi det var dejligt at holde orlov sammen med sit barn - for det vil fædrene jo opdage, at det er, når de først har prøvet det.

At tro at familierne frit kan vælge, blot fordi reglerne giver mulighed for frit valg er således en illusion. Politikere og beslutningstagere på arbejdsmarkedet bør nøje overveje hvilke kræfter, der påvirker familiens valg ift. fordeling af barselsorlov og arbejde for, at samfundsmæssige mekanismer, der indvirker på den skæve fordeling af orloven, udlignes. Hvis vi skal vente på familiens "frie valg" kommer det til at tage lang tid og bliver efter al sandsynlighed samfundsmæssigt skævt til fordel for de bedre uddannede fædre. Og det er synd for alle. Både børnene, fædrene og mødrene.

Dorthe Kirkegaard Thomsen er cand.psyk., Ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu