Læsetid: 3 min.

Skøre dyr er lådne i Hørsholm

Et opiumsrygende egern i kimono og et rådyr med menneskekrop iklædt læder og røde damesko, som koncentreret iagttager sine udstoppede artsfæller. Det er blandt oplevelserne på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm, hvor kunstneren Filip V. Jensen har givet nyt liv til den naturhistoriske fortælling
22. juli 2006

På Jagt- og Skovbrugsmuseet - idyllisk og smukt placeret som nabo til Hørsholm kirke - har man igennem mange år kunne opleve en naturhistorisk samling, der sirligt beretter om den danske jæger- og skovbrugskultur. Det er viden, som alle børn i området er blevet tvangsfodret med igennem generationer. Nu har museets permanente udstilling imidlertid fået besøg af et publikum bestående af mannequindukker med dyrehoveder iført lædertøj og iklædt bizarre identiteter som eksempelvis nazist og præst. Men hvorfor?

"Det handler om at afprøve nye grænser for vores måde at opfatte virkeligheden på. Herunder den noget firkantede og naturalistiske måde, som vores museer forsøger at præsentere viden på. Derfor ser vi en tendens til, at særligt naturhistoriske museer er begyndt at indgå i en mere subtil forhandling om virkeligheden, hvor det handler om at lege med grænserne mellem fiktion og virkelighed," forklarer en af initiativtagerne bag udstillingen, cand.mag. i kulturformidling Lene Stengaard.

Og netop den forhandling eller leg med grænser for fortolkninger af virkelighedens verden, afspejler sig i udstillingens titel, Reconstructed, der er ment som et provokerende møde mellem kunstneren Filip V. Jensens dyre-menneskedukker og museets naturgenstande. For som Lene Stengaard påpeger, så er det jo heller ikke virkeligheden, man præsenterer på museet. Det er blot noget, man lader som om, når man genskaber naturens dyr via træuld, skind og glasøjne. Derfor handler det heller ikke om at aflede opmærksomheden fra udstillingens indhold, men om at finde en formidlingsform, der formår at udfordre publikum.

"Man kan måske sige, at vi skal bryde med et historisk svigt, hvor en række museer har været for dårlige til at omsætte viden til et sprog, der fanger folk. Det handler altså om formidling. Med den her satsning håber vi at kunne åbne folks øjne for, hvad vores udstilling består af," forklarer Lene Stengaard.

Ud af montrernes støv

Ideen til at eksperimentere med udtryk og formidlingsformer er ikke et fænomen, der begrænser sig til Jagt- og Skovbrugsmuseet. I samme stil har Naturhistorisk Museum i Århus og ikke mindst naturmuseet Naturama i Svendborg forsøgt sig med nye og anderledes præsentationer af den viden, som de ønsker og har til formål at formidle. Det forklarer Lene Stengaard:

"De naturhistoriske museer er i fælles front ved at bevæge sig ud af livet i de støvede montrer - som man helt bogstaveligt har gjort det på Naturama, hvor man har taget dyrene ud af deres montrer og opstillet dem i tilfældig orden i en slags cat-walk. Derfor ser vi nye måder at fortælle om dyrene på, der samtidig er en afstandtagen til det at forgøgle folk, at de træder ind i naturen, når de går ind på museerne. Det er jo også bare en konstrueret gengivelse."

Årsagen til at der eksperimenteres med nye udtryksformer skal selvfølgelig også findes i, at man på museerne godt er klar over, at folk ikke kun kommer for at lære, men ligeså meget søger en oplevelse.

"Kan det lykkedes at gøre publikum nysgerrige via forskellige andre virkemidler, så synes jeg, at vi er kommet et skridt videre i vores formidling. Men det er ikke fordi, at museerne bare skal være oplevelsescentre, der lokker folk til med balloner og saftevand. Det er derimod utroligt vigtigt at tænke i sit publikum og forsøge at nå dem via en formidlingsform, der bringer dem i kontakt med det, som vi jo netop ønsker at vise," siger Lene Stengaard.

Da museet kontaktede Filip V. Jensen omkring opgaven, var han heller ikke i tvivl. Han mener, at hans halvt dyre-, halvt menneskedukker fint supplerer naturudstillingen:

"Jeg kan godt lide de reaktioner, som der ind til videre er kommet. Det lader til, at dukkerne får folk til at kigge efter en ekstra gang. Derfor er dukkerne en slags øjenåbner for udstillingen."

Særudstillingen kan ses frem til den 17. september 2006

Læs mere på www.jagtskov.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu