Læsetid: 4 min.

Den skøre stad

14. februar 2001

LE ELLER GRÆDE? Endnu en gang byder Ørestaden på dette valg. For begivenhedsforløbet er så komisk – hvis altså ikke lige det var dybt tragisk.
I forgårs afgjorde Naturklagenævnet med stemmerne syv-tre, at nok er grundlaget for opførelsen af et nyt gigantisk indkøbscenter i Ørestaden ulovligt, men dog ikke så ulovligt, at byggeriet ikke kan finde sted. Ulovligheden var alle ti medlemmer enige om, men kun tre ønskede, at den skulle få konsekvenser.
Nævnets juridiske formand, Lars Busck, der sammen med nævnets to højesteretsdommere hørte hjemme blandt flertallet på syv, var meget omhyggelig med at formulere sig:
»Vi har kun taget stilling til de rent retlige spørgsmål. Vi tager ikke stilling til, om det er en god idé at bygge et storcenter, eller om det er en god idé at have store butikker. Vi tager kun stilling til, om loven er overholdt. Vi påtaler den fejl, der er
begået, og går ud fra, at det sker ikke igen. Det er en formel fejl. En fodfejl.«

AHA, EN FODFEJL. Hvem har da jokket i spinaten? Det har selveste miljøminister Svend Auken. Hans rolle er interessant. Gennem hele skandalen om Ørestaden sjosker hans fodspor:
*I 1991 var Auken stadig formand for Socialdemokratiet, men han var presset og havde derfor behov for at markere beslutningskraft. Den viste han ved i dølgsmål at lade sit parti indgå forlig med den daværende VK-regering om Ørestadsprojektet på Amager. Projektet var i strid med fredningsforpligtelser, som regeringen havde påtaget sig. Og det byggede på den tovlige idé at lade salg af grunde i et naturområde betale for anlæg af en metro – der følgeligt kom til at løbe gennem naturområdet i stedet for at betjene Amagers tætbefolkede dele.
*Svend Auken var også den, der udmalede alt det
gode og spændende, der skulle anbringes på den bare mark i Ørestaden: Fremtidsrettet højteknologi, viden og informationsformidling. En slags campus, en moderne udgave af Aarhus Universitet – som i den smilets by, der vælger Auken til Folketinget.

SKØNNE VISIONER. Så kom den sure hverdag, hvor projektet skulle virkeliggøres af den regering, der var tiltrådt under Nyrups ledelse.
Private højteknologi-firmaer ønskede ikke at slå sig ned i Ørestaden. De befandt sig meget bedre ovre i den Sydhavn, de selv havde valgt som placering. Samtidig viste udgifterne til metroen sig at være alt for lavt sat. Uha, konkursen truede det Ørestadsselskab, der fører sig som om, det var privat, men i virkeligheden er et fælleseje mellem staten og Københavns Kommune.
Et par allerede solgte grunde ved Københavns havnefront fik finansminister Mogens Lykketoft lirket over i Ørestadsselskabet, og det lunede kassen med nogle hundrede millioner kroner. Men langt fra nok.
Krassere midler måtte til. Offentlige institutioner – heriblandt Danmarks Radio – blev strøet ud over
Ørestadens nordlige del ved Københavns Universitet Amager. Sydpå gik det stadigt sløjt.

HURRA. NÅR NØDEN er størst... Et privat investorfirma meldte sig med planer om et gigantisk indkøbscenter i Ørestadens sydlige del – det bilstrategisk rigtige sted, hvor Øresundsmotorvejen
gennemskærer Ørestaden. Investorerne fablede om
et kundeopland, der strækker sig fra Blekinge til Fredericia.
Dermed kom Auken ind i sagen igen. Som miljøminister havde han i 1997 fået indført et stop for nye storcentre. Til Information sagde han den 7. marts 1998 – fire dage før sidste folketingsvalg:
»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at lave et storcenter i Ørestaden, hvis vi stadig har en SR-regering efter valget.«
Auken sagde ved samme lejlighed:
»Det er vigtigt at få bremset butiksdøden, for jeg tror, det spiller en rolle for vores miljø, at vi har nogle levende byer. At Danmark ikke kun er for dem med bil, men at man har mulighed for at bevare de gamle butiksgader.«
Fromt og sandt! Og vi beholdt SR-regeringen. Så
den gode vilje sejrede – eller hvad?
Jo, Auken nedlagde godt nok et minister-veto mod centerplanerne, men i regeringen blev han presset hårdt af finansminister Lykketoft, der ville se gysser i Ørestadskassen. Auken begav sig på retræte og sammenstrikkede sidste sommer med sin bonkammerat Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen nogle »særlige planlægningsmæssige begrundelser«, som loven kræver for alligevel at tillade nye storcentre.
De »særlige begrundelser« var opfundet til lejligheden og indregnede kvadratmeter, der var blevet
ledige ved ophøret af Daells Varehus. Kvadratmeterne genopstod nu på papiret som »stormagasin« i Ørestaden.

DEN BEGRUNDELSE lod Naturklagenævnet dumpe i mandags. Når nævnets flertal ikke lod Ørestad-centeret dumpe ved samme lejlighed, skyldes det nok en konstatering af, at centeret faktisk har en »særlig begrundelse«, som bare ikke kan sættes på papiret. Nemlig den, at S-V-K-partierne i Ørestaden er så desperate, at de er villige vil hvad som helst. Herunder også at slå hovedstadens traditionelle indkøbsstrøg ihjel. Med afledte virkninger for resten af landet, hvor borgmestre utvivlsomt er i gang med at finde på nye »særlige« begrundelser for storcentre, som Auken hidtil har sagt nej til.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her