Læsetid: 3 min.

Med skohorn til det forjættede land

I øjeblikket fyldes vi med historier om tusindvis af bådflygtninge fra Afrika. Men der er også andre måder at forsøge sig på
26. august 2006

Potentielle EU-indvandreres desperation blev sat i relief onsdag med oplysningen om, at to egyptiske mænd havde forsøgt at komme ind i Polen fra Hviderusland ved at grave en tunnel under grænsen ved hjælp af to skohorn. De to mænd bliver nu stillet for retten i Rusland.

Ifølge anklagerne besluttede de sig for ikke at bruge en skovl, af frygt for at et sådant indkøb ville afsløre dem. I stedet brugte de skohorn til at grave tunnelen under grænsen, der er sikret med pigtråd og vagttårne, sirener og projektører.

Som var det en bedre film om fangeflugt, slap de igennem til den anden side, men så begyndte problemerne. Da de først kom til Polen, for de vild. De endte samme sted, som de var startet, og stirrede hen over pigtråden ind til Hviderusland - og ikke, som de troede, Tyskland. De begyndte at grave igen, og snart var de tilbage i Hviderusland.

De blev arresteret af nogle grænsevagter, der idømte dem 10 dages fængsel. De hviderussiske myndigheder satte dem så på et tog til Moskva. Men flere hundrede kilometer fra den russiske hovedstad slap de ud af toget og forsøgte igen.

Denne gang begyndte de at grave ved grænsen mellem Rusland og Ukraine - selv om Ukraine ikke er medlem af EU. Russiske grænsevagter arresterede dem, før de fik lejlighed til at opdage det.

Hviderusland grænser op til EU-landene Letland, Litauen og Polen, og illegal indvandring over de tre grænser er blevet et alvorligt problem for de hviderussiske myndigheder.

Bådflygtninge

Men i den forløbne uge har fokus været rettet imod strømmen af bådflygtninge fra Afrikas vestkyst til De Kanariske Øer og fra Libyen til den italienske ø Lampedusa.

Flere tusind udvandrere er i den seneste uge ankommet i spinkle både. Omkring 60 savnes, efter to både sank ud for Lampedusa sidste søndag, en af dem efter den ved et uheld kolliderede med et skib fra den italienske kystvagt.

Røde Kors siger, at over 100.000 potentielle indvandrere venter i Senegal på chancen for at sejle over. Arbejdsløsheden i Senegal er på over 40 procent. Tidligere på ugen enedes Spanien og Senegal om at indlede en fælles patruljering i forsøget på at standse bådene. Mange mennesker dør under den 1.000 km lange sejltur langs Afrikas kyst.

I Italien bekendtgjorde indenrigsminister Giuliano Amato, at han havde nedsat to specialgrupper bestående af dommere, politifolk og grænsevagter, der skal bekæmpe den ulovlige trafik, og han har krævet fængselsstraf for de af søfolkene, der bliver fanget. Men han indrømmer, at der stadig mangler en aftale med Libyen om en mere effektiv patruljering.

Endeløse nyhedsreportager med billeder af de utætte både proppet med passagerer har holdt både Lampedusa og De Kanariske Øer i verdens spotlight. Strømmen ind til Lampedusa har affødt voldsomme udfald mod indvandrere, og ledere fra Italiens fremmedhadske Nordlige Liga har gentagne gange opfordret regeringen til at beskyde bådene.

Aktivister i partiet har tilbudt at gå frivilligt ind i et vagtværn, der skulle overvåge øens kyster. I den anden ende af det politiske spektrum har aktivister fra det yderste venstre truet med at belejre øens notorisk overfyldte immigrantcenter og lukke det ned.

Men nyligt offentliggjorte tal antyder, at den betydning, man tillægger de ankomne bådflygtninge, er overdrevet. ISTAT, Italiens statistiske institut, afslører, at blot 15 procent af Italiens illegale indvandrere kommer ad søvejen. Resten, omkring 100.000, ankommer med fly - og bliver så i landet efter deres visum er udløbet.

Der findes ingen tilgængelig tal for hvor mange, der er ankommet via tunnel.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her