Læsetid: 3 min.

Skolebørn trues med udvisning

Franske borgere mobiliserer sig ved skoleårets afslutning, der betyder udvisning af tusindvis af illegale indvandrerbørn
9. juni 2006

PARIS - I Brest i det vestligste Frankrig skjuler franske familier på skift den seks-årige russiske pige Patimat. I Toulouse i sydvest er det de armenske brødre David og Alex på syv og 10, der holdes skjult. Da politiet kom for at hente moderen og de to drenge, gemte den ældste sig instinktivt under sengen. I Frankrig kan en mor ikke udvises uden sine børn. Nu skiftes skolekammeraternes forældre til at huse enten hende eller drengene.

På trods af risiko for op til fem års fængsel og bøder på 200.000 kr. sætter flere og flere franske borgere sig op mod regeringens indvandrerpolitik ved at skjule illegale indvandrerbørn.

Civil ulydighed

En bevægelse af civil ulydighed er i bogstaveligste forstand opstået i Frankrigs skolegårde, blandt kammerater, forældre og lærere. De sidste to år har de spontane reaktioner, der opstår blandt forældre på tværs af politisk observans, organiseret sig omkring foreningen RESF (réseau éducation sans frontières, netværket for uddannelse uden grænser). RESF rummer over 70 underorganisationer, ikke mindst de vigtigste skolefagforeninger og forældreorganisationer.

Med regeringens og indenrigsminister Nicolas Sarkozys stramning af indvandrerloven i maj, er situationen for tusindvis af børn blevet endnu mere usikker. RESF vurderer, at mellem 10.000 og 50.000 børn lever i situationer, hvor de kan udvises.

Menneskelig tone

Sidst i april startede foreningen RESF en underskriftsindsamling med overskriften 'Vi tager dem under vor beskyttelse'. Indtil nu har den opnået 40.000 underskrifter - også fra berømtheder. Og dermed mediernes bevågenhed. Patimat, David og Alex er kommet på avisernes forsider, en strategi, der synes at give pote.

I denne uge erklærede den ligeså mediebevågne indenrigsminister Sarkozy, at reglerne for udvisning af illegale indvandrerbørn vil blive lempet.

"Når et fremmed barn er født i Frankrig eller er kommet hertil i en meget tidlig alder, går i skole her, ikke taler sit oprindelige sprog og ikke har nogen forbindelse til sit oprindelige land, er det umenneskeligt at udvise det med magt," udtalte Sarkozy fra senatets talerstol.

Hermed skulle en ny og mere menneskelig tone være slået an, hvad angår udvisning af skolebørn. Sagerne vil ifølge indenrigsministeren blive taget op enkeltvis. Allerede i oktober sidste år viste Nicolas Sarkozy sit menneskelige ansigt, da han satte en stopper for udvisning af skolebørn undervejs i skoleåret. Det er denne frist, der nu tælles ned til på RESF's hjemmeside.

Sommerferie

Den 30. juni er det hurra for den herlige ferietid, men samme dag falder hammeren for de illegale indvandrerbørn, der indtil da var beskyttet af deres skolegang. I RESF fortsætter opråbene, da Sarkozys lempelser ifølge foreningen kun vil gælde et meget lille antal af de illegale indvandrere, omkring 750 familier eller 2.500 af de udvisningstruede. Mens Sarkozy holdt tale i Senatet, troppede politiet op i en børnehave i Le Mans. To børn på tre og seks blev ekskorteret ud til de ventende politibiler.

Selv i regeringspartiet UMP føles situationen ubehagelig.

"Man kunne i det mindste have ventet, til skoledagen var omme", udtalte Jean-Marie Gevaux medlem af parlamentet for regeringspartiet UMP og repræsentant for departementet La Sarthe, som byen Le Mans hører under.

Indenrigsminister Sarkozy forsøger skiftevis at være menneskelig og at holde den stramme linje over for illegal indvandring, der følger de nye retningslinjer inden for EU. Samtidig forsøger han, ligesom de andre franske præsidentkandidater, at holde det ekstreme højre i skak. Højreekstremisten Le Pen ser i disse dage med glæde frem til endnu et præsidentvalg med indvandrere i centrum.

Sommerferien nærmer sig. Og rundt om i skolegårdene begynder franskmændene at få øjnene op for, at indvandringsproblematikken kan have et andet ansigt. Ansigter som ligner Patimats, Davids og Alexs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her