Læsetid: 2 min.

Skolekanon for danske salmer og sange

Modersmål-Selskabet har sammensat et forslag om en skolekanon for danske sange og salmer. Det bliver præsenteret for undervisningsministeren i dag
11. maj 2005

Modersmål-Selskabets formandskab mødes i dag med undervisningsminister Bertel Haarder (V) for at fremlægge selskabets forslag om en skolekanon for danske sange og salmer.

Det drejer sig om en liste på 20 sange og 10 salmer, skrevet af de største og mest kendte digtere såsom N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og B.S. Ingemann. Af nulevende digtere er kun Benny Andersen kommet med på Modersmål-Selskabets liste.

"Det er væsentligt at kende sit ophav og den kultur, som vi alle sammen deler," siger Kenn Hansen, næstformand for Modersmål-Selskabet.

Han påpeger, at salmer og sange er en væsentlig del af den danske kulturarv, og at det derfor er vigtigt, at skolebørn får kendskab til dem.

Når ord ikke er nok

Ideen om en skolekanon for danske sange og salmer får fuld opbakning fra Inge Marstal, som er professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og udgiver af en række sangbøger for børn og voksne.

"Sangene giver en fælles reference ved lejligheder som for eksempel en fest. De giver mulighed for at gå ind i et større fællesskab. At synge danske sange og salmer sammen giver et fælles tilhørsforhold og fælles rammer," siger Inge Marstal.

Hun mener, at fællessangen er en naturlig, men også meget stærk måde at udtrykke sig på.

"Det rører følelserne, når man følges ad i sang. En fællessang kan give udtryk for følelser, hvor ord alene ikke altid er nok," pointerer Inge Marstal.

I den sammenhæng understreger hun, at det at synge sammen også er den bedste måde at blive integreret i det danske samfund på.

Obligatorisk eller ej

"Man plejer at sige, at man skal lære hinandens sange at kende, fordi det er den bedste måde at lære at kende hinanden på."

"Man behøver ikke at diskutere, men sange formidler alligevel, hvad det vil sige at bo i Danmark," siger Inge Marstal.

Hvis det var op til Modersmål-Selskabet, skulle der være en obligatorisk liste over de sange, som danske børn skulle kunne synge, når de forlader folkeskolen. Helst udenad.

"En kanon ville give sikkerhed for, at denne del af den kulturelle arv bliver gennemgående i undervisningen. Men det betyder ikke, at den enkelte lærer ikke kan udvælge andre og flere sange," siger Kenn Hansen fra Modersmål-Selskabet. Han tilføjer:

"Børn bliver meget glade for at lære sange udenad. Det er en udfordring og en øvelse, men det giver også en positiv oplevelse."

At salmekanonen skal være en obligatorisk del af undervisningen, får også opbakning fra Inge Marstal fra Musikkonservatoriet:

"Jeg synes, at det er en god ide at have et repertoire, der har en historisk og kulturel tyngde, og som fortæller, hvem man er, og hvor man kommer fra. Det kommer til udtryk i de danske sange og salmer," siger hun.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Bertel Haarder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu