Læsetid: 3 min.

Ikke for skolen, men for livet

Folkeskolelovens nye formålsparagraf er endnu et skridt væk fra skolens forpligtelser og medansvar for at vedligeholde demokratiet
8. februar 2006

Folkeskolelovens formålsparagraf skal ændres. Det har regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bestemt. Beslutningen er et resultat af disse partiers ønske om at nedtone folkeskolens ansvar for elevernes alsidige udvikling til fordel for et større fokus på indlæring af kundskaber.

Skolens formål har i dag et bredt sigte, det hedder at skolen skal 'medvirke til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling' eller til at danne dem, som det oftest er forklaret. I denne rolle har folkeskolen udviklet sig til en central institution i samfundet med en art ophøjet rolle - forpligtelsen til at bidrage til demokratiets vedligeholdelse gennem dannelsen af kommende generationer af borgere. Med den formulering indsættes formålet med undervisningen og elevernes tilegnelse af kundskaber i en ramme, som har et langt større formål end blot at gøre elverne klogere på de faglige discipliner, hvor vigtige de end er. Et formål som tilstræber at styrke børnenes evner til at sætte personlige mål i tilværelsen og nå disse mål. At klæde dem på til at stræbe efter 'det gode liv', så at sige.

Tilegnelse af kundskaber skal i den eksisterende formålsparagraf ses i dette større perspektiv, og tilegnelse af kundskaber optræder derfor ikke som et selvstændigt eller isoleret formål i den.

Danske elevers mindre gode resultater i internationale sammenligninger (PISA) er af partierne bag den nye formålsparagraf blevet forklaret med den placering, kundskabstilegnelsen har i den eksisterende formålsparagraf. Partierne antager, at skolen har forstået og forvaltet formålsparagraffen således, at fagligheden har mindre vægt, og derfor ønsker man med den kommende formålsparagraf at indsnævre formålet til at vedrøre elevernes fremtidige uddannelsesvalg og derfor at gøre tilegnelsen af kundskaber til selve skolens formål.

Man forudsætter, at fagligheden kun kan styrkes, når skolens ansvar for andre sider af elevernes tilværelse reduceres. Vi savner at få at vide, hvorfor disse to sider af skolens liv skulle modarbejde hinanden.

Nu kan man naturligvis ikke argumentere imod, at skolen skal forberede bedre til videre uddannelse, men man kan godt fastholde, at formålet med læring, uanset om den foregår i folkeskolen eller på højere uddannelsesinstitutioner, stadig bør rettes mod mål, der vedrører borgernes livskvalitet, sociale integration og trivsel, dvs. tilstande der rummer mere end snæver arbejdsmarkedsrelevans.

Tidligere hed det, at folkeskolens opgave er: '-at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber'. Fremover skal skolen blot '-give eleverne kundskaber og færdigheder'. En afgørende glidning fra en proces, som rummer samspil, dialog og interaktion mellem elever og lærere, til en langt mere ensidig proces med fokus på lærernes rolle i undervisningen.

Videre udtrykker den nye formålsparagraf, med en beskeden ændring af et enkelt ord, endnu et skridt væk fra skolens forpligtelser og medansvar for at vedligeholde demokratiet. Skolen skal ikke længere forberede eleverne til medbestemmelse i samfundet, men alene til deltagelse, som er et langt mere uklart og mindre forpligtende begreb om medborgerskabet og derfor er endnu en nedprioritering af skolens ansvar over for elevernes dannelse.

I debatten vil vi komme til at høre, at det er meningsløst pindehuggeri at gå så dybt ind i enkelte ord og vendinger, men lad mig erindre om, at formålsparagraffen ved tidligere ændringer er blevet dis-kuteret meget grundigt, og at hvert ord er blevet vendt og drejet i små og store forsamlinger over hele landet, netop fordi ordene er betydningsfulde for praksis. Og sådan er det blevet planlagt i respekt for den betydning, formåls-paragraffen har for folkeskolens daglige liv.

Så hvis hensigten ikke er at svække skolens grundlæggende forpligtelse i samfundet, hvorfor så erstatte præcise ord med mindre præcise og dermed åbne for en fortolkningsdiskussion, som risikerer at svække formåls-paragraffens autoritet og betydning.

En demokratisk proces om formålet med hele folkets skole kan man ikke påstå, beslutningstagerne har tilrettelagt denne gang. Hvor ideer og forslag normalt cirkulerer længe mellem politikere, skolefolk, forskere, embedsmænd og lægfolk, har partierne valgt kun at inddrage få meningsdannere denne gang. En temmelig elitær proces, som ganske givet er mere effektiv, men som fratager civilsamfundet en følelse af medansvar for folkeskolen. Skolen rives så at sige ud af folkets hænder af årsager, som der ikke er redegjort overbevisende for.

Synd, for intet taler for, at vi ikke kan uddanne dygtige elever uden at sætte skolens grundlæggende værdier på spil.

Klaus Wilmann er formand for Børnerådet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu