Læsetid: 6 min.

Skolen smager ikke godt

Efter 20 år som journalist befinder jeg mig nu i folkeskolens pulsende mekka som lærer. Skiftet var lidt af en vækkelse. Ifølge folkeskoleloven skal vi lære eleverne almen dannelse. Men forleden måtte jeg opgive at få frakken af en knægt i en time. "Det plejer jeg ikke," lød det. Og så er der MP3-afspillerne-
24. maj 2005

Forleden morgen gennemførte mine to drenge en seance, der kunne have udviklet sig til et forbandet ritual. Det handler om noget så alvorligt som vitaminpiller. Engang var det bare nogle små sure nogle, man slugte som en obligat start på dagen. I dag er både indpakning og smag designet til at sætte barnet i centrum for en individuel sanseoplevelse: "En sund livsstil. Bland selv" står der på pakken med citron-, appelsin og pæresmag. Og pillerne skal poppes ud. Det udviklede sig. Drengene skulle i forlængelse af tidsånden i forbrugerismens navn forholde sig til adskillige nydelsesbaserede valg allerede inden klokken var slagen 07.00.

Løfter vi blikket og kigger den vej alle børn skal gå - til skolen - bliver det mere komplekst og alvorligt end vitaminpiller. I skolen ser vi, at mange børn og unge ikke forstår, hvorfor de skal lære noget, de ikke har lyst til. De kan jo ikke engang blande selv. Og de bliver ikke spurgt. Den lektie har mange ikke lært. Resultatet er et sammenstød, der kan aflæses i diverse test, hvor folkeskolen lidt uretfærdigt får dumpekarakter.

Frakke og øresnegl

Efter 20 år som journalist befinder jeg mig nu i folkeskolens pulsende mekka som lærer. Skiftet var lidt af en vækkelse. Ifølge folkeskoleloven skal vi lære eleverne almen dannelse.

Forleden måtte jeg opgive at få frakken af en knægt i en time.

"Det plejer jeg ikke," lød det. Snakken går på lærerværelset. Om de elendige MP3-afspillere. Eleverne kan have dem i lommen og montere øresnegl i det øre, der vender væk fra læreren. Man fornemmer kun en svag diskant, der smælder i rummet.

Problemet er, at det for nogle elevers vedkommende ofte er umuligt at interessere sig længerevarende for andet end egne oplevelser.

Folkeskolen er baseret på forestilling om at vi har pligt til at være solidariske. Men livet handler i dag om at du har ret til at være dig selv - altid.

Opdragelse med barnet

Nutidens familieliv handler ofte om kompensering. Der skal tryk på samværet. Det er ikke nok at være sammen. Man skal være sammen om noget. Mor og far skal kunne legitimere, at de aldrig har tid men altid siger 'om lidt' og 'senere' eller 'leg selv'.

Det tidligere rolige samvær om et fælles liv er udskiftet med et hektisk oplevelsesunivers. Planetariet, biografen og vandland afløser rundbold på plænen. Mor og far opdrager ikke. De opdager sammen med barnet. Engang var skolen en god historie. I dag er den ofte en trist mellemlanding mellem forældrenes købeoplevelser.

Tyske uregelmæssige verber kan ikke læres på andre måder end med bagen i sædet. Men børnene vil have film, Internet og MP3. Nogle vil selvfølgelig gerne lære. De fleste sågar. Men intet i deres omverden bekræfter at handlingen er helt fornuftig.

Undervisning handler om at give eleverne noget, de ikke har i forvejen, og som de ikke altid har bedt om. Og livet i klassen handler om at respektere, at undervisning kan have et fornuftigt formål, selv om det ikke stimulerer umiddelbart og ikke handler om mig. Faktisk kan man vel sige, at den højeste fornuft og de grundlæggende demokratiske idealer altid handler om noget andet end her og nu og mig. Sådan byggede vi dette land. Men måske har vi bygget færdigt.

Ved en skillevej

Vi står ved en skillevej og må foretage et valg: Skal vi i strid med de forbrugsbaserede nydelsesritualer, børnene bombarderes med, alligevel fastholde, at børn skal lære ting, de ikke føler de kan bruge?

Eller skal vi opgive forestillingen om det fællesdemokratiske Danmark ud fra en erkendelse af, at velfærdsstaten byggede vi i fællesskab, men vi nyder den bedst hver især.

Tænk denne tanke:

Hvis konflikterne i skolen skal reduceres, må vi som lærere vise solidaritet med de rollemodeller, forældrene har valgt. Skolen må blive forbrugsorienteret og bestå af mulige tilvalg og ikke tvunge discipliner.

Jeg lavede et lille forsøg forleden. Spurgte en klasse, hvordan den helst ville undervises og lavede derpå et improviseret skema for de næste fire timer. Derpå zappede jeg mig gennem projektarbejde - 20 minutter - lærerstyret undervisning fra tavlen - 20 minutter - gruppearbejde og fremlæggelse - 20 minutter - individuel læsning - 20 minutter. Hver gang eleverne virkede en anelse understimulerede skiftede jeg 'kanal'. Dermed blev de underholdt - men blev de undervist?

Tænk denne tanke:

Hvis konflikterne i skolen skal reduceres, må vi som lærere vise solidaritet med de rollemodeller forældrene har valgt. Skolen må blive forbrugsorienteret og bestå af mulige tilvalg og ikke tvunge discipliner.

Herregud. Mange steder er den sociale bevidsthed jo for længst afløst af en merkantil norm. Det er dét, børnene ser. Vi voksne går jo ikke længere til valg som demokrater, men som forbrugere. Vi reagerer på løfter om børne- og ældrechecks.

Vi må holde op med at modarbejde børnenes velnærede indre forbruger med foredrag om fælles regler og ansvarlighed. Børnene skal have orale oplevelser og lov til at spise i timen. De skal have lov til at have frakker og kasket på i timen, for de skal være parate til at gå op i byen og købe ind. De skal have MP3-musik i ørerne. De skal kort sagt være bekræftede og i harmoni med deres indre forbruger.

Det vil også give en meget mere forløst snak på lærerværelset. Væk er nederlagene og frustrationen. Vi fortæller nu glade hinanden om vore pædagogiske triumfer: F.eks. at Ellen i 5. har fået ny mobiltelefon med kamera og netadgang. Ellens mor ringede midt i matematiklærerens foredrag om den pythagoræiske læresætning og spurgte, hvordan Ellen havde det, og Ellen svarede, at hun kedede sig lidt og ikke have mere slik. Og læreren hørte det og lagde straks undervisningen om.

Alle fik lov at prøve den nye telefon. Ja, der blev et slagsmål og en tumult om den telefon, så at det var helt pragtfuldt og et positivt vidnesbyrd om ungdommens evne til at gøre sig gældende i kampen om udfoldelse og dominans på bekostning af de andre inden for den almindelige konkurrence om overlevelse og det bedste udbytte for sig selv - Og Ellen fik et 13-tal for sit indslag.

Skrot forbrugerismen

Hvis det ikke lyder tillokkende, er der en mulig anden vej. Vi kunne måske sammen - ja undskyld udtrykket! - og i fællesskab - undskyld igen! - genindføre den forestilling om fællesskabets værdi, som både var den oprindelige begrundelse for etableringen af en velfærdsstat og en forudsætning for undervisning i skolen.

Siden velfærdsstatens etablering er der indtrådt et kollektivt hukommelsestab over for den sociale handlings oprindelige begrundelse. Måske er det værdien af den sociale handling vi skal genopdage og gendanne.

Vi må så skrotte forbrugerismen som den dominerende ideologi. Forældre skal igen have formulerede forventninger til barnets sociale ansvarsfølelse i familien som gruppe.

Belønningen

Selv forsøger jeg mig i al begrænsethed ved at belønne mine to drenge på fire og fem, når de ikke er egoistiske. Jeg uddeler sociale point for ikke at tage det største æble. Point for at spørge, om den anden vil lege med ens legetøj. Og man kan som forældre øve sig i at stille pædagoger og lærere dette enkle spørgsmål fra glemmebogen: Er mit barn sød ved de andre?

I går fik jeg belønningen. Den store byggede en rumraket i Lego til den lille. Og da han havde overrakt den, og lillebror havde kvitteret for modtagelsen, da sagde den store triumferende: "Far, han blev rigtig glad for den!"

Det er selvfølgelig også en slags egoisme, han dermed dyrker - fars anerkendelse. Men ikke en egoisme, der tilsidesætter hverken kollektivet eller lillebror. Tværtimod den egoisme der byggede vores land.

Og vitaminpillerne? De bliver nu serveret af mor og far ved siden af havregrøden. Præcist som i gamle dage. Der er ikke noget valg. Og dermed er barnet frigjort og lykkeligt.

Kan vi? Kan vi generobre demokratiets sande dagsorden? Spørgsmålet er forkert. Det sande spørgsmål lyder: Er der overhovedet et 'vi' tilbage, hvis vi ikke forsøger?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu