Læsetid: 4 min.

Skoleret i filmhuset

6. maj 1999

BLOMSTEN OG MAGTEN i den danske filmverden var til stede i hobetal, og det var som en omvendt Oscar-uddeling, da filmdirektørerne Henning Camre og Thomas Stenderup i går i flere stive klokketimer måtte stå til regnskab for den kritik, der i snart halvandet år har ulmet hos især instruktører og producenter over kulde og centralstyring i filmhusets ledelse. I fo-yeren umiddelbart bagefter blev der mumlet i skægget om, at filmfolkene havde været noget mere høflige og tilbageholdende med deres kritik, end når de sad i deres egne kredse, hvor vredesudbruddene åbenbart var mere flammende. At man var kommet for at få resultater, og at man mente at have fået indrømmelser var dog evident.
For Henning Camre og Thomas Stenderup drejede det sig om at overleve på deres poster, hvis man skal sige det kort. Kritikken har i de sidste fjorten dage været monumental, først med Zentropa-producenten Peter Aalbæk Jensen udfald mod dem i Jyllands-Posten, dernæst instruktøren Henning Carlsens meget personlige, åbne brev her i bladet og ikke mindst den kritiske skrivelse, som samtlige toneangivende instruktører havde skrevet under på.
Og d'herrer overlevede i hvert fald denne den første runde i slagsmålet, men i svækket tilstand.

DE HAR lovet at lave sig om. De vil fremover være helt enormt flinke, når der træder rigtige filmfolk ind ad dørene til deres kontorer. De vil om ikke rulle røde løbere ud og sige det med blomster, så dog tale pænt til filmens folk og opleve sig som hjælpere frem for de skrankepaver, de er blevet beskyldt for at være.
Så langt var man åbenbart kommet ud, at dette skulle være nødvendigt at få sagt på en meget direkte måde.
Hvad er det, der er gået galt for den ellers succesrige Henning Camre, der for et par år siden blev hentet hjem i triumf fra en stor stilling som leder af en engelsk filmskole for at hanke op i de danske filmsystemer? At han på halvandet år har opnået at få en hel branche imod sig?
Ja, for det første er det et spørgsmål, i hvor høj grad der egentlig var brug for at hanke op i noget som helst. Dansk film stod allerede på det tidspunkt midt i en guldalder.

MEN SÅ skete der det, at bestemmelsesretten i den danske filmstøtteordning næsten umærkeligt blev forrykket fra de dertil udpegede kunstneriske konsulenter til de administrative direktører, som dog hele tiden benægtede, at der var nogen egentlig forandring. Og det var utvivlsomt allerede her, kæden hoppede af.
Information gjorde - som den eneste avis - opmærksom på det gentagne gange, i artikel på artikel, som hver gang blev dementeret af filmhusets ledelse. Den bagatelliserede det så effektivt, at både politikere og dansk presse iøvrigt havde svært ved at forstå, at der overhovedet var et problem. Også fordi filmfolkene havde en indbyrdes aftale om, at de ikke ville kritisere Det danske Filminstitut og filmhusets ledelse offentligt, førend de mange ekstra millioner til filmproduktion, som Folketinget skulle bevilge, var i hus. Camre & co. kan derved have undervurderet, hvor stor utilfredsheden i virkeligheden var.
Men filmbranchen var naturligvis fuldt opmærksomme på, hvad det var, der foregik. Instruktørerne kender, man kunne næsten sige "på deres krop", hvor følsomt hele dette område er. Enhver film er for en instruktør knald eller fald, nerverne sidder uden på huden, og jo flere led, der skydes ind mellem instruktøren og filmprojektet i form af medbestemmere, forsinkere og bureaukrati, desto mere hudløst bliver det. Producenterne havde det omtrent på samme måde. Det begyndte at blive for surt.

DEN ADMINISTRATIVE ledelse har nu erkendt, at der er et problem, og at noget må gøres. Så kan dialogen først begynde - og derved blev det store bråvallamøde et lykkeligt møde. Den kommende tid skal vise, om der er kød på kroppen. Der er flere oplagte ting at tage fat på. Konsulenterne skal genindsættes i deres tidligere positioner - eller i hvert fald noget, der ligner. Bestemmelsesretten over tv-stationers penge til filmproduktion skal genovervejes. Filmrådene for hhv. spillefilm og kortfilm m.v., som Camre helst så hen, hvor peberet gror, skal atter i højsædet, eller branchen skal på anden måde tages med på råd. Dette er i al fald nogle af hovedområderne, der skal ses på i den kommende tid. Foruden altså det med tonen.

For ellers kommer Peter Aalbæk Jensen efter dem og slår dem med cigaren, der er tyk som en kæp og endda med ild i (sommetider). En ild, som kun overgås af de mange blitzlys, der blinkede, da han i går forud for det efterfølgende pressemøde tændte sin cigar. Utroligt, som den cigar fortsat kan være magnet for pressens interesse. Man griber sig ligefrem i selv at skrive om den. Men cigaren er jo ikke bare en rygegenstand, men en iscenesættelse og et symbol på Zentropas og dermed dansk films succes.
Filminstituttet er imidlertid ikke Aalbæk Jensens eneste problem. Netop i går udsendte han således en pressemeddelelse for at gøre opmærksom på, at han navn staves uden bindestreg. "Jeg er så glad for navnet Jensen, at det ikke bør smudses til med mit mellemnavn", skrev han. Et problem, der er lettere at løse end dem, der nu skal forhandles. Jensen og Camre gik til pressemøde, arm i arm til ære for pressen. Hvilket ser bedre ud end håndjern.
For en god uge siden skrev Politiken, at danske filmfolk "burde skamme sig", fordi de gjorde vrøvl efter at have fået bevilget en hel masse penge. Men i går skammede de sig ikke, og alt i alt er det vel rimeligt, at de snakker med, netop når så mange ekstra produktionspenge er bevilget.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu