Læsetid: 3 min.

Skoletest er på vej væk i Norge

Vi må finde et bedre instrument end test, mener ny norsk minister. Indførelsen af danske test skyldes svigt fra ministeriet, mener dansk professor
27. oktober 2005

I Norge har man gennem flere år testet eleverne og lagt resultaterne ud på nettet. Men det er ikke den rette vej, hvis elevernes kundskaber skal forbedres, mener den nye norske kunnskapsminister, Øystein Djupedal fra Sosialistisk Venstreparti.

"Fra nu af og til udgangen af næste skoleår skal der med stor sandsynlighed ikke afholdes flere nationale prøver. Vi må finde et mere egnet instrument til at give tilbagemelding om elevernes udvikling end de nuværende nationale prøver," siger han.

I dag testes de norske elever i skrivning, læsning, matematik og engelsk i 4., 7. og 10. klasse. Men i regeringsgrundlaget fastslår den nytiltrådte norske regering med Arbeiterpartiets Jens Stoltenberg i spidsen, at brugen af de nationale prøver skal begrænses, og at prøverne desuden skal lægges tættere op at læreplanerne.

Mens norske politikere dermed lægger afstand til nationale test, har deres danske kollegaer netop besluttet at danske elever skal testes 10 gange i løbet af deres skolegang. Professor på Syddansk Universitet, Christen Sørensen, mener, at den beslutning er truffet på et særdeles skrøbeligt grundlag. Han peger på, at PISA-undersøgelsen er blevet brugt som politisk undskyldning for at indføre nationale test - et tiltag som selv ikke OECD foreslog efter en gennemgang af de danske skolesystem.

"Forslaget om test var jo absurd. PISA viser netop, at test ikke har nogen indflydelse på elevernes præstationer. Testen skal følges op, men politikerne har ingen bud på, hvordan," siger han.

Handling uden viden

Christen Sørensen mener, at Undervisningsministeriet har svigtet groft i forhold til opfølgningen på resultaterne fra den internationale undersøgelse.

"Det er jo en katastrofe, at ministeriet ikke har lavet en selvstændig analyse af, hvordan PISA skal følges op. Der-udover er det grotesk, at Folketingets Uddannelsesudvalg ikke kræver dokumentation for, hvad der virker, før man handler på resultaterne," siger Christen Sørensen.

Den socialdemokratiske uddannelsesordfører, Chri-stine Antorini, mener ikke, at Undervisningsministeriet bør blande sig i, hvordan man følger op på PISA-undersøgelsen.

"Den beslutning er vores ansvar som politikere med råd fra eksperter på området. Vi er fra OECD blevet anbefalet at styrke evalueringskulturen, og det er vi nu i gang med ved at udforme en særlig dansk model for, hvordan vi tester," siger hun.

Det norske tilbagetogt på test får ikke Christine Antorini til at vakle i forhold til de danske planer. Hun peger på, at man i forbindelse med beslutningen om at indføre test i folkeskolen har skelet til både Storbritannien og Norge, hvor erfaringerne har været dårlige.

"Men i begge lande afholdes testene på en national test-dag, hvorefter resultaterne offentliggøres. Det har vi betinget os ikke sker i Danmark," siger Antorini.

Men ifølge Christen Sørensen risikerer de nye danske test på sigt at vise sig decideret skadelige. Han mener, at testene er udtryk for en mistillid, som vil få flere lærere til at gå på efterløn samtidig med at seminarierne får færre ansøgere.

"Fordi man fra ministeriets side ikke har gjort sit arbejde ordentligt, ender man med at demotivere lærerne. Det kan hverken elever eller samfundet være tjent med," siger Christen Sørensen.

I Norge, hvor også regeringen satser massivt på en opkvalificering af Fellesskolen, overvejer Øystein Djupedal desuden at nedlægge det netsted, hvor oplysninger om de enkelte skolers prøveresultater offentligøres. Det er herfra, medierne henter oplysninger, der er brugt til at rangliste skolerne. Kunnskapsministeren vil endnu ikke lægge sig fast på, hvor mange prøver de norske elever kan se frem til - først venter en grundig undersøgelse af de norske skoler.

I morgen uddyber Øystein Djupedal sine planer på en konference arrangeret af den norske lærerforening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu