Læsetid: 3 min.

Skotsk sværvægter

5. august 1999

NATO-REGERINGERNE udpegede i går den 53-årige tidligere aktivist i de skotske whiskydistilleriarbejderes fagforening, den nuværende britiske forsvarsminister, George Robertson, til den mand, der skal lede den euro-atlantiske forsvarsalliance ind i det næste årtusinde.
Det er et relativt ukontroversielt valg, undtagen måske i mindre medlemslande med ubearbejdede småstatstraumer. Således er en vis mr. Haekkerup fra Østersø-randstaten Danmark ventileret som mulig kandidat , hvis man da blev spurgt.
Det blev man ikke. Til stor forargelse for en presse, der i de seneste par uger har iført sig klaphat og dagligt har aflæst Haekkerups popularitetsbarometer i betydningsfulde vestlige hovedstæder. Og som nu må konstatere, at Danmark endnu engang er blevet 'forbigået' i kampen om den internationale toppost, det selvproklamerede foregangsland anser sig for berettiget til. Det må være en sag for et psykolog-symposium.
Der kan siges meget om en beslutningsprocedure, der består i, at de store landes ledere på forhånd binder hinanden op på aftaler, som de små stort set kun kan tage til efterretning. Åbenhed i beslutningsprocessen kan man ikke kalde det. Omvendt kan det hævdes, at når det alligevel er de store, der bestemmer, kan det være en fordel med en sværvægter på chefposten fremfor en marionet.

GEORGE ROBERTSON, den gæve skotte med det lidt stive kropssprog og den sjove accent, er som type anderledes end forgængeren, spanieren Javier Solana, som tilførte forsvarsalliancen et pift Venstre Bred-intellektualisme og et stænk liberal humanisme.
Men politisk falder han i samme centrum-venstre tradition, vokset op med den socialistiske bevægelse som fagforenings-organizer, Labour-parlamentsmedlem igennem 20 år og siden 1997 britisk forsvarsminister.
Og fagligt gives høje karakterer, måske især fordi det er lykkedes Robertson at få det traditionsbundne britiske forsvar igennem et Strategic Defense Review. Med mere vægt på mindre, mobile, fleksible og udrykningsparate enheder, perfekt til indsættelse som fredsskabelsesstyrker i konflikter på kontinentet, og mindre på det traditionelle nationalstatsforsvar.
Dertil kommer, at Robertson som brite står som garant for tætte bånd til alliancepartnerne hinsides Atlanten. Samtidig er han medforfatter til det fransk-britiske oplæg om et styrkelse af en fælles europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, rundsendt fra Saint Malo i Bretagne i december sidste år, og er som sådan ikke nogen traditionel britisk 'atlantist'.
Endelig viste Robertsons næsten daglige tv-eksponering under Kosovo-krisen en mand, der med tilsyneladende engagement og ægte indignation forsvarede NATO's bombekrig i Jugoslavien - ikke altid nogen nem opgave. Men et pr-mæssigt hit i en tid, der råber på autencitet.

ET GODT VALG, altså. Men kan Robertson levere varen i en nerveflimrende epoke, hvor NATO's nye strategiske koncept, vedtaget på 50-års-jubilæumstopmødet i Washington i april, end ikke var færdigtrykt, før det blev udfordret af Kosovo-krisen. Robertson overtager ledelsen af NATO på et tidspunkt, hvor alliancens luftkrig mod Jugoslavien endnu ikke er fordøjet.
Var det luftkrigens enorme destruktion af det serbiske kapitalapparat det, der - sammen med Ruslands diplomatiske pres - knækkede Milosevic? Eller var det tværtimod NATO-alliancens manglende evne til - fra 15.000 meters højde - at præcisionsramme serbisk militær, der trak krigen ud?
Var NATO's grundliggende forudsætning - at krigen ikke måtte koste tab blandt NATO-piloter - med til at fastholde opbakningen bag krigen i medlemslandene? Eller var den tværtimod udtryk for en kynisme, der førte til fejlbombardementer og mange civile ofre?
Kunne en hurtig indsættelse af NATO-landstyrker have hindret eller minimeret fordrivelsen af en mio. Kosovo-albanere, massakrer og landsbyafbrændinger? Eller ville en landkrig have kostet endnu flere menneskeliv - civile som militære? Disse er spørgsmål, som nødvendigvis må analyseres grundigt, før alliancen igen påtager sig forpligtelser out of area.

DERUDOVER arver George Robertson et par problemstillinger, som hurtigt vil lægge beslag på hans tid.
En af de lektier, der kan drages af Kosovo, er, at Europa må opbygge en forsvarskapacitet, der er i stand til at håndtere kontinentets sikkerhedskriser. Der må lægges yderligere vægt på stående udrykningsstyrker, overvågnings- og efterretningsfaciliteter må forbedres, kommandoveje skal forenkles og harmoniseres.
Det skal ske uden at træde de europæiske landes nationale suverænitet under fode. Og selv om vi må regne med en reduceret amerikansk indsats på det europæiske kontinent, skal opbygningen af et europæisk forsvar ikke føre til et totalt amerikansk disengagement. En svær opgave i en tid med udsigt til voldsomme handelskrige.
Kigger vi mod øst, er en af hovedopgaverne for den nye generalsekretær at genetablere og gerne udbygge kontakterne til Moskva. Samtidig må de østlande, der på det nærmeste er lovet NATO-medlemskab som tak for deres støtte under Kosovo-krisen, ikke stødes væk.
Et dilemma, som vil teste Robertsons påståede politiske manøvredygtighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu