Læsetid: 3 min.

Skrækindgydende middelklasse

11. august 2005

NU, HVOR KOMMUNISMEN er væk, hvad indgyder da demokratisk valgte politikere den største skræk? Terrorister vil nogle måske svare. Men modbydelig, som terror er, gør den ikke politikere bange. Tværtimod. Den synes at fylde dem med handlekraft. Den får dem til at vise vilje til at slå igen - og slå hårdt. Den største risiko for demokratierne er måske endda overreaktion.

Nej, det, der lammer politikerne af skræk - det er middelklassen. Denne frygt er ikke bare en dansk forekomst. Den findes overalt på kloden, hvor politikere søger valg.

I sit udspring er demokratisk reform et opgør med privilegier og skævdeling. Det var det, der drev partier som Venstre og Socialdemokratiet i deres unge år. Det har været et sejt træk, men over de sidste 100 år er det lykkedes at udjævne velstanden i en grad, der er historisk enestående.

Middelklassen er blevet samfundets største gruppe. I takt med, at gamle sociale skel er blevet slettet, og ideol0gier er falmet, kappes størstedelen af partierne om at opnå middelklassens gunst.

Det viser sig mere og mere som et problem. For der er ikke andre til at betale for velfærdssamfundet end middelklassen. Åh jo, måske kan der målrettet plukkes lidt fra egentlig overklasse-overdådighed. Men det skæpper ikke meget, og snittet kan vanskeligt lægges således, at ikke også middelklassen kommer til at betale sit.

Sådan er det i det store og hele: Hvis ikke middelklassen betaler, er der kun ét sted at lægge byrden: hos de fattige.

DET SKORTER ikke på forslag til flere offentlige udgifter. Den danske sommerdebat har spejlet andre landes: Forsvaret skal styrkes, så det kan sættes ind kloden over. Politiet skal øges, så folk kan føle sig trygge på gaderne og i deres huse. Uddannelserne skal rettes op efter mange års forsømmelser. Forskning og idéudvikling skal have et ordentligt nøk, for det er fremtiden. Infrastrukturen - veje, jernbaner, kloakker - skal vi gøre meget mere ved. Og de rigtigt syge. For slet ikke at tale om førtidspensionisterne. Eller børnene. Eller børnefamilierne. Og glem for Guds skyld ikke, at tiden er mere end moden til at gennemføre skattelettelser på indkomster, så det kan betale sig at arbejde.

Hallo! Er der nogen, der følger med på lommeregneren? Hvem i hulen skal betale alt dette? Andre end middelklassen?

Over for denne kendsgerning er VK-regeringen gået i aggressiv fornægtelse med sit skattestop. På Venstres sommertræf i weekenden spurgte Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, hvorfor skattesystemet fortjener at blive støbt i beton præcis i den facon, som det blev overladt af skatteminister Ole Stavad til VK i 2001:

"I vil jo intet forandre i skatten, siden han lavede den," sagde hun, mens Venstre-folk i salen ikke så fornøjede ud. Det gjorde de til gengæld, da Helle Thorning-Schmidt udredte sin egen skattepolitik:

"Vi har ikke sagt ja til skattestoppet. Men vi har anerkendt, at et flertal i Folketinget er meget glade for det skattestop."

He, he, gnækken i salen. Og endnu mere gnækken, da Thorning-Schmidt søgte at forklare sit eget særlige stop: Et stop for takster - som Fogh kunne latterliggøre som underbyden både af regeringens politik og af de løfter, Socialdemokraterne gav under valgkampen.

Og stadig er Socialdemokratiet ude af stand til at forklare, hvor pengene skal komme fra. Uha nej, slet ikke fra opsugning af gevinsterne på fast ejendom:

"Vi vil ikke brandbeskatte folk fra hus og hjem," bedyrer Thorning-Schmidt og lyder borgerligere end de borgerlige. For det er jo ikke et spørgsmål om at jage nogen af hus, men om at bremse en skævvridning af samfundsøkonomien - og at holde ejendomsmarkedet på et niveau, som er tilgængeligt også for jævnere indkomster og kommende generationer.

AT VEDSTÅ det er åbenbart en farlig sag for SR-partierne. I gårsdagens Information drister De Radikales boligordfører, Charlotte Fischer, sig til ordene:

"Et oplagt område at beskatte er avancen ved boligsalg."

Gisp! Det er hendes socialdemokratiske kollega, René Skau Björnsson, ikke meget for. Han pipper ængsteligt: "Det kan få store konsekvenser på boligmarkedet - det kan måske medføre et fald i priserne."

Godt gennemskuet, René! Måske knapt så godt, at den virkning ængster dig.

Og slet ikke godt, at også den radikale leder, Marianne Jelved, blankt afviser forslaget:

"Det er ikke radikal politik. Og det véd Charlotte Fischer også."

Således sat på plads tilstår Charlotte Fischer over for Ekstra Bladet:

"Jeg erkender blankt, at ingen tør lægge sig ud med boligejerne. Men vi nye i Folketinget er klar til at gå planken ud - indtil vi bliver belært om, at vi skal tie stille."

Hvis det er heltemod over for middelklassens privilegier, tør man slet ikke tænke på, hvad fejhed er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her