Læsetid: 3 min.

Den skrækkelige efterløn

Mens permafrosten og oliepriserne bobler
19. august 2005

Under den herskende dogmatik, at naturen ingen grænser har og økonomisk vækst i forbrug af naturgoder derfor er uendelig (en forudsætning, som har været herskende i århundreder i både liberalistiske, socialistiske og den-tredje-vej-udgaver), må man spørge, hvad alle disse véklager over velfærdssamfundets snarlige undergang på grund af efterløn og for tidlig pensionsalder dog handler om? Aldersbyrden! svarer som med én mund titusindevis af stadig mere opskræmte økonomiske over- og undervismænd og -kvinder i råd og kommissioner og organisationer og politiske partier og medier og banker og tænketanke og universiteter m.m.m: Stadig færre unge skal forsørge stadig flere gamle, der bliver stadig ældre. Derfor må alt nu handle om noget, der kaldes "velfærdsreformer", så uddannelsestiderne indskrænkes og folk hurtigere kan komme ud på arbejdsmarkederne, hvor de skal arbejde mere hver dag og mere hver uge i stadig flere uger om året og blive meget længere, end de gør i dag og synes indstillet på. Altså ud med efterlønnen og ind med en senere folkepensionsalder og det kan ikke gå hurtigt nok. Hvis ikke skattetrykket skal øges på de kommende stakkels få unge i arbejde til at finansiere de kommende mange flere gamle på efterløn og pension.

Men hvad nu, hvis folk fortsat ikke gider knokle så længe i deres samlede levetid og i stedet udnytter 1980'ernes og -90'ernes store arbejdsmarkedspensionsreformer til at sætte deres pensionsbidrag op, så de selv kan finansiere deres tilbagetrækning fra de velsignede, omstillingsparate, konkurrenceskærpede, globaliserede arbejdsmarkeder allerede i 50 års-alderen eller lidt senere?

Så løser problemet sig af sig selv.

Invaliditetsfremmende

Ingen forhøjede skattebyrder behøver at tynge de unge af hensyn til de ældre, for de gamle har selv båret byrderne, da de var unge. Nøjagtig sådan vil det sikkert gå, hvis man lader være med at sætte skatterne i vejret for at finansiere i øvrigt rørige og raskes tilbagetrækning. Al den snak om nødvendigheden af at folk absolut arbejder længere kan skrottes - og hele det efterår, der ellers trues af udsigterne til uendelige bjerge af forslag til "velfærdsreformer", kan allerede i dag afsættes til noget andet. Der ikke blot handler om dækstolenes placering på Titanic.

Tilbage står, som skrevet stod i lederen i går, spørgsmålet om arbejdsmarkedets nedslidte og syge, hvad enten nedslidningen og/eller sygdommen indtræffer før eller ved den nuværende efterlønsalders eller folkepensions begyndelse. De mennesker skal naturligvis fortsat have deres tilbagetrækning finansieret - ordentligt og anstændigt - over skatterne. Og: "Hvordan kan samfundet takke dem for deres indsats uden at underkaste dem en nedværdigende tilstandsvurdering?" Det er spørgsmålet.

Sammen med kravet om et arbejdsmarked, ja, et samfund, der ikke slider folk ned og gør dem syge, som i dag. Det var et krav, der blev rejst fra slutningen af 1960'erne til slutningen af 1970'erne. Dengang kunne produktivitetsfremmende lønsystemmer og effektivitetesfremmende uddannelsessystemer afsløres som henholdsvis invaliditetsfremmende og fordummende Siden er gået et kvart århundrede, hvor både krav og afsløring har været taget af dagordenen. Efteråret kunne passende bruges til at stille kravet igen og genoptage afsløringen.

Det ville da være forslag til velfærdsreformer, der betød noget. Fremfor det nuværende, ja, undskyld, pjat.

For ikke at tale om selve den grundlæggende forudsætning for ovenstående: "Under den herskende dogmatik, at naturen ingen grænser har og økonomisk vækst i forbrug af naturgoder derfor er uendelig må man spørge...". Men da denne grundlæggende forudsætning og herskende dogmatik er forkert, og da jeg altid taler om den, gør jeg det selvfølgelig også her:

"Det bobler i tundraen," som skrevet stod i forgårs. "Den globale opvarmning har nået det punkt, hvor den forstærker sig selv. Den dybfrosne tundra tør op - og kolossale mængder af metangas bobler op i det globale drivhus. Metan virker 20 gange stærkere end CO2 som drivhusgas. Det er en af de selvforstærkende feedback-mekanismer, klimaforskerne har advaret om. Den bundne metan i Arktis stammer fra alle årene siden sidste istid. For første gang siden slutningen af sidste istid for 11.000 år siden, er permafrosten ved at smelte..."

Samtidig bobler oliepriserne også i vejret, fordi selv kapitalistiske markeder fornemmer, at billig olie har sin grænse.

Med andre ord: Kunne efteråret ikke bruges til at forlade Titanics dæk og i stedet bevæge sig op på kommandobroen og ned i maskinrummet. For at spørge, om aldersbyrden overhovedet behøver at være byrde for nogen som helst, hvis de ældre simpelt hen fik deres forbrug af naturgoder nedsat i overensstemmelse med de grænser, naturen nu engang sætter? Selv for danskere over 50 år? Så gjorde det heller ikke noget, at de ikke gad arbejde længere. Tværtimod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her