Læsetid: 2 min.

Om at skrælle en appelsin

Frugten af et blandet finsk-egyptisk ægteskab
12. maj 2005

Den finske debutroman Der hvor solen står højest er aktuel ved sin skildring af de konflikter, en datter af to etnisk vidt forskellige forældre må gennemleve. Den 30-årige Ranya Paasonen, forsker i politisk historie ved Helsingfors Universitet, er barn af en finsk, blond og blåøjet mor og en ægyptisk muslimsk far og har øjensynlig valgt det finske liv, der skildres i al sin sportslige ferskhed målt med den afrikanske hede og spontane livsudfoldelse. Nordens kølige skærgård versus Nilens mudrede vande. Faderen, der var hydrogeolog, professionel vandsøger, havde job i Indien, hvor hun blev født, og i Libyen, hvor hun havde sin barndom.

Ægteskabet sandede til, hun vantrivedes, han skændte. Nu er begge døde, og datteren genfortæller i stærkt romantiseret form deres liv fra det første møde i toget på vej fra Luxor til Aswan, hvor deres øjne fandt hinanden i et smeltepunkt under den brændende sol.

Og det er så omkvædet på visen, en grundsituation, der stadig repeteres, ligesom andre formelagtige episoder og daglige vaner, der tillægges symbolfunktion i en tiltagende lyrisk udtryksmåde - som stumper af en mosaik, der skal resultere i en psykisk samling. Hvordan skal en appelsin skrælles? Moderen, Anu, skar skrællen op i fire dele, som så var lette af adskille. Faderen, Ismael, skar skallen i en lang spiral, som han så satte om håndleddet. Selv kan hun bruge begge metoder, men ikke på samme appelsin. Hendes øjne er hverken brune eller blå, hverken det ene eller det andet og alligevel begge dele. På samme måde er hun delt mellem Gud og fornuftens verden.

Klichéforestilling

Bogen rummer livlige intimbilleder af livet her og der, hele tiden betydningsbærende i let skematiske og efterhånden ganske klichéagtige forestillinger, der ikke vil lette og løfte sig i lyset af den sol, der stadig påkaldes til forsoning af erindringen om to mennesker, som ødelagde hinanden i en umuliggjort integration.

Stilens besværgende lyrik, dens musikalsk tænkte og retoriske gentagelsessyntaks fungerer ikke så befriende som bogens gode mottodigt af Lasse Nummi:

Jeg skriver huset tomt,

sorgen længere bort:

bøgerne, tingene

ud, væk. Væk med det mørke skab, stolen, uret.

Uret eller stolen, senere, et andet sted er ikke mere det samme. Der er kun en klang,

et budskab om noget.

Romanens klang overbeviser ikke ganske om nødvendigheden af en oversættelse, som ellers er udført lydefrit og velklingende.

Ranya Paasonen: Der hvor solen står højest. Oversat fra finsk af Helena Idström. 134 s. 199 kr. Samleren. ISBN 87-638-0112-4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her