Læsetid: 3 min.

Skræmmende generationsportræt

Er billedet af 'fristilsgenerationen', som indlæggene i Informations kronikkonkurrence viser, rigtig, er samfundets sammenhængskraft truet
20. august 2005

'Fristilsgenerationen', 'The MeWe-Generation', 'Generation Fucked Up'- Kært barn har mange navne, og der gøres i disse år mange forsøg på at karakterisere generationen omkring de 30. Senest i Informations kronikkonkurrence, hvor to af de i alt seks offentliggjorte bidrag - under overskriften sammenhængskraft - omhandler dette emne (Anna Krarups "Rastløshed - denne jagen efter noget", den 27. juli og Katrine Thielkes "Fristilsgenerationen", den 29. juli).

Begge bidrag tager deres udgangspunkt i den manglende sammenhængskraft, forfatterne oplever i deres eget liv. Det er ikke storpolitiske problemstillinger, der ligger de to forfattere på sinde, for "udgangspunktet for egen storhed" - og dermed også al omverdensforståelse - "er at finde i egen navle" (Thielke). På trods af bevidstheden om "det enorme potentiale, man hemmeligt ved, at man har" (Thielke), oplever begge forfattere en eksistentiel følelse af rastløshed, tomhed, meningsløshed og manglende mål i tilværelsen. Friheden og de mange muligheder vækker på én gang både glæde og angst og resulterer i en handlingslammelse, hvor det forpligtende valg af noget - som indebærer fravalget af noget andet - udsættes eller aldrig finder sted. Konsekvensen er en evig penduleren mellem "ekstatisk lykke" og "apatisk melankoli" (Krarup). Selv om ensomheden er plagsom, har kronikørerne tilsyneladende affundet sig med tingenes tilstand og forestiller sig en fremtid uden faste holdepunkter i form af ægteskab og familieforpligtelser, for de "lader sig ikke narre af falsk tryghed og skrøbelige sammenhænge" (Krarup).

Generationsportræt?

Jeg tilhører selv den generation, der portrætteres, er uddannet i et humanistisk universitetsmiljø ligesom de to kronikører og genkender følelsen af forvirring på overgangen fra studielivets trygge rammer til arbejdsmarkedets uoverskuelige krav og benhårde konkurrence. I modsætning til de to kronikører har jeg imidlertid vovet springet ind i ægteskabets "falske tryghed", er højgravid og har bosat mig i en mindre dansk provinsby. Desuden har jeg oplevet et par lærerige år på det private arbejdsmarked i provinsen, hvor akademikere i almindelighed og humanister i særdeleshed er et særsyn.

Jeg ryster derfor på hovedet under læsningen af de to kronikørers generationsportræt. For kan karakteristikken af de to kronikørers eksistentielle krise virkelig blæses op til at gælde en hel generation? Og vil den generation, der portrætteres, præge samfundsudviklingen fremover i en sådan grad, at der - når generationen ældes - opstår et samfund uden social sammenhængkraft?

Efter selv at have gennemlevet livsfasen vil jeg hævde, at det ikke er tilfældet! Ligeledes vidner kronikkerne om, at den manglende personlige sammenhængskraft ikke er en permanent tilstand, men derimod blot forekommer på overgangen fra ét (trygt og velkendt) miljø til et andet.

Katrine Thielke beklager således tabet af troen på det faste parforhold, for "selv ikke fristilsgenerationen er klar til seriel monogami". Hun konstaterer dog, at mange medlemmer af hendes generation vil vælge at leve alene, eftersom "det er den eneste forsikring mod den totale og ødelæggende skuffelse", som indfinder sig, når parforholdet ikke indfrier forventningen om storhed. På tilsvarende vis begrædes tabet af den trygge tilværelse på universitetet, hvor sammenhængskraften glimtvis viste sig "under længere tids fordybelse i eksamenslæsning og opgaveskrivning" (Krarup).

Anna Krarup sætter rastløsheden ind i en samfundsmæssig sammenhæng, når hun skriver: "Min generations rastløshed kan virke som et temmelig lille problem i forhold til andre af verdens problemer". Hun legitimerer imidlertid sit projekt med påstanden om, at generationen "også politisk mangler troen på en sammenhængskraft". Argumentationen er, at når intet politisk parti alligevel kan levere løsninger på verdens problemer, bliver medlemskabet af et parti blot til et spørgsmål om at markere et tilhørsforhold til en bestemt 'klasse' eller gruppe i samfundet, hvis interesser varetages af det pågældende parti. Det politiske projekt bliver til et selvrealiseringsprojekt på linje med medlemskabet af en "operaklub eller en yogaskole" (Krarup).

Det er mig inderligt ligegyldigt, om en subkultur i byen, der tilhører min generation, vælger at leve med rastløsheden som grundvilkår eller (for en stund) søger tilflugt i parforholdets og familiens trygge rammer. Dér, hvor Thielke og Krarups generationsportræt for alvor bliver skræmmende, er, hvis fraværet af politiske visioner for samfundet som helhed kendetegner flere fra min generation, end jeg er vidende om. I så fald er samfundets sociale sammenhængskraft truet, og så vil jeg være tvunget til aktivt at modarbejde min generations rastløst navlebeskuende samfundssyn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her