Læsetid: 3 min.

Skranten i Havana

Castro-styret har nået sin livsaften. En ny cubansk ledelse kan udgå fra tre forskellige kredse: – En yngre generation af Castros folk, evt. med Raul som overgangsfigur. – Den indre cubanske opposition, overvejende af socialdemokratisk tilsnit. – Eksilcubanerne i Sydflorida, 650.000 stk., overvejende af højrøstet højre-tilsnit. Afgørende for den cubanske arvefølge kan blive USA’s indgriben. Bagved ligger et politisk spørgsmål: Hvem har krav på at forme Cubas fremtid: De, der udholdt Castros styre, eller de, der flygtede fra det? Og et økonomisk: Skal Cubas nationaliseringer gøres om, så værdierne føres tilbage til de oprindelige ejere – der typisk sidder i Miami? Eller skal de forblive i en velfærdsstats eje?
3. august 2006

FREDELIGT DØD i sin seng. Hvem havde ventet den skæbne til Cubas diktator Fidel Castro? Han har overlevet ti amerikanske præsidenter og deres forsøg på at fjerne ham. Helt tilbage i begyndelsen af 1960'erne var Kennedy-brødrene - præsidenten John og justitsministeren Bobby - med til at udklække mordforsøg på ham.

Om ti dage oprinder 80-års dagen for Castros fødsel. Den kommer han imidlertid ikke til at fejre som aktiv præsident, for alvorlig sygdom har tvunget ham til "midlertidigt" at overlade embedet til sin udsete efterfølger, den 75-årige bror Raul. Castro-styret har nået sin livsaften. Opmærksomheden retter sig allerede nu mod, hvad daggry vil bringe.

En ny cubansk ledelse kan udgå fra tre forskellige kredse:

-En yngre generation af Castros folk, evt. med Raul som overgangsfigur.

-Den indre cubanske opposition, overvejende af socialdemokratisk tilsnit.

-Eksilcubanerne i Sydflorida, 650.000 stk., overvejende af højrøstet højre-tilsnit.

Afgørende for udfaldet af den cubanske arvefølge kan blive USA's indgriben. Og det er bekymrende. Ikke alene for Cuba.

BEKYMRENDE, FORDI Cubas skæbne i mere end 100 år har været et eksempel på en amerikansk politik tilblevet i en blanding af selvtægt, kortsyn og panik.

Ved en krig udløst af amerikansk selvophidselse flåede USA i 1898 Cuba (og Filippinerne) ud af det spanske imperium og ind som amerikanske lydstater. Cuba gled fra det ene militære diktatur til det næste, med pauser indlagt af farce-agtige valg.

Efter general Batistas militærkup i 1952 sank Cuba i en tropesump af prostitution og harsardspil, bestyret af organiseret amerikansk kriminalitet, der delte profitten med Batistas privatkasse. Forfatterskaber som Ernest Hemmingways og Graham Greenes sugede næring af misliebighederne, mens den cubanske befolkning gled mod oprør.

Som en rådden citron faldt Batista-styret til jorden ved et bank på træet. Nytårsmorgen 1959 flygtede han i eksil efter nederlag til Fidel Castros fåtallige og dårligt rustede guerilla-styrke.

Den amerikanske regering under republikaneren Eisenhower betragtede først regimeskiftet som en kærkommen udskiftning af en politisk belastning. Men da Castro gav sig til at nationalisere Cubas dyrkningsjord og industri, stivnede grimasserne i Washington. USA indførte importstop, og Castro drev mod Moskva.

I præsidentvalgkampen 1960 bebrejdede John Kennedy sin modkandidat Richard Nixon, at Republikanerne "havde tabt Cuba til kommunismen" - på samme måde som Republikanerne i 1952 havde hånet Demokraterne for at have "tabt Kina" ved Maos magtovertagelse i 1949.

KENNEDY SØGTE efter sit valg at spille tough ved sin støtte til et eksilcubansk invasionsforsøg i Svinebugten i 1961. Dets ynkelige fiasko fik ham til at bakke ud igen - hvad der varigt svang Floridas eksilcubanere over til Republikanerne og muligvis var en medvirkende faktor ved Kennedys egen død i Dallas 1963.

Forinden havde verden - i 1962 - balanceret på afgrunden af atomkrig, da Kennedy stillede ultimatum til Sovjet om at fjerne de nukleare missiler, som Castro havde tilladt opstillet på sin ø - rettet mod storbyerne på USA's østkyst.

De ni præsidenter siden Kennedy har søgt at opnå regimeskift i Havana ved chikane og propaganda. Denne belejring har givet Castro påskud til at drive Cuba som en politistat, der slår ned på al afvigelse, politisk, ideologisk og seksuel.

BEDSTE HÅB for Cuba efter Castro er at følge Østeuropa og fredeligt gå over til frie valg og markedsøkonomi. Men meget kan løbe løbsk.

-De forhærdede i Castro-styret kan søge at befæste deres stilling ved at slå endnu hårdere ned på den indre opposition. Dermed inviterer de indblanding udefra.

-Den indre opposition kan fejllæse sin styrke og starte en frigørelse, den ikke har egen kraft til at fuldføre. Igen: En invitation til udenøs kræfter.

-Eksilcubanerne i Miami kan sende en armada mod Cubas kyster for at fremtvinge USA's støtte. George Bush-bror Jeb er Floridas guvernør, og Republikanerne tækkes gerne alle højrekræfter forud for midtvejsvalget den 7. november.

-For at komme alle i forkøbet kunne USA's regering finde på at foretage sig militære skridt "for at sikre roen".

Bagved ligger et politisk spørgsmål: Hvem har krav på at forme Cubas fremtid: De, der udholdt Castros styre, eller de, der flygtede fra det?

Og et økonomisk: Skal Cubas nationaliseringer gøres om, så værdierne føres tilbage til de oprindelige ejere - der typisk sidder i Miami? Eller skal de forblive i en velfærdsstats eje?

USA's rolle er afgørende og kræver en klogskab, som landet ikke hidtil har udvist over for Cuba.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her