Læsetid: 4 min.

Et skridt

12. november 2001

REDNINGEN af verden fra den menneskeskabte opvarmning og destabilisering af klimaet er rykket et lille skridt nærmere. Men misforholdet mellem de små skridt, en del af verdenssamfundet kan blive enige om, og den store opgave, verden har for sig, er stadigvæk helt grotesk.
Topmødet om klima blev denne gang afholdt i den marokkanske by Marrakesh. Det var da godt, man ikke valgte nabobyen. Rabat synes nemlig at være det, der engagerer forhandlerne allermest.
FN’s snart ti år gamle klimatraktat, som næsten alle lande har tilsluttet sig, går ud på at redde verden fra »skadelig menneskelig påvirkning af klimaet«. Kyoto-aftalen er en tilføjelse til traktaten. Aftalen går ud på at komme i gang med at løse opgaven. Efter mødet i Marrakesh er der nu et begrundet håb, om at denne aftale omsider – efter en lang, lang serie af groteske undvigelsesmanøvrer, kan tage sit første skridt ud i virkeliggørelsens verden.
Man skulle tro, verden havde oceaner af god tid. Det er ikke tilfældet.
»Vi er på vej til at få rejst en stige. Det nederste trin er råddent. Resten må vi bygge sammen efterhånden som vi kravler op.« Sådan beskrives situationen af en garvet miljøaktivist, Greenpeace’ klimamedarbejder Tarjei Haaland.
Hvis altså ikke stigen vælter. Det kan nemlig stadigvæk ske – hvis ikke aftalen bliver formelt godkendt som bindende lov i Japan og Rusland. De to lande har sagt at de vil. Det har Canada også. Og EU og resten af de europæiske lande. Lige netop nok til at nå op på de 55 procent af verdens samlede udslip som er betingelsen. Men det endelige, bindende tilsagn fra alle disse lande er stadigvæk ikke helt sikkert.

ÅNDEN FRA RIO var en vækkelse. Folk og regeringer, enkeltmennesker og organisationer vågnede op til de globale realiteter. De indså at menneskeheden har bundet sig sammen i et globalt netværk hvor vi alle er blevet afhængige af at styre bort fra afgrundens rand i fællesskab. Forurening og rovdrift og overforbrug af ressourcer måtte standses, hvis ikke vi ville risikere at forstyrre naturens balancer til skade for alle. Og undergrave den frodighed og rigdom i naturen, som alle samfund har brug for.
På ganske få år blev begrebet om bæredygtig udvikling verdenskendt: Vi kan ikke opretholde den vækst, der er nødvendig for værdigt trængende, uden at tage langt bedre vare på vores fælles miljø.
For klimaet betød det – helt indlysende – at de lande, der har opnået materiel velstand på basis af et højt og stigende forbrug af energi, først kul, så olie og gas, må gå i spidsen for at få hele produktionen og forbruget lagt om, sådan at det ikke sætter selve det globale vejrsystem på spil.
Siden er globaliseringen blevet en påtrængende realitet i næsten hver eneste afkrog af verden. Økonomisk, teknisk, kulturelt. Den gensidige afhængighed – og nødvendigheden af et globalt fællesskab om at styre udviklingen, afværge skadevirkningerne og dæmpe konflikterne er blevet endnu tydeligere.
Men kræmmermentaliteten og de snævre hensyn til egen vinding er rykket ind på de scener, hvor visionerne burde høre hjemme. Det er tydeligt, enten man betragter mødet i Marrakesh eller det samtidige ministermøde om verdenshandel i Quatars hovedstad Doha.

DET ER BLEVET almindeligt at betragte Kyotoaftalen som et endemål. Intet kunne være mere forkert. Den er i bedste fald en meget beskeden start. Endemålet er faktisk beskrevet helt præcist i selve klimatraktaten. Det går ud på at stabilisere indholdet af drivhusgasser i Jordens tynde, skrøbelige atmosfære på et niveau, der ikke er skadeligt.
Faktisk er man ikke engang nået til enighed om, hvor det niveau er. Men en ting er sikker: Selv om Kyotoaftalen træder i kraft – og virker til punkt og prikke, vil niveauet stadigvæk stige. For aftalen gør ikke andet end at bremse væksten de stadig større udslip. År for år.
Spørgsmålet er ikke, om vi skal skære udslippet fra de gamle industrilande ned. Og om det skal være to eller fem procent. Spørgsmålet er kun, hvor lang tid vi tør vente, før vi har skåret det ned med 80, 90 eller 99 procent. Og hvor lang en ekstra frist vi dermed kan give til de lande, der virkelig får problemer med menneskelige og sociale ofre, hvis ikke de kan bringe de grundlæggende fornødenheder til veje for deres voksende befolkninger med et stigende forbrug af de gamle former for energi.
Derfor er det absurd, at regeringerne bruger alle kræfterne på at diskutere det modsatte: Hvor billigt kan vi slippe? Hvor meget rabat kan vi få? Hvor lidt kan vi binde os?
Men den ufærdige stige med det rådne trin er det eneste vi har. Så må menneskeheden jo lære at kravle på sådan en – før den lærer at gå.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu