Læsetid: 2 min.

Skriget mellem replikkerne

Film i radioen. Lyd uden billeder. Spansk uden undertekster. Filmland udfordrer biografgængeren på en måde som et tv-program aldrig ville kunne
11. september 2006

Hvordan laver man et filmprogram uden at kunne vise billeder? Hvordan engagerer man en biografgænger, når man ikke kan bruge Penelope Cruz's smukke ansigt til at fascinere? Hvordan skal man kunne mærke Georgi's skæbneløshed, når vi ikke kan se arbejdslejren, nazisterne og det grå støv, der indhyller stedet i en permanent tåge? Det gør man ved at have anmeldere tilknyttet programmet, der selv mestrer det danske sprog, så enhver sætning skaber et billede. Der er i stand til at vælge netop det klip, der indfanger både filmens stemning og spænding. Filmland er det eneste danske filmprogram i et dansk medie. Hvis man ser bort fra mainstreamanmeldelserne, der genfortælles fra en avisartikel klokken lort om morgenen. Eller de billigt producerede indslag på lokalkanalerne med teenagere i værtsrollen.

Man kunne spørge sig selv, hvorfor vi ikke har et filmprogram, når vi har en tv-kanal, der priser sig selv som kulturens kanal. Man kunne undre sig over deres beslutning om at lukke et velfungerende og nødvendigt program og forflytte det til en endnu hemmeligere radiokanal. Det kunne man, og det har man gjort.

Men i stedet for at slå ind i en pude, kan man så glæde sig over, at Filmland har klaret forvisningen til P2 kl. 15 lørdag eftermiddag med ynde.

Denne lørdag skal der samles op efter sommerferien. En del danske film har haft premiere, og det er i anmeldelsen af disse film, at radiomediet virkelig kommer til sin ret. Replikkerne virker stærkere, når man kun har Anders Anden Matthesens letgenkendelige stemme og pauserne i mellem dem til at understrege stemningen i filmen Rene Hjerter. Som for eksempel da hovedpersonen, den autistiske Kris, får at vide, at han ikke længere må se den film, hvis kvindelige hovedperson, han er forelsket i. Frustrationen, afmagten og uforståeligheden står og skriger i stilheden mellem replikkerne.

Sproget tager styringen

Det er straks sværere, når det gælder anmeldelsen af Pedro Almodovars nyeste film Volver. Man kan høre Penelope Cruz, men man kan ikke forstå hende. Og det virker som om, hun derfor er meget længere væk visuelt, end Anders Matthesen var det før. Men her kommer anmelder Per Juul Carlsens sprog ind og tager styringen i stedet og forklarer, at 'brugen af stærke farver er næsten berusende'.

Det samme gør sig gældende da filmatiseringen af Imre Kertesz's roman De Skæbnesløse skal bringes til live. Her er det ikke kun Per Juul Carlsens ord, der emmer af den tyske arbejdslejrs elendighed, men også hans toneleje planter en stemning. Det skaber en fascination og flår programmet ud af sekundær beskæftigelse for lytteren.

Radioprogrammet Filmland engagerer biografgængeren mere effektivt end et tv-program, der ellers har fine filmklip til hjælp. Netop derfor. Det er fristende, befriende og nemt bare at lade sig fascinere af de flotte billeder på skærmen i filmklip. Så er man fritaget for at tage stilling til de pointer og analyser, anmelderen taler om i en speak, der ledsager billederne. Perspektiverne kan forsvinde i en sværm af kendte ansigter, stunts og special effects. Det kan man have behov for. Derfor er det også en mere aktiv beslutning at vælge Filmland i radioen til. Dér får man nemlig ikke lov til at miste perspektivet.

Filmland P2 lørdag 15.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu