Læsetid: 6 min.

At skrive er som sufi-dans

Når man skriver, skal man have én hånd mod himlen og én mod jorden. Så kan man hvirvle, mener Lisbeth Brun, der er aktuel med den anmelderroste roman 'Vejs ende'
21. december 2006

Lisbeth Brun er uddannet Rudolf Steiner-lærer og bosat i Schweiz, hvor hun underviser på en Steiner-skole i nærheden af Bern. Men hun er også forfatter med nu tre romaner bag sig. Nord for fjorden hed den første, der udkom i 2005. Samme år kom Tingenes tilstand, og dette efterår er Vejs ende udkommet. Med den fart, Lisbeth Brun åbenbart har på, kunne hendes produktivitet ligne en art episk raptus, så jeg spørger hende, hvad der får en Steiner-lærer til at begynde at skrive. Men dér har jeg taget fejl af tid og sted, viser det sig. Lisbeth Bruns interesse for det skrevne ord er af langt ældre dato end hendes uddannelse og erhverv.

"Da jeg begyndte at lære at læse og skrive i første klasse - det var med Søren og Mette - fik jeg sådan en aha-oplevelse af, at på et tidspunkt ville jeg have lært alle ord, og jeg ville kunne sætte dem sammen."

"Jeg tror, alle på ét eller andet tidspunkt har en oplevelse af, at dette her er det, man en gang skal have med at gøre," siger hun med sin rolige stemme. Også når hun taler, lyder det, som om Lisbeth Brun omhyggeligt føjer ordene sammen.

"For mit vedkommende har jeg vel været syv år, da jeg vidste, at det her, det vil jeg. Jeg oplevede også, for eksempel hvis jeg sad på bagsædet af en bil, at der steg sætninger op i mig af sig selv."

En lang parentes

Da Lisbeth Brun flyttede hjemmefra, lejede hun et værelse i Århus, købte en brugt skrivemaskine, satte papir i - og håbede, der ville ske noget. Hun vidste, hun kunne skrive, fortæller hun. "Men jeg havde ikke den livserfaring og det mod, der skulle til."

- Du var måske også for ung til at have noget at skrive om?

"Når man er 20 år, har man oplevet en masse, men man har ikke den nødvendige distance, så man kan omforme det til noget, der er værd at læse." For Lisbeth Brun betød det 'en lang parentes', hvor hun gjorde andre ting, uden dog helt at opgive skriveriet. Halvandet år tilbragte hun således som medarbejder på en århusiansk ungdomsavis, Byens Fri Blad. Hun kastede sig over tegning, arkitektur og kunsthistorie, gik på højskole og lærte at tegne. Det sidste bruger hun meget i sit arbejde som Steiner-lærer, fortæller hun, det er en del af pædagogikken at tegne det, børnene skal lære, på tavlen, i stedet for blot at skrive og fortælle om det med ord.

Hele 15 år gik der med andre ting, men så kunne Lisbeth Brun mærke, "at det begyndte at ligge og trykke i baghovedet. Nu troede jeg på, at jeg både kunne og havde lov."

- Havde du ikke hele tiden troet det?

"Jeg tror, de fleste får lov til at opleve, at der kommer et menneske ind i deres liv på et tidspunkt, hvor det får afgørende betydning for dem. En slags skæbnemøder, kunne man kalde dem."

"For mit vedkommende var det min klasselærer på Steiner-seminariet i Oslo. Efter et halvt år havde vi en evaluering, og han kunne mærke, jeg havde talent. Han opfordrede mig indtrængende til at gå i gang med at skrive. Og jeg ville det jo! Jeg måtte spørge mig selv, hvordan jeg kunne glemme det. Hvordan havde jeg kunnet svigte min drøm i så mange år?"

Meget små kuverter

Lisbeth Brun købte en computer.

"Det tog seks år at skrive Nord for fjorden. I romanen er det ét kapitel, der foregår i Nordafrika, men oprindelig skrev jeg 300 sider om Nordafrika - og fik det i hovedet igen. Jeg begyndte at modtage meget små kuverter med afslag fra forlagene. Fra Gyldendal (hendes nuværende forlag, red.) fik jeg halvanden linje."

"Men jeg har lært meget af det, ikke mindst lært at tåle afvisningen og komme videre alligevel. Andre forlag skrev også mere, ting jeg kunne bruge."

- Hvad skrev de?

"At mit manuskript indeholdt gode psykologiske skildringer, og at det emmede af liv, men at der manglede en rød tråd."

"I dag er jeg glad for, at der ikke gik hul på det dengang, man skal have bund under fødderne for at være forfatter."

Hvordan bund under fødderne, spørger jeg, og Lisbeth Brun svarer med at henvise til den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, der netop har været i Stockholm for at modtage Nobelprisen. I sin takketale fortalte Pamuk om, hvordan han som forfatter lukkede sig inde i et rum, vendte sig indad, men alligevel ikke var alene. Det var formuleringer, der ramte Lisbeth Brun.

"Man er ikke alene, fordi man er i dyb kontakt med sin underbevidsthed. Er man det, er jeg sikker på, at alle de varme temaer fra ens liv dukker op. Ligesom alle andre har jeg tunge ting med i min selvbiografi, og jeg tror, de havde overrumplet mig, hvis jeg som 20-årig var blevet konfronteret med dem."

"Jeg tror, det kræver en god psyke at være forfatter," tilføjer Lisbeth Brun eftertænksomt.

En meget vågen tilstand

Endnu et billede falder hende ind: "Forfattergerningen minder mig om sufi-dansere, der danser med den ene hånd mod himlen og den anden mod jorden. Man skal begge dele: Være i kontakt med sit underbevidste og i kontakt med sin samtid. Så kan man hvirvle rundt. Det er en blanding af en meget vågen tilstand og noget, man må give slip på. Så begynder sætninger at dukke op, nok det, visse forfattere kalder, at personerne begynder at leve deres eget liv. Selvfølgelig sker det også, når man har skabt en person - hvad vil så være rigtigt, at personen gør i en bestemt situation? - men for at afgøre det, må man jo også være i kontakt med sin underbevidsthed."

"Til daglig bruger vi vel næppe mere end en tiendedel af den bevidsthed, vi faktisk har," tilføjer Lisbeth Brun.

"Hvis man er i kontakt med endnu en tiendedel, når man skriver, er det allerede meget."

Jeg spørger, om ikke Steiner-uddannelsen har betydet noget for hendes måde at skrive på. Der er en transcendental overbygning på Rudolf Steiners lære, som vel må have en eller anden betydning for den måde, hun opfatter verden på, men det er ikke så meget hos Steiner som hos C.G. Jung, Lisbeth Brun i så henseende henter inspiration, siger hun.

Derimod har hun haft stor glæde af at tage læreruddannelsen, fordi hun på den måde fik udfyldt de store huller i sin viden, en "gudsjammerlig folkeskole" og et hyper-effektivt HF-kursus havde efterladt. I Steiner-pædagogikken er det nemlig sådan, at børnene gelejdes gennem hele kulturhistorien, fortæller Lisbeth Brun.

I første klasse lærer de om folkeeventyr, i anden om legender og fabler. På tredje klassetrin lærer de om Det Gamle Testamente, på fjerde om den nordiske og germanske mytologi, Nibelungen-lied, Snorris Edda med videre. I femte klasse drejer det sig om de ældste verdensreligioner, Ur-Indien, Ur-Persien, Buddha og Egypten, men med hovedvægten lagt på Antikkens Grækenland, og endelig i sjette klasse gælder det Romerriget.

"Det er en jordisk ballast, som jeg skriver ud fra - foruden at jeg ved, der er mere mellem himmel og jord," siger Lisbeth Brun, der ubekymret lader spøgelser optræde i sin roman på linje med de levende personer.

"Man skriver på en treklang: Det, der er mig; det, man har lært og det, man tror på."

Overnaturlige temaer skal dog doseres med varsomhed, mener Lisbeth Brun, "ligesom salt i maden."

Hun vil ikke være 'hende den okkulte', men hvis det passer ind i handlingen, lader hun gerne en ung fiskerkone, der engang begik selvmord i et bestemt hus, gå igen.

Efter Vejs ende er hun gået i gang med at skrive en roman 'om kærlighed, magt og afmagt', hvor der blandt andet optræder et klarsynet barn, som ser ting, ingen andre ser.

"De fleste børn er klarsynede. Men når de bliver store nok til at opdage, at andre ikke ser de ting, de selv ser, typisk omkring skolealderen, lukker de af."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu