Læsetid: 4 min.

Skrivebordsgeneraler

2. april 2003

Overmod og optimisme har været et typisk karaktertræk ved de sidste tre krige, USA og allierede har startet i Kosovo, Afghanistan og Irak. Hver gang er Cassandras hoved dukket op efter en eller to ugers kamp med en påmindelse om, at krigen ikke gik som planlagt. I medierne har analytikere straks sået tvivl om den militære strategi, som lå til grund for angrebet. Forsvarsministeren og hans talspersoner er blevet udsat for en byge af kritiske spørgsmål fra journalister på daglige pressemøder. I Kosovo i 1999 og i Afghanistan i 2001 viste det sig, at kritikerne havde uret. Amerikanerne vandt slaget.
I går var det 13. dag i slaget om Irak og i de sidste fem dage har forsvarsminister Donald Rumsfeld og general Tommy Franks været under tæt beskydning fra mange fronter. Den farligste kritik kommer utvivlsomt fra anonyme overofficerer på slagmarken i Irak. Næsten ligeså ondt gør det, at pensionerede generaler og oberster med erfaring fra den første Golf-krig har taget afstand fra angrebsplanen – de fleste af dem med bagklogskabens øjne, omend nogle få allerede gjorde det før landinvasionen. De amerikanske aviser er fyldt med lange og kritiske analyser af, hvad der gik galt. Tv-stationerne er mindre kritiske. Demokratiske politikere holder mund. De tør ikke ytre den mindste kritik af Bush-regeringen af frygt for, at det vil blive brugt imod dem senere, hvis forløbet skulle vise sig at blive mindre smertefrit end det ser ud til lige nu.

Erfaringerne fra Kosovo og Afghanistan tilsiger, at pessimistiske prognoser hurtigt kan blive gjort til skamme af uventede begivenheder på slagmarken. I 1999 forstod man ikke, hvorfor Slobodan Milosevic pludselig søgte om fred. Var det russerne, der overbeviste ham? Var det luftbombardementerne? I 2001 faldt taleban-styrkerne omkring Kabul pludselig tilbage og i løbet af et døgn flygtede de fra hovedstaden. Var det effekten fra tæppebombardementerne? Det var ikke let at vide dengang. I morgen kan det ske, at Saddam Husseins regime styrter sammen, men det kan også lade vente på sig. Nogle militæranalytikere er nu begyndt at tale om en krig, der kan vare til sommer og længere. Faktum er, at ingen ved det, for krig er uforudsigelig.

En ting synes dog sikker. Amerikanernes og briternes oprindelig angrebsplan er gået i fisk – i det mindste den, der blev kaldt ’shock and awe’ og som bestod i at gennemføre et massivt og dødbringende luftbombardement af det irakiske regimes kommando- og kontrolfunktioner med det formål at overbevise hæren og den republikanske garde om det nytteløse i at gøre modstand mod den ærefrygtindgydende amerikanske militærmaskine. Efter 48 timers bombardement skulle to divisioner ræse til Bagdad fra Kuwait i løbet af et par døgn og overvælde den resterende modstand – understøttet af en jublende irakisk befolkning, som slet ikke kunne vente på at blive befriet. At denne plan faldt fra hinanden kan næppe undre. Irak er ikke Kosovo. Irak er ikke Afghanistan.
Det tog 36 dages uophørlige luftbombardementer af Bagdad, irakiske provinsbyer og tropper i Kuwait i den første Golfkrig og herefter flere uger at tvinge invasionsstyrkerne ud af Kuwait og slå dem ned i det sydlige Irak. Kun tåber eller fantaster kan oprigtigt have troet, at det ville vare en uge at invadere hele Irak og fjerne et regime, som sætter sin egen sikkerhed over alle andre hensyn, inklusiv befolkningens liv og velfærd.
De amerikanske generaler er naturligvis ikke tåber. Problemet ligger et helt andet sted – nemlig på det politiske plan. Angrebet på Irak for 13 dage siden var en beslutning udelukkende dikteret af politiske hensyn. Præsident George W. Bush kunne ikke vente. Han ville demonstrere overfor verden og ikke mindst USA’s fjender, at ingen kan sætte sig op mod USA uden at betale dyrt for det. Hertil kom, at den amerikanske økonomi skrantede og især investorerne stillede krav om at få denne her lille krig overstået, så man kunne komme ’back to business’. De første par dage efter invasionen lyste tavlerne op på Wall Street.

Den sidste faktor var valgpolitik. Krigen skal overstås og være en oplagt succes, inden valgkampen om præsidentembedet starter for alvor næste efterår.
Krig er naturligvis en forlængelse af den politiske kamp. Det er en beslutning taget af en demokratisk valgt leder. Men hvis man skal i krig – og det mente amerikanerne og briterne – så er det politisk uansvarligt at gøre det på så spinkle antagelser om fjendens vilje til at gøre modstand og samtidig nedtromle råd fra erfarne amerikanske hærgeneraler, der protesterede ivrigt over ikke at få stillet nok styrker til rådighed. Forklaringen på denne forbavsende oversigt skal efter alt at dømme findes i Donald Rumsfelds ledelsesstil, som er aggressiv og autoritær. Men ansvaret ligger også hos ja-mænd som general Tommy Franks og chef for det værnsfælles kontor Richard Myers.
At den oprindelige angrebsplan er blevet skrottet betyder nu, at USA praktisk talt bliver nødt til at starte krigen om igen. Luftbombardementer af irakiske styrker og af civile installationer i Bagdad vil utvivlsomt blive mere intensive, inden de amerikanske styrker rykker videre frem. Det betyder, at flere irakiske soldater og civile vil miste livet.
En langtrukken krig vil have humanitære konsekvenser, hvis alvor man kun kan gætte på nu. Det ser sort ud. Det eneste håb man kan have er, at amerikanerne og briterne er heldige og vinder hurtigt – ikke alene for dem selv, men primært for irakerne og vel nok hele verden.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu