Læsetid: 3 min.

Skriver Brøgger mandelitteratur?

Overraskende få kvinder skriver som Suzanne Brøgger, mener mandlig tv-journalist. Men gør mange mænd det?
21. september 2006

For nogle uger siden blev Suzanne Brøgger interviewet af Jes Stein Pedersen på DR2 i anledning af sin seneste bog, Sølve. Jeg husker ikke så meget, hvordan ordene faldt, jeg husker mere attituder: den moderne, medierette metromand over for den kloge kone fra kæret: han fremadbøjet, ivrig, udfarende, hun tilbagelænet, afventende, granskende. Han i flagrende jakkesæt, hun i sort-hvid, grafisk kjolero. Men så faldt der, i programmets slutning, en meget mærkværdig udtalelse. Da Stein Pedersen fik kameraet for sig selv for afslutningsvis at sidde og vifte med Brøggers bog, karakteriserede han den som en slags litteratur, der skrives af "overraskende få kvinder". Jeg kan stadig næsten være i tvivl, om jeg hørte rigtigt, for det var da virkelig et højst besynderligt udsagn. For det første, hvem er de mange mænd, der skriver noget lignende? Og for det andet, hvad var det ved bogen, Stein Pedersen mente, at kun få kvinder beskæftigede sig med?

Måske var Stein Pedersens udtalelse en måde at genvinde scenen på, efter at Brøgger en enkelt gang havde hylet ham ud af den. Da talen faldt på graden af lykke i vort moderne samfund, lænede intervieweren sig lige lidt for meget frem og spurgte vølven: "Er jeg lykkelig nu?" Og vølven lænede sig i perfekt afstemning lidt mere tilbage og fremsatte, efter en lille tøven, sit suveræne svar: "Ja, du er lykkelig, for du er i fjernsynet, og det vil du gerne være." Var det måske det svar, som kun "overraskende få" kvinder kunne have givet den moderne mediemand? Og var det måske for at ryste det af sig, at han lige på falderebet skulle bide et overraskende kønsmærke i diskussionens æble?

Hvis man nu absolut skulle sætte et kønsmærke på Brøggers bog (og det mener medierne jo ofte, de skal, når den er skrevet af en kvinde), så ville det være mere forventeligt, hvis den var blevet karakteriseret som tilhørende en særlig kvindegenre: husfruens optegnelser, et essayistisk patchwork af alt fra madopskrifter til samfunds-kritik, med udgangspunkt i hjemmets arne og den nærmeste verden. Mit eget kønsparameter slog sådan set ud til spindesiden, da jeg læste Sølve, og indikatoren var, at jeg ikke så ofte tænkte: "Det må jeg huske at fortælle min mand", men oftere: "Det må jeg huske at fortælle min søster!" Og det, jeg ville huske at fortælle min søster, var erfaringer fra konventionelle kvinderum eller -aktiviteter: strikning, kurbad, køkken. At Suzanne som yngre strikkede et rødt halstørklæde til hver af sine serielle kærester, og at den stovte nabokone dertil bemærkede: "Nå ja, så kan du se, hvem der er dine". At Suzanne har skrevet en ode til Slagelse svømmehal, til den indtræden i det almene det er at træde ind i kvindernes omklædningsrum og konfronteres med kroppe i alle former og farver, i den baderitus der forener ung og gammel, nydansker og gammeldansker, rask og handicappet. At Suzanne på fineste vis er i stand til at høre et epos i nabokonens small talk: "Næ, nu troede jeg lige, at jeg havde skruet ned, men så hørte jeg at det kogte, og så- Langt epos. Kartoflens livshistorie kunne Ziene skrive, kartoflens drøm om at blive kogt, ligge og sludre og pludre i dejligt vand og komme i skål."

Mange af de rum, Brøgger tager udgangspunkt i, er kon-ventionelle kvinderum, men heraf formår hun at udvinde almene, eksistentielle pointer, som mandlige forfattere i årtusinder har gjort det af konventionelle manderum.

En almen, eksistentiel erfaring, som litteraturen altid gennemskriver, hvad enten den er skrevet af mænd eller kvinder, er erfaringen af kønnet. Måske er det det, overraskende få har forstået. Og så reduceres kønnet til et tarveligt trick, et kort man kan ryste ud af ærmet, når man ikke har andre at spille, men gerne vil have fornemmelsen af at have taget sidste stik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her