Læsetid: 3 min.

Skrøbelig fredsaftale

14. august 2001

Mandag den 13. august har nu i mange dage stået som den afgørende dag for krig eller fred i Makedonien. Det har ellers ikke været mangel på kampe op til dagen for undertegnelsen af en aftale om fred i landet mellem de to største befolkningsgrupper, de slaviske makedonere og de etniske albanere. Aftalen, som er forhandlet på plads under medvirken af Francois Leotard fra EU, og underskrevet i overværelse af Solana fra EU, Lord Robertson fra NATO og den makedonske præsident Trajkovski, indeholder som en væsentlig bestanddel en styrkelse af den albanske befolkningsgruppes rettigheder. Men til sent mandag eftermiddag var der tvivl om, hvorvidt aftalen ville blive undertegnet.
Hverken dette eller de hårde kampe i den sidste uge virker som særlig gode varsler. Men for dem, der fulgte de sidste intense forhandlinger om våbenstilstanden efter Kosovo-krigen den 9. juni ’99, var der klare lighedspunkter. Aftaler sluttes i regelen først i sidste øjeblik, og forhandlingerne har været lige ved at bryde sammen inden. Sådan var det også, da den mest omfattende og varige af fredsslutningerne på Balkan i 1990’erne, Daytonaftalen om fred i Kroatien og Bosnien, blev undertegnet i november 1995. Så disse omstændigheder omkring aftalen behøver ikke i sig selv at være tegn på, at den ikke er det papir værd, den er skrevet på.

Det er snarere andre forhold ved aftalen og dens indgåelse, som vækker tvivl og bekymring. For det første er den foreløbig, idet den skal den godkendes af det makedonske parlament inden for de næste 45 dage, endda med to tredjedels flertal. Med den stemning, der på det sidste har udviklet sig hos det lille flertal af slavisk-talende ortodokse indbyggere i republikken, bliver det ikke nemt. Her er det helt afgørende, om de to store slavomakedonske partier bag aftalen faktisk har styr på deres parlamentsmedlemmer. Det kan sagtens gå galt.
Og så er der den albanske side. Også her er der to konkurrerende partier, som man må håbe har kontrol over deres parlamentsmedlemmer. Men derudover er det en svaghed ved aftalen er, at den part, som har indledt det væbnede oprør mod den makedonske stat, ikke har siddet med ved forhandlingsbordet. Og hvis det så kun drejede sig om de albanere, som udgør aflæggeren af Kosovas Befrielseshær og kæmper under samme forkortelse som den, UCK. Men på det sidste er der dukket en ny brik op på brættet, ANA, den ’Albanske nationale Armee’, som giver åbent udtryk for langt mere radikale krav, end UCK i Makedonien nogensinde har gjort. ANA erklærer sig åbent for dannelsen af et Storalbanien bestående udover Albanien og Kosovo af størstedelen af Makedonien samt betydelige dele af Grækenland, Serbien og Montenegro. Men indtil nu vides det ikke, hvilken styrke der står bag det nye initiativ. Måske er der kun tale om en fanatisk udbrydergruppe, som en vellykket fred kan få til at visne. Men hvis konflikten eskalerer, viser ANA klart, hvilken vej radikaliseringen af de albanske oprørere vil gå.

Den største svaghed ved gårsdagens aftale ligger dog uden for Balkan – i Vesten. NATO har lovet at stille 3.500 mand til rådighed for afvæbningen af de albanske oprørere, men først når freden er indtrådt og kun midlertidigt. Men hvordan kan man forestille sig, at der bliver fred uden markant vestlig militær tilstedeværelse? Det er, som om man har glemt alle lektierne fra Kroatien, Bosnien og Kosovo. Når tingene går af hængslerne på Balkan, gælder det om at være tilstede i tide med så velbevæbnede styrker, at man er alle andre styrker overlegen. I forrige måned kunne verden mindes 6-året for massakren i Srebrenica, en ’sikker’ zone, som viste sig at være den rene fælde.
Læren fra de sidste 10 års Balkanhistorie er faktisk ret entydig: Militær indsats nytter, når den er effektiv og rettidig. Som man gjorde det med 1.300 mand i 1993, da man under general Særmark-Thomsen indsatte en fredsbevarende styrke i det dengang militære tomrum Makedonien. Nu er det igen en dansk general, Lange, endda med 3.500 mand, som skal sikre fredens tilbagevenden. Men forholdene har fået lov til at ændre sig meget til det værre i mellemtiden. Det er muligt, at 3.500 mand er nok i dag. Men om 45 dage kan situationen være så forværret, at der skal det tredobbelte til. Om et halvt år kan det være det tidobbelte antal.
Kun hvis NATO nu beslutsomt bakker den underskrevne fredsaftale op, hurtigt og effektivt, har aftalen en reel chance. Næste gang bliver det meget dyrere, og vil vare meget længere, før man uden risiko vil kunne trække sig ud igen.

K.F

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu