Han taler med en beroligende, næsten hemmelighedsfuld nasal stemme, nøjagtig som man som barn i 1970'erne forundret lyttede til den i tegnefilm som Kalles klatretræ og det kinesiske eventyr om Abekongen.
Øjnene er store og nysgerrige. Povl Dissing, den originale visefortolker, tager sig god tid til at forklare, som om der var alverdens tid, selvom han om lidt skal ned på Rådhuspladsen og medvirke i Aftenshowet på DR sammen med sine to sønner, Rasmus og Jonas, og guitaristen, Las Nissen. Tilsammen udgør de orkestret, Dissing Dissing, Las & Dissing, og de har netop udsendt deres fjerde plade med den foruroligende titel Hjemløs.
Det er da også en udgivelse, fuld af samfundsengagerede sange. Povl Dissing fik ellers andet at tænke på, da han mellem jul og nytår røg ned ad en trappe og brækkede bækkenet. Efterfølgende lå han i syv uger derhjemme og tyggede på tilværelsen.
"Det er alvorligt at falde ned ad en trappe, og der er mange måder at gøre det på. Det viste sig dog, at jeg var heldig. Jeg undgik søm og skruer. Men jeg kunne ikke andet end at ligge på ryggen i de første halvanden måned. Da jeg ringede til min læge, efter at jeg var kommet hjem fra hospitalet, udbrød han: 'Nå, så har du endelig fået taget dig sammen til at lægge dig ned!' Det gik jo også op for mig, da jeg lå der, hvor gammel jeg faktisk er blevet. Jeg fór jo rundt fra det ene til det andet, som om jeg var i 30'erne. Jeg havde samme tempo på som drengene. Det holder jo ikke, og hvor mange år har man tilbage, når man som jeg fylder 70 til næste år. Der er mange, der har sagt, at så har du rigtig haft tid til at tænke dig om og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Men sådan er jeg jo ikke. Jeg er faktisk en meget enkel person. Jeg gik ud af skolen i 7. klasse."
Farveblind maler
Som ung i 1950'erne var Povl Dissing optaget af traditionel jazz og lærte at spille trompet. Han holdt til i Farum, hvor han bl.a. spillede med Freddy Fræk. Han var god til at tegne, og kom i malerlære, indtil man fandt ud af, at han var farveblind.
"Jeg ville også hellere være Louis Armstrong, indtil jeg faldt over en lp med Huddie Ledbetter. Det startede min interesse for at prøve at spille sådan nogle country og blues-ting. Jeg begyndte at interessere mig for at synge de gamle sange, som jeg havde fra mit hjem, revysange og skillingeviser som "Giv mig en hest, mor" og "Alperosen". De mindede mig om de bluessange. Det startede min troubadourkarriere. Jeg endte dog på Kunsthåndværkerskolen, hvor jeg uddannede mig til reklametegner fra 1956-60".
Historiefortæller
"Så var det, at man startede Folk Club of Copenhagen. Vi var begyndt at høre de første folkesangere udefra: Bob Dylan, Donovan, Pete Seeger og hvad de hed. Jeg var glødende. Jeg blev inviteret til at synge i Visevers Huset i Tivoli, hvor jeg mødte Thøger Olesen, der oversatte tekster til dansk af amerikanske Shell Silverstein, f.eks. "Vær ikke bange for en kvælerslange" og "Der er 25 minutter endnu". Det satte ekstra skub i karrieren, " konstaterer Dissing.
Han er en fornyer og en original med sine særprægede, medlevende sangfortolkninger. Først og fremmest via sit årtier lange, folkekære samarbejde med digteren og pianisten, Benny Andersen, som han fortsat turnerer med.
Ved siden af orkestret med sønnerne har Povl Dissing i de sidste år også haft stor succes med at synge Grundtvig-salmer med organisten Iver Kleive og guitaristen Knut Reiersrud. Han er aldrig blevet træt af at synge.
"Jeg føler mig som en historiefortæller. Jeg kan godt selv lide at gå ind og opleve folk, der kan et eller andet. Og mit publikum bliver ikke mindre, som årene går. Der er behov for nogen, der kan sådan noget. Det kan jeg bare være glad for, for det er det eneste, jeg duer til."
Hjemløs verden
Dissing havde ellers ikke i flere år skrevet en linje, da hans kone begyndte at skrive nogle tekster, der satte gang i arbejdet med den nye plade. Dissing selv og hans sønner begyndte også at skrive, og en fælles tråd viste sig. Sangene på pladen berører både indigneret, satirisk og kærligt emner som fremmedfrygt, magt, drømme, skønhed og de svage på gulvet. Pladetitlen synes at afspejle, at det ikke er for sjov.
"Hvad skal man stille op med den politiske situation, hvis man ikke har forstand på politik, hvis man kun er god til at tage rundt og synge," spørger han og svarer selv:
"Der den mulighed, at man kan prøve at lave nogle sange, der kan sætte tanker i gang eller trøste og opmuntre. Titlen kan netop forstås på mange forskellige måder. Min søn, Rasmus, der har skrevet den, bor på Nørrebro. Han ser hjemløse til daglig. Der, hvor jeg bor nu, er der sgu ikke nogen hjemløse. I hvert fald ikke bogstaveligt talt. Men der er mange hjemløse sjæle. Jeg ser lidt sangene som referater uden løsninger fra det liv, der omgiver os. Jeg har en holdning, der sympatiserer med de svage. Jeg ved godt, hvor jeg sætter mit kryds, næste gang der bliver valg. I hvert fald på hvilken side af midten."
Mursten af jord
"Hvordan forestiller vi os, at vi skal have lov til bare at blive ved med at være Danmark og have det godt, mens de andre sgu selv må finde ud af det? Fogh og Pia Kjærsgaard, dem bruger man jo altid, når man vil skælde ud. Lad os hellere snakke om, hvad det er, de gør. Så må de selv finde ud af, at det er dem, vi snakker om. Det er også det, der er holdningen på pladen. Vi nævner ikke nogen navne."
"Her for nylig var der et forslag fremme om, at vi skal se at få sendt alle de der irakere hjem, der er dødsdømte i deres hjemland. Så skulle vi give dem nogle penge og lære dem at lave mursten af jord. Så kunne de tage hjem og bygge alle de huse op, som vi har været med til at smadre! Det er helt uforståeligt for mig, at folk, der har brugt hele deres liv på at uddanne sig til at gøre godt og styre en nation, handler sådan. Det går så godt for erhvervslivet. Man skal hele tiden styrke det økonomiske. Hvis der pludselig bliver underskud, stresser vi. Så er der noget, der bliver skåret væk, som i virkeligheden er meget mere vigtigt end penge og større industrier og flottere biler. Det er sørgeligt at tænke på, at man sætter økonomi højere end sundhed og medmenneskelighed."
Vil spille guitar
- Er der noget, du brænder efter at gøre som kunstner efter så mange år i branchen?
"Jeg synes, det er vældig spændende, hvad jeg har gang i med mine børn. Det er en fantastisk måde at lære dem at kende på, og de inspirerer mig. De har bl.a. lært mig at lytte til Elvis og The Beatles. Men jeg har da også en lidt loren samvittighed over for det. De skal ikke være afhængige af mig. Det var noget, jeg fandt ud af, da jeg lå i sengen. Det går jo ikke, når ens liv er så skrøbeligt, at du bare skal træde forkert på et trappetrin, så går det hele i stå. Ikke bare for mig selv, men også for dem, jeg arbejder med. Og jeg vil ikke være sådan en galionsfigur, som børnene har med for at holde forretningen kørende. Tiden nærmer sig måske, hvor de skal til at vise flaget uden Den Gamle. Så vil jeg til at lære mig selv at spille guitar. Det har jeg ikke haft tid til før."
