Læsetid: 4 min.

Skrøbelighedssamfund

14. juni 1999

DEN BELGISKE giftskandale er en sigende historie om det globale samfund her ved indgangen til det 21. århundrede.
En hændelse på en belgisk virksomhed har skabt panik og bekymring blandt myndigheder og forbrugere over hele verden. En sjat motorolie i 80 tons fedt forgiftede i januar måned et parti foderstoffer med kræftfremkaldende dioxin og PCB, men det blev alligevel solgt videre og spist af fjerkræ, kvæg og svin hos tusindvis af landmænd i Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Som en sommerfugls basken med vingerne har denne ene fatale fejltagelse skabt en kædereaktion med kolossale konsekvenser. Supermarkeder - ikke kun i EU's indre marked, men også i resten af verden - har ryddet hylderne for potentielt dioxinholdige varer som blandt andet kyllinger, Petit Danone-yoghurt, San Parell pateer, Kinderæg, Karoline pizzaost, Bastogne småkager, Guylian chokolade, is og så videre.

INGEN VED, om disse fødevarer indeholder dioxin eller PCB, og foreløbig har man kun - ved en test af to kyllinger og to æg i april - fundet 100 gange mere dioxin end den tilladte grænseværdi. Derimod har man ikke fundet faretruende rester af dioxin i grise og køer, men af frygt for at forgiftede fedtstoffer er sendt på markedet, er smør og mælk også sat på forbudslisten.
Fra dag til dag udvikler listen over mistænkte fødevarer sig som svampe en regnvåd efterårsferie, og de belgiske myndigheder har totalt mistet kontrol over situationen og er ude af stand til at spore og afgrænse produkterne. Efter på skandaløs vis - af hensyn til landets eksport - at have hemmeligholdt problemet i en måned, har de belgiske myndigheder mangedoblet skaden. Det vil ikke være uretfærdigt, hvis de belgiske vælgere ved gårsdagens parlamentsvalg i Belgien gav Jean-Luc Dehaenes regering et ordentlig dyt i mavesækken.
EU-kommissionen har sat tommelskruerne på de belgiske myndigheder, og fra Rusland til Ghana, Brazilien og Japan har regeringerne forbudt import af belgiske varer. Og USA er gået et skridt videre og har forbudt import af fødevarer fra alle EU-lande.

OG DET er Europas største fødevarekrise siden kogalskaben i 1996. Dengang skyndte forbrugerne i panik at købe kyllinger, svinekød og fisk i stedet for BSE-oksekød - i dag er også kyllinger og svinekød under mistanke. Det er en gylden tid at sælge grøntsager og fisk i... og blive vegetar.
Kogalskaben og nu 'dioxin-gate' er historien om, hvordan den moderne produktion af fødevarer i stor skala har givet os billigere fødevarer, men på den anden side er vi blevet mere skrøbelige. Produktionen har i økonomisk forstand aldrig været så effektiv og fødevarerne aldrig så billige, men vi har heller aldrig været så sårbare overfor enkeltstående fejltagelser et eller andet sted i den stadig mere komplekse fødevarekæde. En sjat motorolie i en portion fedt ender hos et dusin foderstofproducenter, der sender dioxingiften videre til millioner af kyllinger, grise og køer, og ender hos hundreder millioner af forbrugere over hele kloden...
Den politiske regulering kommer altid for sent, når skaden først er sket, viser BSE-skandalen og dioxin-skandalen. For ikke at tale om dengang kølervæske blev fundet i vin og benzen-forbindelser blev fundet i Perrier-vand - men hvem husker efterhånden de skandaler? Det er forbløffende så hurtigt, glemslen indtræffer i det moderne samfund.

X FORBRUGER er principielt fri til at vælge risikofyldte varer fra, og det gør hun også, når det budskab slipper ud i massemedierne, at der findes sundhedsfarlige varer på markedet. Men spørgsmålet er, om forbrugeren har viden nok til at bruge sin demokratiske magt på markedet i dagligdagen?
Hvem vidste f.eks. at brød fra de danske Hattingbagerier indeholdt hvidløgssmør fra Belgien, før dioxinskandalen tvang virksomheden til at bevise, at underleverandøren faktisk ikke havde brugt 'motorolie-foderstoffer'. Hvem kan forstå varedeklarationer, der er skrevet i et sprog, som kun 'den lille kemiker' kan forstå? Men selvom de var skrevet for 'den lille stressede husfader', ville det være næsten umuligt at vide, om varen var fremstillet ordentligt og sikkert. Et lille bæger Petit Danone yoghurt kan meget vel have rejst over 1.000 kilometer, før det lander på et dansk morgenbord. Yoghurten er måske 'fremstillet' i Belgien, men sukkeret kommer måske fra det østlige Tyskland, jordbærrene fra Polen og bægeret er måske fremstillet i et helt tredie land.

I DAG LEVER vi i et skrøbelighedssamfund med en mangedoblet risiko. Vi har en mangedoblet gensidig afhængighed af handlinger, som er begået af 'anonyme' mennesker på mangedoblet afstand i et system, der er blevet så komplekst, at hver enkelt mister overblikket. Skrøbelighedssamfundet er også fortællingen om, at frygten - begrundet eller ej - let mangedobles som var det en epidemi, i det øjeblik vores systematisk rationelle bestræbelser på at få hele livet under kontrol rammes af ulykken. Tag den aktuelle dioxin-skandale. Ingen ved, hvor stor mængde dioxin, der skal indtages, før det er er kræftfremkaldende eller påvirker nervesystemet og immunforsvaret. Vi går alle rundt med få nanogram dioxin i kroppen - ophobet fra forurening fra affaldsforbrænding og spisning af frilandsgrøntsager. Videnskaben mangler systematiske studier af, hvordan dioxinen påvirker mennesker over længere tid, så det er ikke fast viden, der har fået det politiske system til at forbyde en mængde varer. Det er snarere tvivlen - og frygten for at få ansvaret for en større katastrofe - der har skabt politisk handling.

NÅR VI SÅLEDES i det moderne skrøbelighedssamfund stolprer afsted fra krisestyring til krisestyring, så er det måske på høje tid at ændre vores måde at fremstille fødevarer på. Det er ikke holdbart i længden, hvis fødevarekæden igen og igen bryder sammen som var det en flok lynfodrede burhøns. bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu