Læsetid: 4 min.

Skrøbeligt demokrati

21. juli 1998

Militærkuppet og den efterfølgende krig i det lille vestafrikanske land Guinea-Bissau har de sidste seks uger spoleret stort set alt det, som nødhjælpsarbejde har opbygget de sidste 10 år. Medieinteressen varede, indtil alle vesterlændinge var evakueret. Endnu en borgerkrig, endnu et militærkup i et afrikansk land. Videre til det næste.
Men der er nu flere grunde til at dvæle ved konflikten, der er gået ind i et dødvande. Mens civile bliver dræbt i kampene og flere hundrede tusinder er flygtet fra hovedstaden, er situationen fastlåst i et skisma mellem politisk legitimitet og folkelig opbakning. Dilemmaet består i, at landets folkevalgte præsident undsiges af befolkningen, men støttes af internationale organisationer. En bekymrende situation, hvor den afrikanske arv og hensyn til både demokratisk udvikling og civilbefolkningens sikkerhed trækker konflikten i langdrag.
Oprøret i Guinea-Bissau kom som en stor overraskelse for de danskere, der var dernede. Landet blev regnet for et af de mest stabile lande i regionen, og det stiller den fastlåste situation i et alvorligt skær. Kan det ske dér, så kan det også ske i en række andre afrikanske lande, der ligesom Guinea-Bissau forsøger at skabe stabilitet via demokrati.
Præsident João Bernard Vieira udsatte tidligere på året det valg, der efter planen skulle have været afholdt i juli. Og da han fyrede sin hærchef, efter beskyldninger for handel med våben til separatister i nabolandet Senegal, blev det starten på en revolte fra størstedelen af hæren. Militærjuntaen, med den fyrede hærchef i spidsen, kræver nu nyvalg og beskylder Vieira for at være korrupt og for selv at være dybt involveret i våbenhandelen - en påstand, der er blevet bekræftet fra kilder i en undersøgelseskomité, som ikke nåede at offentliggøre sin rapport, før borgerkrigen brød ud.
Men Vieira bad om hjælp i nabolandet Senegal, der velvilligt stillede med 1.300 soldater. Senegal har store interesser i at få stoppet handelen med våben fra Guinea-Bissau til de såkaldte Diola-separatister, der kæmper for selvstændighed i den sydligste provins i Senegal, Casamence. Både Ecowas, Sammenslutningen af Vestafrikanske Lande og OAU, Den Afrikanske Enhedssorganisation, bakker Vieira op, som landets legitime leder - måske meget naturligt, når man ser nærmere på den afrikanske tradition for blodige militærregimer.

Problemet er bare, at befolkningen ikke bakker præsidenten op, men derimod støtter juntaens krav om nyvalg. Og hvis Senegal eller Ecomog, der er Ecowas fredsbevarende styrke, ender med at fortrænge rebellerne fra deres base ved hovedstaden #Bissau, så vil konflikten fortsætte som en guerillakrig, indtil alle fremmede styrker er ude af landet, og Vieira er væk fra posten som landets præsident.
Den danske professor Peter Aaby blev i Bissau for at lave humanitært arbejde, da resten af danskerne blev evakueret. Han fortæller, at Vieira ved at bede fremmede tropper om hjælp har mistet den sidste tillid fra et folk, der i forvejen var ved at blive utålmodigt. Samtidig har den fyrede hærchef vundet folkets tillid ved at dele ris ud og understrege, at han ikke ønsker at tage magten. Mane og Vieira er begge berømte for deres indsats i uafhængighedskrigen mod Portugal i 60'erne og 70'erne, og regnes som frihedshelte. Endnu en grund til at Mane har befolkningens opbakning og grunden til, at det vil ende med en guerillakrig, hvis ikke det lykkes at bringe parterne sammen ved forhandlingsbordet. Hans kamp anses for at være legitim, fordi han som frihedshelt har ret til at tage ansvar for, at landet holdes på den rette kurs.
Men tilstedeværelsen af senegalesiske styrker og opbakningen fra Ecowas og OAU hæmmer muligheden for en forhandlingsløsning, der måske kunne forhindre guerillakrigen. En krig, der uundgåeligt vil smelte sammen med separatisterne i Casamence, fordi de tilhører samme etniske gruppe og tidligere har kæmpet side om side mod portugiserne.
Hver gang mæglere skal mødes med Mane, indleder senegaleserne et voldsomt bombardement, der forhindrer mødet. Vieira og ikke mindst Senegal har valgt at satse på den militære løsning og bakkes forståeligt - men uheldigvis - op af de afrikanske organisationer.

Demokratisering er selvfølgelig den eneste vej frem for de fattige afrikanske lande, hvis de ønsker politisk stabilitet og at få del i Vestens rigdom. Opbakning til en demokratisk valgt præsident bør også være naturlig, når militæret laver et kup. Men ikke desto mindre er det problematisk at operere med begrebet legitim magt, når den selvsamme magt udøves af en person, der repræsenterer den gamle verdensorden i Afrika med korruption og nepotisme - også selvom han er valgt af folket. Og er magten legitim, når der ikke længere er folkelig opbakning? Det er den i Afrika, for ellers får man aldrig brudt kontinentets onde tradition for militærkup. Men det er den ikke nødvendigvis fra et europæisk synspunkt.
Krisen i Guinea-Bissau viser endnu engang, at demokrati ikke kun drejer sig om at holde valg hvert fjerde år, og at det tager tid at etablere en demokratisk tradition i Afrika.
Pudsigt nok er det Europa, der sidder med nøglen til at løse den ulykkelige konflikt. I sidste uge opfordrede Europa-Parlamentet til en fælles indsats fra FN, EU og OUA for at få standset kampene og få nødhjælp frem til de tusinder, der flygtede ud på landet i panik, da kampene brød ud. Men i sidste ende er det, Frankrig, der kan og bør lægge pres på sin tidligere koloni Senegal, så det bliver muligt at forhandle. Og Portugal må gøre sit for, at præsident Vieira accepterer en forhandlingsløsning.pmj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her