Læsetid: 3 min.

Skrub af, siger Iraks regering

DET afgørende punkt bliver den præstation, som den nye irakiske regering lægger for dagen. Her er det yderst interessant, at Iraks premierminister Nuri al-Malikis nationale sikkerhedsrådgiver Mouwafak al Rubaie i en kronik i The Washington Post i denne uge rent faktisk opfordrede USA til at påbegynde en tilbagetrækning i faser snarest muligt.
24. juni 2006

NÅR POLITIKERNE begynder at reducere komplekse sammenhænge til forenklede slogans, ved man, at al seriøs debat er stoppet, og valgkampen fløjtet i gang. Sådan var det i USA's senat i denne uge, hvor republikanerne under en debat om en tidsplan for tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Irak beskyldte demokraterne for at ville "stikke halen mellem benene".

Richard Cheney brugte sin velkendte ad hominem frase om dem, der afviser at bakke ukritisk op om USA's strategi i Irak. De hjælper terroristerne - altså demokraterne, som efter tre års krig nu vil have en konkret tidsplan. "Det absolut værste, vi kan gøre, er at blåstemple og opmuntre terroristerne ved at gøre, hvad de ønsker, vi gør - altså trække os ud," sagde vicepræsidenten på tv-stationen CNN.

Det bedste billedlige svar, de demokratiske senatorer kunne lægge frem, var en plakat med overskriften 'Den republikanske plan for Irak'. Siden nedenunder stod tom. Det skete på en pressekonference i Washington, hvor splittelsen i det demokratiske partis rækker var pinligt tydelig. Et mindretal på 12 demokratiske senatorer ville påtvinge Bush-regeringen at udarbejde en plan, som sikrer tilbagetrækning af 130.000 amerikanske soldater fra Irak inden udgangen af 2007 - altså om halvandet år. Resolutionsforslaget blev lagt frem af senatorerne John Kerry og Russel Feingold, der begge er potentielle præsidentkandidater i 2008. Alle 56 republikanere i Senatet stemte ikke overraskende imod. Det opsigtsvækkende var, at 31 demokrater sluttede sig til republikanerne. Kun 12 demokrater og en partiuafhængig senator stemte ja til at give præsident George W. Bush halvandet år til at rykke ud af Irak.

DEN UMIDDELBARE konklusion af dette pauvre resultat for Kerry og Feingold må være, at man ikke skal regne med en nævneværdig nedbringelse af USA's militære engagement i Irak i de sidste to et halvt år af Bushs præsidenttid. Hvilken indflydelse vil det have på regeringen Foghs holdning til fortsat deployering i Camp Dannevang, når mandatet skal fornyes i Folketinget i januar? På det tidspunkt vil Storbritannien og Danmark være de eneste tilbageblivende i den internationale koalition med soldater udstationeret i Irak. Bushs tidligere trofaste allierede - Italien, Polen, Holland, Ungarn og Japan - vil alle have "stukket halen mellem benene". Statsministeren nævnte på sit pressemøde i Camp David fornylig, at det danske engagement afhænger af to faktorer - dels af den irakiske regerings og FN's sikkerhedsråds holdning og dels af regeringens vurdering, hvorvidt de danske styrkers bidrag fortsat vil være positivt. Hertil kan man vel føje en tredje faktor, nemlig det personlige tillidsforhold mellem Fogh og Bush - deres fælles ideologiske udsyn.

MEN MÅSKE

"Vi forudser en nedbringelse af de amerikanske styrker til 100.000 ved dette års udgang, og at resten bliver trukket ud inden udgangen af 2007," skriver sikkerhedsrådgiveren. Omskrevet til den politiske virkelighed i USA 'blåstempler' den irakiske regering senatorerne Kerrys og Feingolds forslag, som blev nedstemt med 86 ud af 100 stemmer i Senatet.

Hvordan hænger det sammen? Man kunne være fristet til at konstatere, at amerikanerne ikke stoler på Maliki-regeringens plan, som den bliver udlagt af sikkerhedsrådgiveren. Al Rubaie opstiller en række minimale sikkerhedsbetingelser, som skal forefindes i en irakisk provins, inden den irakiske hær og politi overtager det fulde ansvar. Det er endvidere hans påstand, at fire ud af 18 provinser er rede til en magtoverdragelse, og at ni andre er tæt på at opfylde kravene. De fem sidste provinser - der utvivlsomt er sunni-dominerede - skulle ifølge planen være under den irakiske regerings fulde kontrol om halvandet år. Hvad bygger sikkerhedsrådgiveren sin optimisme på? Det fremgår ikke. Men efter elimineringen af Abu Musab al-Zarqawi er det åbenlyst, at den irakiske regering sigter mod at splitte oprørerne mellem islamister og nationalister. Det mest effektive instrument er at tilbyde nationalt sindede oprørere amnesti, hvilket netop nu er under overvejelse. Ikke alene indeholder den nye regering sunni-repræsentanter. Der lægges op til national forsoning, som man har set i andre lande splittet af sekterisk konflikt. Hvad kan USA og dets partnere gøre for at skubbe i den rigtige retning? Svaret serveres utvetydigt af den irakiske sikkerhedsrådgiver: Skrub af så hurtigt, det kan lade sig gøre! I bliver opfattet som en fremmed besættelsesmagt. "En tilbagetrækning vil styrke og legitimisere Iraks regering," skriver al Rubaie og kritiserer "indflydelsesrige udenlandske skikkelser, som stadig vil made os og være med til at tage de afgørende beslutninger". Hvad venter Bush på? Hvorfor ikke tage Iraks regering på ordet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu