Han var manden, der på revolutionsnatten i december 1989 fortalte de rumænske tv-seere at: "Tyrannen er væk". Opgørets centrifugalkraft i den gamle østblok var nået til dens mest undertrykkende stat. Efter 24 års diktatur var Nicolae Ceausescu og frue lagt i håndjern og et nyt Rumænien var lige om hjørnet.
Sådan så dissident-poeten Mircea Dinescu i hvert fald på verden den aften. Skuffelsen indfandt sig hurtigt.
"Vi fik aldrig ryddet op blandt systemets mænd, og ligegyldigheden blev en folkesport. Vi havde et øjeblik i starten af 90'erne, hvor folk havde følelserne uden på tøjet og et stort behov for at få sat ansigt på undertrykkerne. Men vi kom for sent til bussen," fortæller Dinescu, da Information møder ham på en café i Bukarests gamle bymidte. Han husker tilbage på tiden efter regimets fald.
"Folk dyttede i bilhornene og lavede V-tegn til udenlandske journalister. Men det var ren onani. Imens skiftede systemets folk bare jakkesæt og fandt nye pladser. Vi er nu i EU, men geografisk befinder vi os på kanten af Orienten, hvor grænsen mellem komedie og tragedie er flydende. Hvad kan man gøre andet end at grine, når man ser en hel politisk elite skifte ham uden nogen form for konsekvens?"
Vis os dinosauren
Men dissidenten gjorde mere end at grine. Kampen for at få ryddet op og sat navne på den skjulte magt er blevet en hjertesag for den farverige forfatter. Han ved alt om fårehold og brugte pressefriheden efter kommunismens fald til at udgive en satirisk pendant til Playboy.
I Rumænien er han primært kendt for sin kamp for offentlig adgang til det frygtede sikkerhedspoliti, Securitates, arkiver. Han har ført an i en kampagne for at få frigivet de mange hundrede ton mapper med oplysninger om de borgere, der var under Ceausescu-regimets særlige overvågning. Og ikke mindst om de stikkere, der var helt afgørende for systemets kontrol. Men Mircea Dinescu indså op igennem 90'erne, at der var mange, der havde interesse i at holde dokumenterne bag lås og slå.
"Den gamle garde havde fundet nye titler og nye partier, eller de brugt deres viden og kontakter til at få poster i toppen af erhvervslivet. De var ikke indstillet på at lade offentligheden se, at de kunne takke samarbejdet med Securitate for deres skihytter og strandvillaer," siger Dinescu.
Det blev nemlig hurtigt hverdag i Rumænien efter festen for Ceausescus fald. Ion Iliescu - den gamle diktators kronprins, der til sit store held var raget uklar med sin protegé kort før revolutionen - kom til magten og indførte en modereret udgave af sin forgængers regime.
"Hvis vi på det tidspunkt havde fået åbnet arkiverne, ville vælgerne have set, at regeringen var fuld af kollaboratører. Så kunne vi have fået et reelt systemskifte. Det skete ikke. I stedet for at give os et helt dinosaurus-skelet fik vi først en tå og så et ribben. Vi så aldrig hovedet, og end ikke i dag har vi hele fortidsuhyret," konstaterer Dinescu.
De overvågede
Sidste år blev arkiverne så endelig åbnet, og Dinescu blev medlem af det institut, der nu har ansvar for studierne af de mange ton dokumenter. Her kan han læse om faderen, moderen og de to sønner, der alle sammen var sat til at holde øje med hinanden i deres etværelses lejlighed. Om pigen, der blev rekrutteret af skolelæreren til at udspionere sine forældre. Og om alle de andre over en million mennesker, der blev skygget af Østblokkens største sikkerhedspoliti.
"Jeg har haft rørende oplevelse med at se gamle mænd og kvinder i det øjeblik, hvor de opdager, at de er blevet stukket af naboer og elskede. Hvor de læser udskrifter af en samtale, som de har ført for 40 år siden. Det har en betydning for den enkelte, men det er sket alt for sent til at få en kollektiv effekt. Den stærke symbolværdi, som det kunne have haft, hvis tavlen var blevet gjort ren efter 1989, er stort set ikke-eksisterende i dag," siger Dinescu.
Hans egen sagsmappe eksisterer ikke længere. Som det gælder for de fleste af de fremtrædende systemkritikere, blev den tilintetgjort i regimets sidste dage.
Det har ellers uden tvivl været en tyk mappe. Mircea Dinescu fik som ganske ung ry for at være en talentfuld poet. 1970'erne og 80'erne var hårde tider i Rumænien. Ceausescu eksporterede alt, hvad hans folk producerede for at betale udlandsgælden. Butikkerne var tomme, drømmene bristet, og folk som Dinescu, der mestrede forførelsens kunst, var i høj kurs i Ceausescus propaganda-maskineri.
Men bogtitler som Døden er at læse avisen og Druktur med Marx faldt ikke i det kommunistiske styres smag. Dinescu opgav forestillingen om kunstens frie rum i det lukkede land og udgav i 1988 en bog i Holland. Han kom på den sorte liste i sit hjemland, og da han året efter langede hårdt ud efter Ceausescu-parret i et interview til den franske avis Liberation, blev han fyret fra sin stilling på et litteræret tidsskrift og sat i husarrest. Kun få måneder senere vendte vindene. Elena og Nicolae blev drevet ned med den helikopter, de søgte at flygte i, og de tidligere dissidenter skrev frihedserklæringerne.
Det er den historie, som Dinescu mener er ved at forsvinde.
"Der er tilsyneladende ingen, der har interesse i at huske den nære fortid. I de historiebøger, som vi i 2007 stikker i hænderne på vores børn, står der mere om, hvad der skete for 500 år siden eller i går, end der står om Ceausescu-tiden og opgøret. Det er svært at bebrejde de unge, at de ikke stiller spørgsmålstegn ved det samfund, der er blevet resultatet," siger Dinescu.
Homo ceausescus
Men det er spørgsmål, der skal stilles igen og igen, mener forfatteren. Det er nemlig helt afgørende at forstå, at regimet ikke døde med Ceausescu-parret. Det skabte en politisk klasse, der lever videre i dag. Og de overlever og tilpasser sig ethvert system, mener Dinescu.
"Ceausescus prestigeprojekt var udformningen af en ny type menneske - et homo ceausescus. Dette nye menneske var trænet i at begå sig i vestlige samfund, så det en dag kunne fungere som en god fortrop. Forestillingen om, at den rumænske elite var gale indadvendte kommunister, der levede i en illusion, er helt forfejlet," siger Dinescu.
"De kendte egentlig intet til den socialistiske ideologi. Husk på, at man ikke engang kunne købe Marx' værker i Rumænien dengang. Folk troede, at det Kommunistiske Manifest var et stykke brunt papir på en mur et sted i Tyskland! Ceausescu havde ingen interesse i at starte tankevirksomhed om noget som helst. Han havde intet behov for at styrke sine kadre i troen, så Marx fik stemplet smuds-litteratur. Systemet i sig selv var målet og dets folk skulle kun koncentrere sig om at adlyde, for så at blive belønnet med et skridt op af stigen," fortæller Dinescu.
Han finder det derfor ikke underligt, at det var de samme mænd og kvinder, der fandt vej til toppen af politik og erhvervsliv efter regimets fald. Og han har ikke meget tiltro til, at flere afsløringer fra de gamle arkiver længere skræmmer dem.
"De har jo set, hvordan alle deres kumpaner er blevet tilgivet. De er nok højst bange for, at deres elskerinder ikke gider have dem mere, eller at deres sønner vil se skævt til dem. Tiden har frikendt dem," siger forfatteren.
Retten til at hade
Juledag 1989 blev ægteparret Nicolae og Elena Ceausescu henrettet ved skud efter en kort summarisk retssag. Billederne gik verden rundt, og debatten om, hvorvidt den tvivlsomme rettergang og den blodige udgang var den rette måde at slutte et kapitel og starte et nyt på, var ophedet.
Hvad mener Dinescu i dag om henrettelsen? Og har billederne af Saddam Husseins henrettelse vakt minder i Rumænien?
"Jeg tror, at opgøret med Saddam Hussein har bragt følelser i kog hos den begrænsede gruppe mennesker, der stadig insisterer på at bære mindet om Ceausescu med sig. Man kan lære af eksemplet Saddam Hussein, at man aldrig skal give diktatorer tid til at lege mennesker på falderebet. Hvis de havde dræbt Saddam, da de fandt ham, ville folk mindes de uhyrligheder, som han har begået. Men de lod ham leve og viste billeder af en ydmyget bedstefar med fuldskæg. Det folk, der havde al mulig ret til at hade deres tyran, blev nu tvunget ind i en følelsesmæssig relation til et andet menneske, i stedet for bare at se lederen af et system. Det er en urimelig situation," siger Dinescu.
- Ville det samme være sket, hvis rumænerne havde nået at se Ceausescu som en knækket mand?
"Nej, han ville aldrig have nøjedes med en martyrdom. Havde vi ikke skudt Ceausescu, ville han sikkert i dag være Rumæniens EU-kommissær. Ligesom den kyniske elite, han skabte, var han en mand, der ville finde sin vej til toppen i ethvert system," siger Mircea Dinescu og siger:
"End ikke Karl Marx kunne i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at kommunismen ville blive afløst af kapitalisme, styret af de selvsamme mænd. Og han var ellers en fantasifuld mand. Det ved jeg alt om. Når jeg har drukket mig fuld alene, har jeg ofte budt ham med på druk og spurgt ham, hvad han egentlig havde forestillet sig."
Med et skælmsk smil tager Dinescu hatten på og går ud i Bukarest denne sært lune januaraften. Gøgler-poeten, der tjener sine penge på krads satire og kvindelige kurver, men brænder for sandheden i gulnede papirer, har en aftale med en irsk ven, der har brug for gode råd til, hvordan han får bedre mælk ud af sine geder.
Mircea Dinescu, et sandt renæssancemenneske, der gør hvad han kan for at fortiden ikke skal få en chance til.
