Læsetid: 4 min.

Skueproces i Haag?

5. juli 2001

SLOBODAN Milosevic’ arrogante optræden i retssalen i Haag onsdag formiddag bekræfter, hvad man kunne have frygtet fra begyndelsen. Den afsatte præsident hævdede, at krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien er »en ulovlig domstol, som har til formål at fabrikere en retfærdiggørelse for NATO’s krigsforbrydelser i Jugoslavien«. Som vi alle ved, er Milosevic én af de mest snu politikere på den internationale scene gennem de sidste 15 år. At svinge sig op fra en ansigtsløs partibureaukrat til Josip Titos efterfølger i løbet af nogle få år kræver et helt usædvanligt talent i Balkans politiske labyrinter, hvor rivaler har det med at lægge fælder ud.
Efter at han har medvirket til at sætte Balkan-halvøen i brand og utvivlsomt givet ordre til personforfølgelse, deportation, etnisk udrensning og massakrer på uskyldige, ser vi ham nu helt klædt af til skindet, som den han er: En usædvanligt kynisk magtpolitiker, der kun har ét kort tilbage at spille ud. Det kort kan desværre vise sig at blive yderst effektivt under den formentlig lange tv-transmitterede retssag, som skal afvikles i Holland engang næste år.
Milosevic’ plan er konstant at minde serbere og tv-seere af andre nationaliteter om, at krigsforbryderdomstolen er »illegitim«. Utvivlsomt vil vi høre ham sige, at der ikke kan være retfærdighed, når retfærdigheden administreres af sejrherrerne. Her har Milosevic en pointe, som tilhængere af en international domstol burde tage til efterretning.

I GÅRSDAGENS Information afviste to danske folkeretseksperter Milosevic’ påstand. »Det her er jo ikke en domstol nedsat af de vindende parter... men af FN’s sikkerhedsråd i 1993, lang tid før NATO begyndte at bombe i Jugoslavien,« sagde Frederik Harhoff.
Ifølge Isi Foighel har Milosevic uret, når han hævder, at retssagen er politisk. »Det er en uafhængig domstol med uafhængige dommere, og han har muligheden for at vælge sit eget forsvar og sine egne vidner.«
Med al respekt for de to jurister: I en snæver forstand er det korrekt, hvad I siger! Men oprettelsen af krigsforbryderdomstolen midt under krigen i Bosnien i 1993, offentliggørelsen af anklageskriftet mod Milosevic under NATO’s luftkrig i maj 1999 og den nye serbiske regerings udlevering af ham i sidste uge foregik ikke i et neutralt politisk rum. At hævde det modsatte ville være naivt.
Hvis man tror, at krigsforbrydertribunalets arbejde er apolitisk – altså blot jura – risikerer vi en dag at ende med et juridisk tyranni, der styrer internationale relationer. Det er vel næppe meningen. Verdenssamfundet ville være bedre tjent ved at erkende, at Milosevic er stillet for en international domstol, fordi et sammenfald af vidt forskellige politiske interesser netop på dette tidspunkt i verdenshistorien fandt det belejligt. NATO ville ikke kun straffe Milosevic for forbrydelserne mod Kosovo-albanerne. Især USA var indigneret over, at den snottede diktator havde været ulydig. Derfor blev den demokratisk valgte serbiske regering pengeafpresset til at udlevere ham. Statsminister Zoran Djindjic så tilmed sit snit til at komme af med sin arvefjende.

EN LIGNENDE skæbne vil naturligvis ikke overgå Ariel Sharon. I de senere år har to praksis udviklet sig inden for denne nye gren af folkeretten. Først fra start var krigsforbrydertribunalet i Haag for Jugoslavien og senere for Rwanda. Siden anholdelsen af Augusto Pinochet i London har flere europæiske lande udstrakt deres jurisdiktion til mere eller mindre samme type forbrydelser, som en kommende international domstol i Rom skal beskæftige sig med.
I mandags forlød det, at en belgisk dommer på opfordring af Human Rights Watch er ved at undersøge, om der er grundlag for at sigte og arrestere Sharon
i forbindelse med massakren på palæstinensiske civile i flygtningelejrene i Sabra og Shatila i Libanon i 1982.
Såfremt der foreligger lige så håndfaste beviser mod Sharon som mod Milosevic burde ikke alene Belgien, men alle andre lande, der har bakket op om udleveringen og retforfølgelsen af Milosevic udstede en arrestordre mod Sharon. Det vil naturligvis aldrig ske, fordi der ikke foreligger politisk vilje.
Det svarer til situationen i 1993-95, hvor krigsforbrydertribunalet undlod at rejse sigtelse mod Milosevic i 1993-95, skønt Jugoslaviens hær og de bosnisk-serbiske militsgrupper havde oprettet koncentrationslejre i Bosnien og 7.000 civile var blevet myrdet i FN’s sikre zone i Srebrenica. Nu planlægger chefanklager Carla Del Ponte at gøre Milosevic ansvarlig for krigsforbrydelser i Bosnien. Hvorfor først nu?
Svaret er oplagt. I 1993-95 havde USA og EU stadig nytte af den jugoslaviske præsident, selv om han kunne være blevet sat fast under Dayton-forhandlingerne i USA i efteråret 1995.

DISSE BETRAGTNINGER betyder ikke, at domstolen i Haag nødvendigvis er illegitim, ej heller at Milosevic og hans medsammensvorne bør undslippe retfærdigheden. Tværtimod. Det vigtige er at fare frem med varsomhed.
Verden er trådt ind på et nyt, minebelagt juridisk terræn, hvor vi kan risikere at blive fanget af præcedens og tvinges til at gøre ting, vi senere fortryder. I grunden ville det have været bedre at lade myndighederne i demokratiske Serbien retsforfølge Milosevic først, ikke mindst for serberne selv og alle Balkans folk. Lad os håbe, at det mislykkes for Milosevic at fremstille sig som syndebuk eller martyr. Ellers har øvelsen været nytteløs.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu