Læsetid: 3 min.

De skuffede klienter

16. september 1999

Drejebogen er den samme for hver mandag i denne tid: Den tyske kansler Gerhard Schröder (SPD) står med tunge poser under øjnene og forsikrer foran en skov af tv-kameraer, at han trods det indkasserede nederlag ved det netop afholdte delstatsvalg vil holde fast i besparelser.
Derefter haster han til møde med sit parti. Grædefærdige forlanger de en korrektion af partiets politik, så de bortløbne vælgere vender tilbage. Kansleren lytter - hvis han da ikke læser i et blad - uden at love noget.
SPD's venstrefløj tigger om mere social retfærdighed i den reformpakke, der skal slanke det offentliges husholdning med 115 milliarder kroner, bremse udgifterne til pensionerne og i stedet lette virksomhederne.
Gerhard Schröder svarer, at social retfærdighed betyder flere i beskæftigelse og en afvikling af det offentliges gæld til gavn for de kommende generationer. Venstrefløjen er sådan set enig i målene, selvom den er ganske uenige i midlerne, og frem for alt: Behøver det at ske lige nu, hvor så mange socialdemokratiske ministerpræsidenter og borgmestre er på valg?
I gennemsnit er der valg hver tredje måned fra nu af til år 2002, svarer Gerhard Schröder.
Tænderskærende bider partiet smerten i sig og afventer næste katastrofemelding, der på søndag vil komme fra delstaten Sachsen. Og om en måned er der valg i Berlin.

Foreløbig er SPD blevet barberet kraftigt ned i Saarland, Brandenburg og Thüringen samt ved kommunalvalgene i Nordrhein-Westfalen.
Alle steder er CDU gået markant frem, men fremgangen lader sig kun måle i procent - i antallet af afgivne stemmer ligger CDU nogenlunde uforandret i forhold til sidste valg. Sejrene skyldes alene, at SPD's vælgere holder sig hjemme af mangel på alternativer - en stemme på De Grønne er en indirekte støtte til SPD, det lille liberale parti FDP synes helt at have mistet sin eksistensberettigelse, og reformkommunisterne i PDS tiltrækker ikke de anti-kommunistisk indstillede SPD-vælgere.

SPD er et parti med en veldefineret klientgruppe, lønmodtagere, offentligt ansatte og pensionister, mens CDU tager sig af velstillede og selvstændige.
Begge partiers vælgere har en forventning om, at deres parti gør noget for dem, når magten byder sig: SPD skal tage fra de rige, CDU beskytte de rige.
Stor er derfor skuffelsen hos SPD-vælgerne, da det viste sig, at deres parti vil bryde mønstret og ikke levere den socialdemokratiske retfærdighed, men i stedet give erhvervslivet lettelser. End ikke en formueskat, der kunne give reformen et socialt alibi, tilstår Gerhard Schröder sin venstrefløj.
Svagheden ved klient-systemet er, at det fremmer kortsigtede løsninger, der kun skal tjene til næste genvalg, og derfor ikke udstikker en længererækkende politik.
Af CDU's stemmetal kan man læse, at det ikke er lykkedes partiet at vinde nye vælgere - og det er ikke så underligt, for partiet har ikke udviklet nye strategier siden nederlaget ved forbundsdagsvalget sidste år. Heller ikke under gårsdagens finanslovsdebat i Forbundsdagen i Berlin fremlagde partiet andet end kritik af regeringens planer - ingen alternativer.

Men heller ikke CDU kan afvise, at den tyske velfærdsmodel har nået grænserne af sin formåen. Stadigt flere penge opkræves i skat og bliver fordelt til stadig flere, der har tilkæmpet sig goder som gratis skolegang og arbejdsløshedsunderstøttelse men også ambulant fodpleje og støtte til pensionistudflugter i Provence.
Når skattegrundlaget ikke rækker til udgifterne, optages der lån. Siden Genforeningen er den tyske gældsætning steget eksplosiv, og i øjeblikket skylder staten 5.700 milliarder kr. For renterne alene kan man købe et parcelhus - hvert minut. 25 pfennig af hver inddrevet skatte-mark går til at betale renter. Penge som ikke kommer fællesskabet til gode, men vandrer direkte til bankerne og deres ejere, som finansminister Hans Eichel (SPD) besk påpeger.
Mens eksempelvis Danmark gennemførte en radikal kartoffel-kur under Poul Schlüter (K), skete der intet i Tyskland. Det var ikke kun Helmut Kohls koalitionsregering af konservative og liberale, der undgik den ubehagelige opgave, også den daværende SPD-opposition bærer et ansvar i kraft af sin blokeringstaktik, der afskar Kohl fra at handle.
Nu udnytter CDU chancen for at få revanche.
Blandt vælgerne er besparelser aldrig populære - især ikke hos indbyggerne i Forbundsrepublikken, der ved hjælp af flid og sparsommelighed i 50'erne og 60'erne genopbyggede deres ødelagte land. Siden hvilede de på værket i sikker forvisning om, at tysk økonomi var sikret en plads blandt verdens stærkeste. Nu kræver situationen, at både SPD og CDU tager beslutninger, der strider mod klienternes kortsigtede magelighed.wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu