Læsetid: 2 min.

Efter det skuffende FN-topmøde

17. september 2005

Sjældent har så mange regeringschefer opnået så lidt som i New York i denne uge.

Det på trods af en glimrende forberedelse af topmødet, hvor Koffi Annan's rapport In Larger Freedom foreslog en visionær pakke med 2015-målene, oprettelse af et menneskerettighedsråd, at effektivisere FN's arbejde og at inddrage sikkerhedspolitik.

Desværre blev denne pakkeløsning pillet fra hinanden af medlemslandenes egeninteresser. I spidsen for at udvande slutdokumentet fra topmødet har stået den nyudnævnte amerikanske FN-ambassadør John Bolton, som skabte kaos i forhandlingerne ved i sidste øjeblik at præsentere 750 ændringsforslag til et dokument på 40 sider.

Aldrig har Microsoft fået så megen gratis reklame for rettefunktionen i Word programmet.

I FN' flotte forberedelse af topmødet kan fremhæves en god rapport om sikkerhedspolitik, som et højniveau-panel præsenterede i december. Men alligevel kunne topmødet ikke enes om hverken nedrustning eller en definition af terrorbegrebet.

Mål først nået i 2130

Fremhæves kan også Millennium-projektet med 10 forskergrupper, som ledet af økonomen Jeffrey Sachs dokumenterer, at støtte til udvikling i de fattigste lande er en god investering.

Det dokumenteres også, at der skal en helt ekstraordinær indsats til, for at verdenssamfundet kan klare 2015-målene i især Afrika. 50 lande med en samlet befolkning på næsten 900 millioner mennesker oplever ikke fremgang på bare ét af de otte mål.

I det nuværende tempo vil Afrika syd for Sahara først i år 2130 nå målet om alle børn i grundskole og udryddelse af sult og underernæring.

FN har dokumenteret, at den gennemsnitlige indkomst per indbygger i de rige lande er steget med 6.070 amerikanske dollars siden 1990. Men i samme periode har de rige lande reduceret ulandsbistanden med 30 procent. Således yder USA kun 0,16 procent, hvoraf 3,8 milliarder dollars er øremærket til Irak. Men positivt er det, at EU nu har sat tidsfrister for sine medlemslandes forøgelse af ulandsbistanden.

I den sammenhæng er det trist, at den danske regering støttet af Dansk Folkeparti fastholder nedskæringen i ulandsbistanden i finansloven for 2006.

Næste skridt WTO

En af de få positive nyheder fra topmødet er, at alle regeringsledere lover, at lave nationale udviklingsstrategier i 2006 for at opnå 2015-målene. For os i Sustainability Watch-netværket bliver det et helt centralt instrument for arbejdet i de 18 lande, hvor dette netværk af civilsamfundsorganisationer arbejder for bæredygtig udvikling.

Vi er ved at analysere de barrierer, som i hvert enkelt land må overkommes for at accelerere udførelsen af 2015-målene. Herunder at kigge konkret på de opstillede indikatorer, som er en bedre måde at holde regeringerne ansvarlig på end de mange hensigserklæringer fra dette topmøde. Men ulandene kan ikke klare denne opgave alene. Derfor peger vi på, at EU og USA må levere, når det gælder Mål 8 om øget ulandsbistand og handelsforhold.

Det kan de passende starte med ved at tilbyde ordentlige handelsvilkår på WTO-ministerkonferencen i Hongkong i december måned.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her