Læsetid: 3 min.

Skulptugrelt

14. august 2000

POLITIKEREN Martin Günter vil have fjernet den skæve skulptur, der står ved Fredens Bro ved søerne i København. Det er han ikke ene om. Fra starten har mange syntes, at den ikke var 'kunst nok'. Men som så ofte med ny kunst er der flere meninger om den sag.
Som defensorat for skulpturen kan man fremhæve det kontrapunktisk drilagtige i, at der mellem alle de lod- og vandrette linjer i bybilledets murstensejendomme dersteds opereres med en høj, smal betonblok, der er så skæv, som havde Hans Engell have været ude med køretøjet. Man kunne fremhæve den elegante detalje, at der vinkelret på pladen er placeret en stor nøgle, en association til gamle dages byporte, fordi skulpturen er placeret ved en af indkørslerne til Indre By.
En rigtig placering af en skulptur så enkel og ligefrem som navnet Hein Heinsen, kunstneren, der sammen med Stig Brøgger og Mogens Møller har udtænkt skulpturen.
Martin Günter er blevet taget så alvorligt, at kulturudvalget har holdt møde (Politiken 10. aug.) med de tre kunstnere for at drøfte værkets fremtid. Günter mener, at 'afbrugte' kunstværker bør samles i en skulpturpark, et refugium, f.eks. i et hjørne af Valbyparken.
Så kan eftertiden hente dem frem igen efter behov. Eller de kan stå og skamme sig.

VI ER HER inde på et skarpladt område i kulturdebatten, hvor fundamentalisterne mener, at er en skulptur først placeret, bør den stå på stedet til evig tid. Over for disse har vi demokratisterne, der mener, det bør være en menneskeret, at man kan få fjernet det, som Ekstra Bladet - hvem ellers? - engang kaldte for en øje-bæ.
Men tænk, hvis skiftende koalitioner i kommunalbestyrelser eller i Folketinget med et fingerknips kunne fjerne uønskede skulpturer. Det ville blive et cirkus. Enhedslisten ville kræve samtlige rytterstatuer ad Valbyparken til som betingelse for at gå med i regeringen.
De konservative og Dansk Folkeparti ville kræve buksedragter til de nøgne, antikke statuer i byens parker, osv. Og hvordan ville kompromiserne se ud? Man måtte opfinde en helt ny gesamtkunst.
Den går simpelthen ikke. Hvilket et stort flertal af politikere har taget til efterretning ved at tage kunstkyndige med på råd eller lade dem bestemme. Der er således tale om en demokratisk procedure, om end i andet led. Som i mange andre afdelinger af samfundet, hvor man også støtter sig til gode råd fra fagfolk.

MAN KAN hellere ikke sådan rende rundt og flytte på tunge statuer hele tiden - eller kan man? Råbjerg Mile flytter sig jo en lille smule hele tiden og er ej heller helt og aldeles grundfæstet.
Vender man forsøgsvis problemstillingen om, kan man ikke frakende folk en ret til selv at bestemme, hvad de vil se på i det daglige. Det er der også en slags diktatur i.
Demokrati handler om folks selvbestemmelsesret, så hvis de gennem et vælgerflertal bestemmer, at de vil bestemme, så bestemmer de. Men foreløbig har et flertals valgte repræsentanter bestemt, at kunstkyndige skal have indflydelse eller bestemme, i al fald når det gælder f.eks. Statens Kunstfond. Sådan er det bestemt. Kommunalbestyrelser kan dog godt selv bestemme, men så bliver det uden støtte fra Statens Kunstfond.

HVAD ANGÅR skulpturen Fredens Port, er der nogle ubehagelige undertoner. Hvorfor lige den skulptur? Er folk på stedet imod den? Det ved man ikke en Søren Pind om. Günter fremhæver, at den er i forfald, og at den ikke provokerer mere (men det gør den åbenbart).
Ok, det første kunne klares med en fransk vask og rensning. Derimod synes der at være konsensus om, at Robert Jacobsen på Axeltorv og den nyopsatte Wiig Hansen på Gammel Strand er fejlplacerede. Hvorfor ikke flytte dem først? Og hvad med den skulptur foran det københavnske rådhus, der går under navnet Busterminalen.
Den ville byens vise selv have fjernet, men er så løbet sur i det. Hvorefter man kaster sig over den stakkels betonklods.
Skulpturer burde vel kunne flyttes med den gode grund, at de er fejlplacerede eller hur? Men hvem skal afgøre sådant?
Forslag: Det skal være svært at flytte skulpturer, som det er svært at ændre grundloven. Men det bør ikke være umuligt.
Faktisk kunne det være en positiv fornyelse, hvis en skulptur stod fem år her og fem år der, så borgerne fik noget nyt for øjet.
Lenin ned fra soklen, Elkjær ud af Parken, Rytterstatuen ud på Christiania, Storke springvandet til Ribe. Tur-retur.
Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu