Læsetid: 3 min.

Skurk eller syndebuk?

5. april 2004

MUSIKINDUSTRIEN FEJREDE i sidste uge krise og egen inkompetence gennem et årti ved at udsende fem-sekscifrede erstatningskrav til 100 danskere. Det var det private vagtværn AntiPiratGruppen, som med ophavsretten i hånden og ’kunstnernes interesse’ som figenblad forestod fejringen.
Det var næsten et jubilæum, for musikbranchen har været i krise længe. Det kan aflæses i det faldende pladesalg og i antallet af internationale pladeselskaber, der mere eller mindre permanent er sat til salg. Formanden for de danske pladeselskabers organisation, Michael Ritto, vurderede i sidste uge, at ulovlig kopiering af musik og film over internettet årligt koster underholdningsindustrien mellem en halv og en mia. kr., og det er en melodi, Ritto og resten af industrien med jævne mellemrum har nynnet med på siden fildelingen fik sit folkelige gennembrud for fem år siden med Napster.
Men det er netop ikke andet end en vurdering og et skøn. Hvad det ’normale leje’ for pladesalget er, vides – naturligvis – ikke. Er den eneste mulige forklaring på det faldende pladesalg, at musikken distribueres ulovligt over internettet? Eller kunne man tænke sig at konkurrencen fra andre dele af underholdningsindustrien også har ramt musikbranchen?
Samtidigt med at Ritto i sidste uge stod og æggede efter offentlighedens sympati for sit tiltag, gav en undersøgelse fra Harvard Business School et muligt svar: Den ulovlige musikdistribution har i værste tilfælde ingen indflydelse på pladesalget. Tværtimod, står der i rapporten, kunne fildelingen tænkes at have styrket pladesalget ved at øge interessen for musikken. Ritto og resten af industrien afviste straks undersøgelsen, men kunne man alligevel forestille sig at kopisterne blot er blevet syndebuk for en industri, hvis krise stikker dybere?
Der er gået fodboldøkonomi i musikken. På den ene side bliver hullet i pengekassen større og større og på den anden side bliver stjernerne dyrere. Ganske som det er tilfældet i ambitiøse fodboldklubber, der uden for banen kæmper de egentlige kampe: Hvis mæcen er mest gavmild og mest villig til at holde den synkende skude oven vande?

FOLK, DER DELER og kopierer musik, er ikke frihedskæmpere, men lovovertrædere. Kunstnerne skal have betaling for deres arbejde. Det siger sig selv. Men kunstnerne er ikke ofre for ondsindede pirater, men for en uduelig branche.
I sidste uge udsendte græsrodsbevægelsen Globale Rødder en pressemeddelelse »til forsvar for fildeling«.
De Globale Rødder ville placere en fiskekutter i internationalt farvand, forlød det, hvorfra man kunne hente musik ind på computeren. Der var tale om en aprilsnar, hvilket både var morsomt og heldigt: For pladebranchen er ikke udsat for en antikapitalistisk bevægelse, der deler musikken af idealistisk årsager.
Fildelerne har blot givet pladebranchen en gratis lektion i markedsmekanismer. Der har i mere end fem år været en klar efterspørgsel efter digital musik, og da pladebranchen ikke ville eller ikke magtede at levere varen, tog det private initiativ over. Som så ofte før kom et nybrud forklædt som forbrydelse.
Nutidens svar på Walkman’en, MP3-afspillerne, vil snart ligge i de fleste teenageres lommer og kan allerede i dag rumme 1.000 CD’er, et tal der blot vil vokse. Det vil, som systemet er indrettet i dag, koste en teenager små 150.000 kr. at fylde musikafspilleren op på lovlig vis. Det er ikke realistisk, og det er noget, musikbranchen må forholde sig til. De spæde redningsforsøg er ikke kommet fra pladebranchen selv, men fra så forskellig hold som læskegiganten Coca-Cola og computerproducenten Apple. Sidstnævnte har i USA lanceret en af de mest succesfulde, lovlige musiktjenester på internettet, der demonstrerer potentialet i at kunne tilbyde hele bagkataloget uden udgifter til distribution. Men endnu ikke i Europa, for her har pladebranchen tilsyneladende ikke indset krisens alvor og tager sig god tid med at afklare rettighedsspørgsmålene.

I JANUAR VEDTOG Folketinget en række stramninger til ophavsretsloven for at hjælpe den betrængte industri. Så langt så godt, men herfra er det ikke et offentligt anliggende eller en sag for kulturministeren, at musikbranchen er i krise. Det ville muligvis være en mindre økonomisk katastrofe, hvis Sony, BMG og de andre gik nedenom og hjem, men ikke et kulturelt problem. Musikken skal nok komme ud – og musikkerne få deres velfortjente hyre – med eller uden kolosser på lerfødder.

/nt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu