Læsetid: 3 min.

Skyd først...

1. februar 2002

SCENEN VAR som taget ud af en krigsfilm fra Hollywood. Kommandosoldater ankommer i kamphelikoptere i nattens mulm og mørke, bevæbnet til tænderne, og skyder løs på en overrumplet fjende. 18 bliver dræbt og 27 mand taget til fange. Til sidst indkalder amerikanerne en helikopter, der med sit tunge skyts sprænger et våbendepot i luften. »Mission completed,« som man siger.
Beskrivelsen er ikke fiktion. Det skete i sidste uge i Uruzgan nord for Kandahar, ikke langt fra Mullah Omars fødested. Desværre gik et eller andet frygtelig galt. Hvis Pentagon havde spurgt sig for i stedet for at skyde først, ville man have opdaget, at fjenden var USA’s nye anti-Taleban venner i Afghanistan, og at våbnene i depotet havde tilhørt Taleban-styrker, inden de var blevet beslaglagt af Uruzgan-provinsens nye guvernør, udpeget af fungerende ministerpræsident Hamid Karzai. Heldigvis hørte en amerikansk reporter om historien og rejste til den fjerntliggende by, ellers ville Pentagon formentlig have foretrukket at glemme den pinlige episode. Forsvarsminister Donald Rumsfeld benægter stadig den eklatante fejltagelse, selv om han onsdag indrømmede, at det er svært at skelne skidt fra kanel i Afghanistans mosaik af rivaliserende krigsherrer.

DET ER ikke første gang, USA har beskudt sine allierede i Afghanistan. I enhver krig bliver den slags fejl begået, men Bush’ ’terrorkrig’ bør aldrig blive en krig i konventionel forstand. Man kan højst sige, at opgaven er at føre »krig mod terrorisme«. En mere dækkende formulering ville være »en offensiv mod terrorisme omfattende militære aktioner«. Det var budskabet i den amerikanske præsidents tale til Kongressen den 20. september sidste år. Han understregede dengang, at størstedelen af krigen (igen, et upassende udtryk) ville blive ført i største hemmelighed. Strategien var flersidet. Det internationale politisamarbejde skulle styrkes, alliancen dele efterretninger, der skulle slås ned på hvidvaskning, og når det var nødvendigt, ville USA og allierede anvende militære midler til at bekæmpe terrorgrupper. Nationer, der gav husly og penge til terrorister, havde et klart valg: At slutte sig til de civiliserede landes klub eller risikere et angreb. Taleban-regimet foretrak at gå i krig.
Nu synes succesen i Afghanistan at være steget Bush og hans hold til hovedet. Vi håber, vi har uret, men det virker som om strategien er ændret til: »Skyd først, spørg bagefter.« Der er ikke længere tale om en krig mod terrorisme, ligesom man har haft en krig mod narkohandel eller mod økonomisk kriminalitet. Det militære aspekt er kommet i forgrunden, sigtet er blevet udvidet til at omfatte Irak, Iran og Nordkorea, og krigen mod terror tjener nu som et centralt omdrejningspunkt for USA’s udenrigspolitik, internationale økonomiske politik og forsvarspolitik. Ingen ønsker vel at forklejne terrortruslen mod USA og dets vasalstater rundt omkring i verden; faren er evident og reel, alle civiliserede lande bør gøre deres indsats. Risikoen er, at USA vælger at gå enegang.

I PRÆSIDENT Bush’ tale til Kongressen om »nationens tilstand« tirsdag lå en klar antydning af, at Amerika agter at føre krigen mod terror på egne præmisser. Han sagde: »Nogle lande vil optræde frygtsomt over for terror, men vær sikker på en ting: Hvis de ikke gør noget, så skrider USA ind.« En sådan formulering efterlader ingen plads for international dialog om den bedste og klogeste strategi. Værst bliver det, når Bush definerer Irak, Iran og Nordkorea som »ondskabens akse, der truer verdensfreden.« Ærligt talt, det er helt til grin. Saddam Hussein ville utvivlsomt hellere end gerne have et atomvåben og et langtrækkende missil, men USA vil sagtens kunne gennemføre et bombeangreb eller en kommandoaktion, så snart man får færten af et sådant projekt. Nordkorea overholder et moratorium på udvikling af langtrækkende missiler og råder ikke over atomvåben. Og Iran? USA har endnu ikke dokumenteret, at landet har udviklet eller rekvireret masseødelæggelsesvåben.
Bush udtrykte frygt for, at de tre lande vil forsyne terrorister med denne type våben, men der findes ingen beviser for, at Irak, Iran eller Nordkorea samarbejder med al-Qaeda netværket. Irans støtte til Hizbollah truer ikke verdensfreden. Ikke desto mindre mener Bush tilsyneladende, at de tre lande er legitime mål i krigen mod terror. I går søgte moderate røster i hans regering at nedtone præsidentens krigsretorik, men skaden var allerede gjort. En international alliance mod terrorisme vil næppe vare længe.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her