Læsetid: 6 min.

Om at skyde kapitalister og om at redde børn

Hun bakkede studenteroprøret op, men endte i en firkantet tid med at blive en af de studerendes hovedfjender. En af Danmarks første børnepsykologer stiller stadig spørgsmålstegn ved studerendes medbestemmelse på universiteterne
6. juni 2007

Efter Anden Verdenskrig lærte Inger Bernth at skyde med pistol. Bare for en sik-kerheds skyld tog hun flere gange ud til en skydebane, for at øve sig i at håndtere et våben. Hun blev vist aldrig rigtig skarp, men træningen skulle sikre, at hun ville være i stand til at skyde kapitalister, hvis det nu skulle komme til det endelige politiske opgør. Hun var klar, og der er i dag heller ikke tvivl i Inger Bernths sind - dengang ville hun skyde, hvis det kom der til.

Som nyuddannet børnepsykolog startede Inger Bernth sin karriere i det akademiske miljø omkring Københavns Universitet i begyndelsen af 1050'erne, da professorvældet herskede og lugten af krig stadig hang i gardinerne. Tiden var på mange måder firkantet. Marxismen var fremher-skende, ting blev set sort-hvidt.

"Universitetet var for un-derviserne på det tidspunkt, hvad man gjorde det til, og det var nok også en af grundene til, at der blev oprør," fortæller Inger Bernth i dag.

Da studenteroprøret startede i 1968, og de studerende ved Københavns Universitet besatte psykologisk labora-torium, var det ideologiske tankegods og tidsånden bag derfor ikke fremmed for Inger Bernth. Hun havde jo selv været ret firkantet i sit syn på kapitalismen, og forstod derfor de studerendes engagement og vilje til at gå voldsomt til værks.

"Dengang oprøret nærmede sig, sagde de alle sammen, at vi var for gammeldags. De nye studerende ville have teori, men kom ind til en gruppe praktikere," siger Inger Bernth.

De studerende ville selv bestemme, så hun udlovede engang en ny science fiction-roman som præmie til en studerende, der kunne komme med et forslag til undervisningen. Hun havde forsøgt, at give de studerende medbestemmelse før, men først da der kom en præmie på bordet, tog de initiativ og indleverede forslag.

"Så det var lidt begrænset, hvor alvorligt vi tog dem lige før oprøret," siger Inger Bernth og smiler.

Til gengæld er der ikke tvivl at spore i den nu 81-årige kvindes ansigt, når det kommer til det oprør, der så endelig kom mod professorvældet. Det var godt det kom, og hun husker det med en vis ironisk distance.

"Professorerne havde ma-ten over deres felt, og histo-rierne gik da også lystigt om dem på universitetet. Ek-sempelvis var der en, som havde været på ferie og brokkede sig, da han kom hjem over, at skrivebordet ikke var poleret. Men oprøret var barskt for mange af de forskere, der sad lige under professorerne. Deres forhåbninger om at komme til magten blev knust, og det tog hårdt på mange.

Tiden blev en helt anden, og nogle var mærket resten af livet," fortæller Inger Bernth.

Redningsaktion

Ønsket om at ændre verden lå ikke fjernt for Inger Bernth. Hendes store interesse for pædagogik og psykologi havde siden bardommen optaget en stor del af hendes tid.

"Som mange børnepsykologer, så ville jeg redde det barn, jeg var engang," griner Inger Bernth og stopper op.

Var det nu egentlig derfor? Et er i hvert tilfælde sikkert, fortæller hun:

"Udover latin på fjerde mellemtrin var min skoletid spildt. Pædagogik-ken var håbløs, så det var her, jeg virkelig fik interessen for faget. Jeg fandt et par bøger hjemme i min fars reol om pædagogik og lavede et skoleblad, så mine lærere kunne læse om, hvordan man i stedet kunne undervise."

Det bliver sagt med et smil, men der er ingen tvivl om, at Inger Bernth mente og mener det.

Den måde børn og unge studerende blev undervist på var for gal. Efter at tankerne er fløjet tilbage til barndommen, vender hun tilbage til 1968 og studenteroprøret.

"Jeg betragtede mig selv som en gammel socialist, så jeg var yderst tilfreds med de studerende. Alle de nye undervisningsformer de talte om, var alt det, som jeg gerne ville. Så jeg syntes, det var fremragende," siger hun.

En ting står klart i erindringen fra tiden op til og årene efter studenteroprøret, og det er, hvor travlt hun havde. Der var møder på universtetet hele tiden, og hun nåede aldrig at tænke en tanke til ende. Medbestemmelse, gruppearbejde og teori blev diskuteret. Ikke meget endte i undervisningen. En dag fik hun sat sig ned og tænkt over, hvad hun i virkeligheden mente om verdens gang (læs universitetet og undervisningen), og så skrev hun en bog.

Inger Bernth betegner den mest som et persoligt projekt, men bogen skabte dog kæmpe debat, da den udkom i 1974. Den handlede i korte træk om, at de studerende ikke skulle have medbestemmelse, fordi det var de ikke kvalificerede til. Tiden, tidsånden og diskussionsklimaet tordnede mod Inger Bernth.

Hun hiver en Føtex-pose op fra gulvet i den lille stue. Frem titter gamle avis-udklip, håndskrevne breve og plasticlommer fyldt med tekster.

"Alt det her var reaktioner på min bog," forklarer hun og stopper de sidste genstridige papirer ned i posen igen.

"Jeg blev med ét hovedfjenden," fortæller hun og fortsætter.

"Universitetet skal socialisere de studerende til en principiel sandhedssøgen. De studerende ville have medbestemmelse, og jeg mente ikke - og mener ikke, at man skal give dem magt, fordi det er de ikke kvalificerede til. Det tager år at blive kvalificeret til det, netop fordi det ikke kun handler om, hvorvidt man kan faget."

Plus-ordet forskning

Men hvordan ser børnepsy-kologen og tidligere lektor i udviklingspsykologi på uni-versiteterne i dag?

"Helge Sander ved da vist ikke, hvad et universitet er," kommer det prompte fra Inger Bernth.

"Universitetet har altid været, og skal gerne blive ved med at være en enklave, hvor man uafhængigt kan kritisere eksternt, som man kritiserer inden for videnskaberne. Det er universitetets funktion. Men det bryder politikerne sig ikke om. Se nu bare, hvad vores videnskabsminister, kan lave med love i dag. Han kan jo bestemme det hele," siger hun.

I hendes øjne er forskning, på linje med så meget andet, blevet et plusord. Hun bliver upopulær, når hun siger det i akademikerkredse, men nævner det alligevel lige igen.

"Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor forskning er så meget finere, end alt det andet man går og foretager sig. Jeg kender kun to ord, der har den der særlige evne til at fremkalde følelser. Det ene er 'forskning', og det andet det er 'incest'. Når man taler om forskning og incest, kan man høre, at folk er fuldstændig oppe på mærkerne."

Ikke at hun mener, at forskning ikke er vigtig. Men kun en ikke-akademiker eller politiker siger vrøvl, som at Danmark skal overleve på sin forskning, mener Inger Bernth.

Ordentlig forskning tager tid, og frem for alt kræver det engagement, og det, tror Inger Bernth, er en større trussel mod universiteterne og forskningen end Helge Sander er det.

"Forbrugersamfundet er en meget større trussel mod universitetet. Alt skal more os og være lige præcis det, vi har lyst til hele vejen igennem. Dem, der går i gymnasiet nu, kan jeg ikke se interesserer sig særlig meget for ting, der er bare lidt besværlige," siger Inger Bernth, selvom hun ved, at det er med fare for at få sin alder og en titel som gnaven gammel lektor imod sig.

Ægte engagement i forsk-ningen og universiteterne skabes ikke nødvendigvis lige proportionalt med antal-let af ph.d.'er, mener Inger Bernth. Men som hun siger:

"Jeg startede også med at tage udgangspunkt i børn og ikke i teori."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu