Læsetid: 3 min.

Skyer over solskinspolitik

USA forsøger at presse Sydkorea til at opgive den økonomiske bistand til Nordkorea - alligevel er en afvikling af Seouls hjælp til nabolandet næppe sandsynlig
1. november 2006

TOKYO - For første gang i 12 år lød luftalarmen i Seoul forleden dag, og i nogle korte øjeblikke blev mange grebet af panik. Budskabet om, at det bare var en øvelse, udløste da også mere vrede end lettelse. Trods Nordkoreas kerne-våbenforsøg oplever den brede sydkoreanske befolkning ikke nogen krigstrussel.

Sydkorea - hvor antikommunismen frem til 1998 var både statsideologi og religion - er kommet et ganske langt stykke fra Den Kolde Krigs militære konfrontation.

Men i dag er landet kommet i en grum klemme mellem USA, som kræver, at regeringen gennemfører FN-resolution 1718 og mere til, og Nordkorea, som advarer og truer med gengældelse.

En sag er alle sydkoreanere enige om: Nordkoreas atomforsøg var svig og forræderi imod ethvert tilløb til forsoning, dvs. imod Sydkoreas såkaldte solskinspolitik.

To ministre - Lee Jeong-sok, ansvarlig for ministeriet for genforening, og forsvarsminister Yoon Kwang-ung - er allerede blevet tvunget til at indgive deres afskedsansøgning. Det samme er spionchef Kim Seung-kyu.

Solskinspolitikken - som gav den forrige præsident, Kim Dae-jung, Nobels fredspris i år 2000 - forekommer nu at hænge i en tynd tråd.

I en opinionsundersøgelse er 88 procent kritiske over for, at Sydkorea skal fortsætte med at afstive 'Den Kære Leder', Kim Jong-il, og hans generaler økonomisk. Men som oftest i sådanne målinger får man præcis det svar, man efterspørger. De seneste undersøgelser viser nok en udtalt utilfredshed med regeringens politik, men samtidig erklærer 83 procent, at de fortsat støtter et økonomisk engagement i Nordkorea.

På et andet spørgsmål angiver 30 procent, at Nord-korea bærer ansvaret for krisen, mens 35 procent placerer skylden i Washington.

Nej til USA

Sydkoreas dilemma kunne knapt være større: Mulighederne for at landet kan slå ind på sin egen kurs er begrænsede. Alligevel lykkedes det ikke Condoleeza Rice under sit besøg i Seoul at overbevise Sydkorea om, at det fuldt ud skulle deltage i PS-Initiativet (Proliferation Security Initiative) om inspektion af nordkoreanske fartøjer og afbrydelse af de økonomiske relationer med Nord. Mindre end en uge senere sagde præsident Roh nej til et besøg af USA's FN-ambassadør John Bolton, berygtet for sin uforsonlighed i netop Nordkorea-spørgsmålet. Ingen i Seoul ville tale med ham.

Sydkoreanernes syn på Nordkorea præges af dyb ambivalens. I et halvt århundrede er de blevet skilt fra deres gamle landsmænd i nord af minefelter, pigtråd og to til tænderne bevæbnede hære. Men i dag ser de fleste 'fjenden' som en forarmet, nødlidende og vildledt slægtning snarere end et 'monster'.

"Vi er alle koreanere - det samme blod løber i vore årer," sagde en krigsveteran til Korea Times.

Regeringen i Seoul motiverer bestandig sine indvendinger imod USA's politik med, at provokationer kan få Nordkorea til at udløse "en væbnet konflikt". Men det er et svagt argument fuldt af modsigelser: I andre sammenhænge fremhæver man Kim Jong-il som en dreven politiker, som spiller højt spil med trusler og våbenraslen, men som udmærket ved, at en ny konflikt ville blive det rene selvmord.

Grundlæggende frygter man de ødelæggende konsekvenser af et regimeskifte i Pyongyang og et eventuelt nordkoreansk kollaps.

Åndehuller

Mørke skyer har unægtelig trukket sammen over solskinspolitikken. Så langt som til en skrotning af den kommer det dog næppe, så længe Seoul ser 'engagement' som eneste farbare vej fremover. Nordkorea sagde nej til fødevarehjælp sidste år, fordi man ikke ønskede, at FN-personnel og udenlandske ngo'er skulle medvirke til at åbne landet for informationer fra omverdenen. I Seoul betragter man industrizonen i Kaesong og turistprojektet i Kumgang-bjergene som 'åndehuller' i tyranniet. I Kaesong arbejder 1.000 sydkoreanske 'driftsledere' og teknikere, og Kumgang har hidtil lokket 1,4 mio. sydkoreanske turister til.

"Ingen af projekterne falder inden for rammerne af FN's sanktioner," insisterer udenrigsministeriet.

Ingen benægter, at en del af investeringerne og indtægterne fra de to projekter - i alt to mia. dollar - er gået i det nordkoreanske militærs lommer og delvis er blevet anvendt til at finansiere kernevåbenprogrammet.

"Det er dybt ulykkeligt, men kun sådanne kontakter kan på længere sigt ændre Nordkorea," lyder argumentet.

En anden årsag til, at sydkoreanerne ikke længere ser Nordkorea som en umiddelbar trussel, er manglen på energi.

"De har flere kampfly og tanks end vi, men har de brændstof til dem," spørger unge sydkoreanere.

I modsætning til skolernes ideologiske hjernevask frem til 1990'ernes begyndelse lærer dagens gymnasieelever i Sydkorea, at Nordkorea er ludfattigt, og at sult er et nærmest kronisk vilkår i landdistrikterne.

Kernevåbenforsøgene chokerede alle, men i modsætning til i Japan er vurderingen, at det vil tage mange år, før det vil kunne lykkes Nordkorea at fremstille en kernesprængladning, der kan fremføres af missiler.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu