Læsetid: 6 min.

Skyggen

Ikke alene er Europas mødre og fædre i bekneb for nye visioner. De er også blevet nærige med de gamle, velprøvede midler til europæisk integration
10. juni 2005

JEG FATTER det ikke. Hvorfor er Europa blevet bange for sin egen skygge? Er Europas fædre og mødre ikke bare en lille smule stolte over den europæiske integration, på de områder hvor den faktisk er lykkedes?

Siden Helmut Kohl modigt besluttede at købe Østtyskland, er gassen feset af. Nu står de der og skammer sig over hinanden. 'Det var ikke mig, der gjorde det, det var de andre'. 'Det er globaliseringens skyld'.

HVIS EN polsk arbejder tjener fem euro i timen på et tysk slagteri, kan han købe en cykel til ungerne. Den tyske arbejder kan ikke arbejde til fem euro i timen og købe cykel til ungerne.

Fint. For de polske børn har mest brug for en cykel. Nøjagtig som kineserne har brug for flere ting end danskerne. Og de afrikanske sukkerbønder har mere brug for arbejde end lollikerne.

Problemet er ikke, at frihandel giver arbejde og indtægt til dem, der tilbyder deres arbejdskraft billigst. Det er tværtimod en fordel, socialt og menneskeligt.

Problemet er, at der mangler international solidaritet og omfordelingspolitik.

DEN GODE NYHED er, at den økonomiske vækst er større i Østeuropa end i Vesteuropa. Og større i Kina og Indien end i USA og Japan og Europa, i den rækkefølge. Den dårlige nyhed er, at vi systematisk vanrøgter den mulighed, det giver, for at skabe en lidt bedre verden.

Selv om væksten i procent er lavere i Vest end i Øst, er selve mængden af nye produkter, omfanget af det yderligere forbrug, beslaglæggelsen af råderum og ressourcer, stadig størst i Vest.

Vi får billige sokker og cykler fra Kina. Vi kan få en billig blikkenslager og pølsemager fra Polen. Det får de rigeste forbrugere mest ud af. Sådan virker markedet. Fordelen fordeles efter kundernes købekraft.

Ulempen fordeles ikke lige. Konkurrencen fra den billigste arbejdskraft rammer især den næstbilligste arbejdskraft, som mister job og købekraft, mens andre får mere.

DET ER IKKE noget nyt fænomen i Europa. De samme egenskaber ved den uregulerede kapitalisme udløste de sociale revolutioner og bar ved til verdenskrigene i sidste århundrede. Hele den forfærdelige historie, som De Eruopæiske Fællesskaber blev til for at hindre en gentagelse af.

Velfærdsstaten var den løsning, der blev fundet, ud af krigsøkonomien og krigens aske. Med store forskelle fra Alva Myrdal og Jens Otto Krag i Skandinavien over briterne og de tyske socialdemokrater via de centralistisk tænkende franskmænd til eurokommunisterne i Italien, men med fælles træk:

Staten opsuger og fordeler købekraft. Den inddæmmer de revolutionære bevægelser ved at institutionalisere dem i forhandlede løsninger. Den påtager sig en stærk rolle i samfundets udvikling af viden, teknologi og infrastruktur - og fordeler deres virkning gennem egnsudvikling og andre støtteordninger. Den opretholder erhvervsfriheden og markedet, men overtager selv en del af produktionen, især af serviceydelser.

DISSE TRÆK er også grundlag for De Europæiske Fællesskaber. For at hindre revolutioner, protektionisme, isolationisme og i sidste instans krig gav landene sig til at fremme deres gensidige økonomiske afhængighed, først i sværindustrien (kul og stål), så i landbruget, så på infrastrukturens område og ved homogenisering af markederne. Smøremidlerne var økonomisk omfordeling og en vis institutionaliseret social solidaritet:

Landbrugsstøtten skulle hindre, at der nogensinde igen blev sult i Europa ved at omfordele penge fra staternes kasser til landenes bønder og bane vej for kapitalistisk modernisering af erhvervet. Det lykkedes til overmål og fortsætter nu som parodi.

Ved udvidelsen mod Syd overtog strukturfondene samme formål. Det lykkedes også. Og er ligeledes endt med visse parodiske træk. Aldrig har jeg for eksempel set så mange ens rundkørsler som ved indflyvningen til Madrid.

Selv om udviklingen har sine tragikomiske sider, var modellen i hovedsagen en succes. Europa blev integreret uden de helt store sociale spændinger. Alle parter så deres fordel i det, der kom ud af modellen. Mere strømlinet kapitalisme, men modereret ved omfordeling af købekraft og støtte til egnsudvikling, med islæt af social sikring og støtte til omstilling. En model, der var så sammensat, at både socialister og eurokommunister, socialdemokrater, konservative, kristelige og store dele af de liberale kunne kalde den deres.

JENS OTTO KRAG vandt folkeafstemningen om det danske medlemskab af EF i oktober 1972. Det var slutstenen i den ombygning, han indledte med Fremtidens Danmark i 1945.

Dengang var jeg med til at sige 'nej til kapitalens Europa'. Jeg tog fejl. Det blev tilnærmelsernes Europa. Ikke mindre, men heller ikke mere kapitalistisk end før.

Men nu? Hvad skal det egentlig forestille? Global- og totalkapitalismens Europa eller bare et resigneret og selvfedt Europa? Uden fremdrift. I dårlig forfatning.

Traktaten om en europæ-isk forfatning er et tag-selv-bord af anledninger til at sige nej eller tale om noget andet. Et miskmask af grundværdier, forretningsorden og samarbejdsbestemmelser, krydret med uklare kompromistekster. Hver for sig kunne man have sendt dem til godkendelse eller forkastelse hos de europæiske vælgere, samtidig i alle lande.

HVOR ER VILJEN til at gå videre? Hvorfor pokker ser de gamle EU-lande og de europæiske virksomheder ikke deres egen fordel i at kanalisere mere købekraft til Østeuropa (som de gjorde med Sydeuropa)? Hvorfor er de blevet så nærige med budgetterne og griske med profitterne, når nu det andet gav gode resultater?

Hvorfor ser alle landene ikke deres fordel i et fælleseuropæisk mindstelønssystem, som gradvis formindsker afstanden mellem lønningerne? Skal skærpet konkurrence og liberalisering ikke mere følges med sikkerhedsnet, støtteordninger og 'harmonisering på højt niveau', som det før var god latin? Hvorfor tør regeringerne ikke kræve noget af deres borgere? Hvorfor tør de ikke tage noget fra de forbrugere, der bruger for meget, mens de godt tør underminere tilliden hos dem, der føler sig mindst trygge?

OG DET SAMME globalt: Hvor er viljen til at vise samhørighed og solidaritet med de arbejdere i Asien, der laver vores billige sokker, cykler, fjernsyn og genbrugsstål? Om ikke andet, så på den gamle EU-facon. EU har stærk tradition for mindstepriser, støtteordninger, kvoter, grønne afgifter, standardiseringskrav og en skov af reguleringer. Mange af dem tvivlsomme.

Men hvorfor true Kina med en gammeldags beskyttelsestold mod deres tekstil og beklædning - i stedet for at tilbyde dem en 10 procent højere pris for varerne på betingelse af, at pengene bruges til at modernisere og forbedre deres arbejdsforhold og skåne deres omverden. En gennemprøvet fremgangsmåde i EU.

Hvorfor ikke kanalisere lidt penge til at købe sikkerhedsudstyr til ophugningsarbejderne i Indien i stedet for at jamre op om, at Kong Frederik skal sejles tilbage til gamle Danmark?

Kinas miljøminister har for nylig udtalt, at hans land bruger seks gange så mange ressourcer pr. vare som vi. Hvor er de generøse programmer for overførsel af ny og bedre teknologi fra Europa til vores mest ekspanderende samhandelspartner? Fra vindmøller og fjernvarme til moderne processtyring. Finansierings- og samarbejdsprogrammer var en selvfølge dengang egnsudviklingen i Danmark var rettet mod Lolland og Nordjylland - og i EF mod Irland og Sydeuropa. Det var til gavn for både omsætningen og selvrespekten hos giver og modtager. Vi mod Nord kunne føle os lidt gode ved at bidrage til at løfte tre tidligere diktaturlande, Spanien, Portugal og Grækenland, ud af deres fortid.

DET ER den slags ting, jeg ikke fatter. Hvorfor nøjes med tilpasning til en ureguleret verdenskapitalisme, når man selv har bedre resultater med en reguleret form?

Både EU's egen udvidelse og globaliseringen giver mulighed for at tage skridt i retning af en lidt mere retfærdig og bæredygtig verden. Jeg er ret sikker på, at mange nej-sigere i Frankrig og Holland ville sige ja til et Europa med større vilje til at løfte lidt mere i flok og afbøde flere virkninger af ulighed. I EU og i verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her