Læsetid: 3 min.

Skyggen over Sharon

7. juli 2001

»Jeg anfægter ikke nytten af diplomati. Men det er vigtigt, at de, der på troværdig vis kan anklages for alvorlige forbrydelser, ser, at verden kryber sig sammen om dem.«

Richard Dicker, direktør i Human Rights Watch

Belgiens »folkemorder-lov« fra 1993 er et smukt stykke arbejde på papiret. Inspireret af Genève-konventionen sikrer den, at enhver kan anlægge sag ved en belgisk domstol mod hvem som helst for forbrydelser mod menneskeheden, begået hvor som helst.
De 23 palæstinenseres sagsanlæg mod Israels ministerpræsident Ariel Sharon i Bruxelles for hans rolle
i massakrerne i flygtningelejrene Shabra og Chatila i 1982, har imidlertid givet Belgien et problem, der overstiger kraften i de gode intentioner.
Ikke alene har landets Tel Aviv-ambassade måtte lægge vinduer og mure til både nuancerede sten og slogans som »Nazi go home« og »Belgiere=anti-semitter«. Et planlagt besøg af Sharon i Bruxelles blev først udskudt, og siden ikke programsat på ny. Officielt skyldes det ikke frygten, for at en enkelt undersøgelsesdommer med et pennestrøg kan arrestere Sharon, men ’kalenderproblemer.’
Belgien har netop overtaget EU-formandskabet, så det ville være naturligt at mødes i Bruxelles. Men i stedet måtte den belgiske udenrigsminister Louis
Michel rejse til Berlin torsdag til en ’hjertelig’ samtale med Sharon, der blandt sine kvaliteter må have en portion sort humor. I hvert fald spurgte Sharon en lettere forbløffet Michel ud om komforten i de belgiske fængsler. Bagefter måtte Michel give et hold vrede israelske journalister, der kaldte ham ’anklager’, en kort lektion i magtadskillelseslæren: »Det er et juridisk problem, ikke et politisk. Begriber man ikke, at der i Belgien er en adskillelse mellem de to magter, og at den belgiske regering er meget ærgret over denne situation?« spurgte en presset Michel.
Man må tro både på magtadskillelseslæren, og på Michels ærgrelse. Ikke alene hæmmer sagen Belgiens evne til at spille en rolle som EU-formandskab på et tidspunkt, hvor EU har ambitioner om at indtage en større rolle i fredsprocessen i Mellemøsten. Det er samtidig en personlig sten i skolen på Michel. Mere end nogen anden europæisk minister kørte han i fjor høj profil på de 14 EU-landes aktion mod den østrigske koalitionsregering med Haiders frihedsparti. De skadefro vil godte sig over, at den højtråbende belgier, der, længe efter at andre EU-ledere havde øjnet bagslaget i Østrig-aktionen, fortsat tordnede løs om, at EU ikke skulle acceptere en ’banalisering af højre-radikale’, nu må slå bak over for Sharon.

Belgien er således i fuld gang med at ændre sin Folkemorder-lov. En talsmand for justitsministe-
riet siger, at Sharon-affæren, på trods af et sammenfald i tid, ikke har fremprovokeret den ministerielle arbejdsgruppe, der nu arbejder på, at indføre et slags ’filter’, der kan si fungerende statsledere og ministre fra. Officielt handler det om, at de belgiske domstole allerede er overbebyrdede, og at den netop overståede retssag og domme over fire deltagere i Rwandas folkemord i 1994 var dyr i flybilletter til vidner, nærmere bestemt to millioner kroner. På listen over indstævnede ved belgiske domstole står også solide internationale navne som Libyens Muammar Gaddafi, og Iraks Saddam Hussein.
Uanset om man tror på forklaringen om, at Belgien af økonomisk-praktiske årsager alligevel ikke har lyst til at skulle dømme hele verdens afskum, så er det klart, at EU-hovedstaden kan få et problem som centrum for hele EU’s diplomati, hvis en fungerende statsleder som Sharon ikke vil møde op. At kommissionsformand
Romano Prodi i fjor inviterede Gaddafi til Bruxelles
– den libyske leder udeblev dog af andre årsager – illustrerer også problemet. Danmarks udenrigsminister Mogens Lykketoft udtrykte uden større omsvøb sit mishag ved Sharons valgsejr. Retssagen kan ses som en videreførelse af en international udskamning af Sharons tvivlsomme fortid. Men det er, som Michel påpeger, ikke den belgiske stat, men en uafhængig belgisk
anklagemyndighed, der har antaget sagen.

SOM SÅDAN er det måske her og nu mindre vigtigt om loven ændres, så Sharon med realpolitisk logik undtages, så længe han er fungerende statschef. Mere vigtigt er det, at han, hvis han senere i livet skulle finde på at lade sig lægeundersøge i Bruxelles, som Chiles eks-diktator Augusto Pinochet gjorde i London, kan risikere at skulle smage komforten i belgiske fængsler.
Som Human Rights Watchs Richard Dicker påpeger, er det vigtigt, at personer som Sharon mærker, at nettet strammer sig om dem. Og det faktum at det internationale samfund forsøgte at forhandle fred med
Milosevic, da der ikke var noget valg, men siden har fængslet og anklaget ham i Haag, da man fik valget,
illustrerer fint, at retfærdigheden nok kan blive tvunget til at vente. Men det udelukker ikke, at den kommer senere.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu