Læsetid: 4 min.

Skyggen over SiD

28. september 1996

SIGENDE ER DET, at SiD's Fabriksgruppe med gruppeformand Willy Strube i spidsen boykottede afskedsreceptionen for SiD's formand Hardy Hansen i går. TV-Avisen ville i forgårs vide, at den demonstrative udeblivelse var rettet mod den afgående formand, der er faldet for forbundets 63 års aldersgrænse. Grunden skulle være, at Hardy (som en stor del af det danske folk er på fornavn med) ikke i sin tid på den afgørende kongres pegede på Willy (vi så også er på fornavn med) som sin efterfølger. Men sandheden er, at fabriksgruppens demonstration også varsler ilde for den Poul Erik Skov Christensen fra SID's Anlægs- og Bygningsgruppe, som Hardy pegede på, og som derfor fik de fleste kongresstemmer og nu overtager SiD's formandsjob.
De anspændte forhold i det kæmpestore Specialarbejderforbundet i Danmark - som forkortelsen SiD står for - ulmer ikke blot mellem linjerne i en udtalelse i Det fri Aktuelt i går. De gløder besværgende på selve linjerne. Poul Erik (som vi i bedste tradition også er på fornavn med) bliver noget så uskyldigt spurgt, om formandsopgøret på den pågældende kongres har haft negative konsekvenser for samarbejdet i SiD, der foruden de nævnte to grupper også omfatter Transportgruppen og den grønne gruppe for Gartneri og Landbrug? Poul Erik svarer: "Det er klart, at sådan et valg sætter folk op, og det tager nok lidt tid, før der igen falder ro over gemytterne. Men der er jo ikke noget unaturligt i, at der er flere kandidater til SiD's formandspost. Jeg går ud fra, at vi her efter 1. oktober får et rigtig godt samarbejde i forbundet. For som det blev sagt i diskussionen op til kongressen, så er det afgørende, at de enkelte kandidater også efter valget forstår, at det er solidariteten og fællesskabet, det drejer sig om, når valgtummelen er overstået. Jeg synes det er knaldgodt sagt, og det kan jeg fuldt slutte mig til."
Men det kan Willy altså ikke. Det skyldes forfængelighed, men når den sårede forfængelighed kan bæres så åbenlyst til skue, uden at Fabriksgruppens formand bliver til grin i sin egen gruppe, er det fordi slagsmålet i SiD hander om andet end Hardy, Poul Erik - og Willy.

IFØLGE KONGRESREFERATERNE foretrak Hardy at anbefale sine oftest særdeles loyale medlemmer at stemme på Poul Erik frem for Willy, fordi Poul Erik skruede sin begejstring for karteldannelser i fagbevægelsen ned til vågeblus og erklærede sig som tro arvtager til Hardy's stædige kamp for at bevare forbundet samlet. Mens Willy ikke kunne afgive det samme løfte på tro og love. Og derfor nærede mistanken om, at han og hans Fabriksgruppe inderst inde drømmer om at sprænge sig ud af SiD og danne det store industriforbund sammen med især de 'stærke' smede, der frygtes som HIV-smitten selv af de tre andre grupper i SiD.
Den frygt kommer direkte til udtryk i en anden af
Poul Eriks udtalelser til sin avis i går: "Jeg ser det sådan, at vi er bragt i en meget alvorlig situation, hvor Dansk Industri (DI) i den såkaldte nye Dansk Arbejdsgiverforening sidder med nøglen til, om vi denne gang skal kastes ud i en omfattende konflikt (ved forårets overenskomstforhandlinger, el), som også indebærer sympatikonflikter på DI's eget område. Hvis DI fortsætter den kur, de har fulgt de seneste to gange med at bremse andre arbejdsgivere i at føre decentrale forhandlinger, så kan det blive meget alvorligt. Jeg tror, det er lidt overset, hvor overhængende faren er. Der har været talt meget om, at den danske forhandlingsmodel på arbejdsmarkedet er i fare på grund af blandt andet EU's direktiver. Det skal jeg ikke diskutere her, men det er under alle omstændigheder for nul og niks at regne mod den fare, systemet er udsat for på grund af spliden på arbejdsgiversiden. Falder det hele på gulvet denne gang, kan ingen vide, om det i virkeligheden er den danske models endeligt, vi bliver vidne til. Den danske model er truet indefra, ikke udefra."
Så dramatisk er den skygge, der i går faldt over Hardys afskedsreception ved Willys udeblivelse.

DOG ER IKKE ENGANG DET hele sandheden. Sandheden er endnu mere truende, og den kom til udtryk i den måske mest opsigtsvækkende af gårsdagens Poul Erik-erklæringer oven på den stående bekendelse til udannelse, uddannelse, uddannelse som svaret på 'udstødningssamfundet' eller 'to tredjedelssamfundet' eller 'marginaliseringen' eller hvad den vestlige verdens sociale opløsning ellers bliver kaldt. Risikerer forbundet ikke at hægte grupper af i dette uddannelsesræs? Da faldt de ord, som dybest set forklarer det meste: "Helt ærlig, så vil jeg godt indrømme, at det er en frygt, jeg somme tider kan have. Det vores opgave at give medlemmerne muligheder for at få et arbejde, og for at fastholde arbejdet. Give dem forudsætninger for at være mobile og forudsætninger for at få en god løn. Det er det, uddannelsessatsningen går ud på. Men vi må ikke glemme den gruppe, som ikke er minded for teoretisk og boglig uddannelse. Vi har alle forskellige måder at lære på, og man kan vel sige, at der ligger en meget stor opgave i at skabe uddannelser og uddannelsesmetoder til dem, der ikke har lyst til at at uddanne sig. Det er et paradoks, men ikke desto mindre er det en opgave vi må påtage os."
Og så er vi igen tilbage ved den evindelige strid mellem Erhvervsministeriet og Finansministeriet, mellem Mimi Jakobsen og Mogens lykketoft. En strid der har eventyrligt godt af for en tid at blive trukket helt fri af CD's mere eller mindre konstruktive forslag om fradrag i skatten til de lavestlønnede.
Striden handler om, at der er mennesker, som ikke har krop og sind til det post-post-moderne globaliserede, deregulerede og informationsteknologiske ræs. Den opgave, Hardy har givet Poul Erik i arv, er det ubændige og utrættelige forsvar for mennesker, der gud ske tak og lov har sans for noget helt andet end det, der i dag er den herskende tidsånd.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her