Fredag den 27. maj åbnede en af årets mest betydningsfulde kunstudstillinger: Skyggespil. Stedet er Brandts Klædefabrik i Odense. Temaet er: Skygge. Hovedsponsor: H.C. Andersen Fonden.
Er udstillingen blevet omtalt i de danske medier? Mig bekendt ikke. For det er så nemt at fortælle de historier, der skriver sig selv. Om H.C. Andersen Fonden som skandale. Om regnskabsrod. Om Lars Seeberg som skurk. Man skal bare stille sig op med kameraer og blokke ved de talrige pressemøder og slå automatpiloten til. Men at besvære sig til Odense for at se og tænke - det er for besværligt. Ligesom der var for langt til Køln, da en anden af årets kunstneriske verdensbegivenheder gik på scenen: Hotel Pro Formas Jeg er kun skindød.
Hvis H.C. Andersen-året er en skandale, så er det en skandale for kulturjournalistikken. Som godt kunne finde ud af at mene, at Tina Turner er for gammel, og at showet i Parken var oppumpet. For det kunne enhver se. Som godt kunne hyle med i koret. For derved indskrev man sig i brigaden af folk med smag. Så den historie fortalte som sagt sig selv. Men følge med i den perlerække af kunstbegivenheder, som H.C. Andersen Fonden har muliggjort - Nej, det er ikke alene for krævende. Det forudsætter også, at man går mod strømmen.
Skyggen som fænomen
Men tilbage til udstillingen i Odense. Den handler om skyggen som fænomen. Både den skygge, som får eget liv i Andersens perle af et eventyr om Skyggen. Men også om skyggen som bagsiden af den europæiske oplysning. Derfor bør enhver, oven på afstemningerne i Frankrig og Holland, tage til Brandt i Odense, for at se hvad der sker, når oplysningen ønsker at løbe fra sin skygge. Så er det skyggen, der slår oplysningen ihjel.
For enhver oplysning producerer sit eget modbillede: Skygger.
Selvfølgelig har skygger altid eksisteret. Allerede Platon fordømte dem, disse 'half-lives' på indersiden af hulen. Disse modbilleder til den guddommelige filosofi.
Men først med industrialiseringen gjorde skyggen for alvor opmærksom på sig selv. Den forsvandt ikke, som den tidligere havde gjort, om aftenen, når mørket faldt på, men skærpedes tvært imod i gadebelysningen og multipliceredes i industrihallernes skarpe lys. Enhver, der har cyklet gennem byen sent om natten ved, at skyggen først glider bagud, så forsvinder, og derefter pludselig rækker frem mod næste forsvindingspunkt, efterhånden som lygtepælene passeres. Enhver ved, hvordan de skarpe billygter pludselig kaster fodgængerens skygge op mod husmuren hinsides forto-vet.
Enhver, der har stillet sig ud på en altan med stuens lys i ryggen ved, som Andersen beskriver, at skyggen går på opdagelse hen over pladsen og op i nabohuset.
Badet i lys
Enhver, der ser fodbold kender billedet af Gravesen og Beckham. Ja, de er badet i lys, men netop derfor kastes der hundrede skygger som stjernespidser rundt om spillerens krop.
Enhver, der har læst Kants svar på spørgsmålet "Hvad er oplysning?" ved, at her tales der uden om skyggen. Kant, den store oplysningsfilosof, fornægter skyggens eksistens. Han tror at tilstrækkelig oplysning kan få skyggerne til at forsvinde. Det er denne maniske kamp mod skygger, der begyndte som et filosofisk projekt, og som fortsatte som politiske projekter, dannelsesprojekter og industriprojekter. Selv H.C. Andersen, der om nogen forstod skyggens fænomenologi, drømte om illumination. Industriherrerne tændte lys i produktionshaller og kyllingefarme. Gadebelysningen skulle drive fordrive byens mørke. Dannelsen skulle oplyse befolkningen. Og i dag tror flere og flere, at parat-viden da i hvert fald ikke ka-ster skygge. Den er det rene lys.
Troen på oplysning er stadigvæk elitens foretrukne trosstandpunkt. Det er det, Chirac troede på i Frankrig. Det er det, Habermas kæmper for i Tyskland. Europa skal bades i lys. Så forsvinder mørket, tror de. Så opstår den evige fred.
Danner skrift skygge?
Nej, tag til Brandt i Odense og lær om skyggens væsen. Læs Roberto Casatis fine afhandling Die Entdeckung der Schatten (på engelsk har den fået den lidt misvisende titel The Shadow Club), som har givet idé til udstillingen: Hvor mange gestalter er der i dette rum, spørger Casati, og rækker hånden op mod spotlyset: En eller to? Tæller skygger med på den ontologiske plusside, eller er de henvist til alene at skabe relief?
Og se dokumentationerne og udforskningerne af skyggens væsen: Duchamp, Rebecca Horn, Kirkeby, Sigmar Polke, Tal R, Gerhard Richter og mange, mange andre. For måske er billedkunsten bedre til at skildre skyggens natur, end skrivekunsten er. Måske danner skrift ikke skygge. Men billeder og skulpturer gør.
