Læsetid: 2 min.

Hvad skygger huen for?

18. juli 2006

"Studenterhuens skygge" er overskriften på Informations leder den 14. juli; den kritiserer "politikere, journalister og beslutningstagere, der selv har en studentereksamen," for at have hjulpet det almene gymnasium til at vinde "kampen om opmærksomheden".

Men hvad er det, huen skygger for? Det får vi ikke meget at vide om i Information. Lederen afslører uvidenhed om andre ungdomsuddannelser end det almene gymnasium. Det almene gymnasium karakteriseres som "studieforberedende" og "bogligt" i modsætning til "erhvervsskoler, handelsskoler og de tekniske gymnasier".

Tillad mig at korrigere: Begrebet 'erhvervsskoler' dækker handelsskoler og tekniske skoler. Begge skoleformer tilbyder både erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse. Handelsgymnasiet (hhx) og det tekniske gymnasium (htx) er studieforberedende og giver adgang til videregående uddannelse på lige fod med stx (som det almene gymnasium er døbt efter reformen).

Der er altså ikke en, men tre huer (fire med hf).

Og lærerne skal - ligesom på stx - have en videregående uddannelse; på htx, hvor jeg selv underviser i dansk, har vi ingeniører, arkitekter, farmaceuter, cand.mag.'er m.m. De faglige niveauer i fag som bl.a. matematik, fysik, kemi og biologi er de samme for alle tre gymnasiale uddannelser; dansk er obligatorisk på A-niveau.

Eud, hhx og htx

Informations lederskribent giver udtryk for, at der skal "gøres alt for at få flest muligt med på uddannelsesvognen." og kritiserer "de nuværende ungdomsuddannelser" for at "svigte i foruroligende grad".

Men Information svigter selv ved ikke at give eud (erhvervsuddannelserne), hhx og htx opmærksomhed i form af en informativ og saglig behandling.

Også Information lider under "den gængse opfattelse" af gymnasiet. Det er endnu ikke gået op for bladet, at der er tre gymnasiale, studieforberedende uddannelser i Danmark:

"Tendensen til at fravælge gymnasiet understøttes af det dårlige image, som især erhvervsskolerne lider under. Stort frafald, sociale problemer og mangel på praktikpladser og almindelig disciplin præger mange af de praktisk orienterede ungdomsuddannelser."

Muligvis er det "den gængse opfattelse," men har lederskribenten allerede glemt de frafaldsproblemer på stx., som har givet anledning til lederen. For ikke at tale om tidligere artikler om gymnasieelevers arbejdsdisciplin.

Muligvis har lederskribenten ret i, at der er behov for en grundlæggende reform af systemet. Men hvis den skal være resultatet af en debat, som bygger på engagement, viden og erfaring, så anbefaler jeg, at avisen begynder med at sætte sig ind i, hvordan eud, htx og hhx fungerer i praksis, at man besøger erhvervsskoler og -gymnasier, og at man undersøger hvordan hhx'ere og htx'ere klarer sig på de videregående uddannelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her