Læsetid: 9 min.

'Skyggerne' i Calais drømmer om et bedre liv

Lukningen af flygtningelejren Sangatte ved Calais blev set som løsningen på problemet med illegal indvandring til Storbritannien. Men hundredvis af asylansøgere vender nu tilbage til havnebyen i en desperat søgen efter transportmuligheder
29. december 2005

Natten falder på i havnebyen Calais. Trætte skygger går sammen i små grupper. Skygger møder andre skygger, iført billige anorakker, uldne huer og træningstøj.

Selv på den lyseste solskinsdag er dette et af de mest ubarmhjertige steder i Europa: en labyrint af olieraffinaderier, kraner, rustende jernbaneskinner, aflange bjerge af containere, ukrudtsbefængte lossepladser og færgeterminaler spærret af med pigtråd og tunge stålkæder.

Fra alle mørke, iskolde hjørner af havnen mødes skyggerne stille på den uoplyste perron ved en gammel fragtterminal, lige i nærheden af et højt fyrtårn.

Fem minutter længere nede ad gaden ligger Holiday Inn, fyldt med britiske rejsende, der betaler 100 pund for en overnatning. De er sejlet over Kanalen for at købe kassevis af billig sprut i Calais Tesco, Calais' Sainsbury's eller The Boozingham Palace, et lavprisvarehus, der lover "vin og øl til latterlige priser".

'Skyggerne' lever i en anderledes verden. Langs muren til det gamle pakhus, danner de en lang og velorganiseret kø. De venter på dagens eneste varme måltid mad, en gryderet med kylling og kartofler, der bliver serveret af fire ældre kvinder.

I det svage, gullige lys fra gadelygterne bliver skyggerne til 250 unge mænd og fire kvinder, de kommer fra en usædvanlig samling af nationer: Afghanistan, Iran, Irak, Somalia, Eritrea, Sudan og Pakistan. Køen kunne godt være et reklamestunt for Benetton, hvis det ikke lige var, fordi de unge mennesker - de fleste af dem teenagere eller i begyndelsen af 20'erne - er iført kedeligt, uforet tøj fra Monoprix eller markedsboder. Tøj, der lige som maden, er doneret af lokale frivillige.

De fleste aftener kommer omkring 400 mennesker her for at spise. Der er ikke så mange på denne aften, fordi det franske politi netop har foretaget en af deres periodiske razziaer blandt les sans papiers (dem uden papirer). Det er også en af de travleste aftener for godstransport i Calais havn. Mange af de unge mænd har valgt at springe den varme mad over, i håbet om at kunne finde et gemmested ombord på et af de lastvognstog til Dover, der holder i kø ved terminalen.

7.000 euro pr. person

Tre år efter lukningen af Røde Kors-lejren ved Sangatte, lige syd for Calais, myldrer asylsøgere nu igen til den franske Kanalkyst. I Paris og London siger man, at lukningen af Sangatte satte en stopper for problemet. Det gjorde den ikke.

Antallet af asylansøgere, eller illegale indvandrere eller sans papiers, som lykkes at krydse Kanalen, er faldet drastisk: et gennemsnit på tre om dagen, ifølge den franske regering. Dette sammenlignet med op imod 200 om dagen, da Sangatte-krisen (eller -hysteriet) var på sit højeste i 1999-2001. Indgangen til tunnellen og færgelejet er nu strengt bevogtet. I teorien bliver hver eneste lastvogn skannet elektronisk i jagten på illegale passagerer.

De få, der slipper igennem, er for størstepartens vedkommende dem, der kan rejse de tusinder af dollar der forlanges af professionelle menneskesmuglernetværk. En usædvanlig dygtig bande, der forlangte 7.000 euro pr. person, blev i sidste uge optrevlet af politiet i Storbritannien, Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet. Og de skygger, der hjemsøger Calais, tilhører ikke den kundekreds.

De seks franske velgørenhedsorganisationer, der hjælper flygtningene fortæller, at antallet af fattige, potentielle indvandrere til Storbritannien faldt betragteligt i perioden 2003-2004. Men nu stiger det igen. Ikke mange af dem når måske til Dover, men det øger blot antallet af desperate, frysende mennesker på havnen i Calais.

"I gennemsnit er her vel mellem 400 og 500, sammenlignet med 200 sidste år," fortæller Jean-Claude Lenoir, en af hovedmændene bag støttegruppen Salam, der sørger for det varme måltid aftensmad ude ved Calais' fyrtårn.

"De lever under de mest ubeskrivelige og umenneskelige forhold, i gaderne, i skovene, i tomme containere. De fleste af dem kommer fra lande med høje temperaturer, og vi er tydeligvis på vej mod en meget kold vinter. Vi frygter, at mange af dem vil dø af kulde med mindre myndighederne giver efter og tilbyder dem en eller anden form for opholdssted. Ikke en Sangatte II, men blot et sted de kan gå hen og modtage hjælp, når det bliver rigtig koldt."

Den 54-årige Lenoir er lærer og tidligere straffet. I tre år - lige siden lukningen af Sangatte - har den franske regering udøvet juridisk chikane mod den umage blanding af venstreorienterede og katolske velgørenhedsorganisationer, der hjælper asylansøgerne i Calais.

Lenoir og hans kollega, den 46-årige Charles Frammezelle blev oprindelig anklaget for at støtte og tilskynde til illegal indvandring. Anklagerne blev afvist i retten, hvor man påpegede, at humanitær hjælp ikke er ulovligt i Frankrig.

Troede de forsvandt

Men de to mænd blev senere dømt for at bruge nedsættende ord om politiet. Beviserne var pure opspind, hævder Lenoir. Til trods for en forsvarskampagne, ledet af hjælpeorganisationer og venstreorienterede grupper i Frankrig blev dommene, og bøder på 8.000 euro stadfæstet ved en appelret i Douai for et par uger siden.

"De kunne ikke dømme os for det ene, så de kogte noget andet sammen," siger Lenoir.

"Regeringen forsøger at knægte os, men ikke kun fordi vi giver flygtningene mad og tøj. De er fuldstændig ligeglade med om disse mennesker får mad eller ej."

"De forsøger at knuse os, fordi vi taler lige ud om tingene - som når jeg f.eks. taler med dig - og vi peger på, at flygtningene stadig er her, og at de skal hjælpes. Med lukningen af Sangatte var det meningen, at de blot skulle forsvinde, tage bort, ophøre med at eksistere, men-"

På perronen, og på gaden ved siden af, står de 250 asylansøgere nu og spiser deres gryderet. De er høflige, og villige til at fortælle deres historier, ofte ganske usædvanlige, men det er svært at holde længere samtaler i gang. Med få undtagelser er deres engelsk fragmentarisk. Det er hundekoldt. De er ivrige efter at få spist deres mad i en fart og komme tilbage til deres håbløse søgen efter en lastvogn med en ulåst bagsmæk og en uopmærksom chauffør.

Mohammed Ali Hussein er 17 år gammel. Han kom til Calais fra en lille landsby i det nordlige Pakistan: "Her politiet meget slemt. Frankrig, meget slemt land. De slog mig i dag, se."

Han viser sin arm frem, men der er ingen synlige tegn på overgreb. "Jeg tager til England. England er godt. Arbejde i England."

Hvorfor - og hvordan - er en dreng kommet halvvejs rundt om jorden for at rejse illegalt ind i Storbritannien?

"I Pakistan mange onde mennesker. Shia. Sunni. Kampe. Må rejse bort. Jeg kommet til fods og med bil. Jeg betale. Ikke flere penge nu. I England måske job."

En politibil passerer truende. Den standser ikke.

Den multinationale kø af asylansøgere, der har været rolig indtil nu, rykker frem som et kor og begynder at råbe og gestikulere. Forskellige grupper udtrykker deres hån på forskellig måde. Bilen kører væk fulgt af en uharmonisk symfoni af 10 forskellige slags fy-råb.

De franske myndigheder foretager uregelmæssige razziaer, hvor dusinvis af asylansøgere bliver arresteret og anbragt på herberger hundredvis af kilometer fra Calais. De fleste forlader stedet næste dag og begiver sig på vej tilbage til Kanalkysten.

Den franske indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, har foreslået, at man i samarbejde med briterne organiserer fælles charterfly, der skal bringe asylansøgerne fra Calais tilbage til deres hjemlande. Men der er intet sket. Situationens legale aspekter er komplicerede. Flygtningene opholder sig ulovligt i Europa og nægter at søge asyl i Frankrig. Ifølge rettens almindelige udlægning af fransk lov, kan de ikke blive sendt hjem til et land, hvor der er civile konflikter. Derfor dette katten-og-musen spil med politiet.

I Italien er der varmt

Blandt historierne i madkøen er der også Abdes, en 20-årig somalier med et charmerende smil: "Jeg var soldat, men ikke af egen fri vilje. Jeg vandrede fra Somalia til Etiopien. Jeg tog lastbil til Libyen. Jeg betalte lille båd til Italien. I Italien mange onde folk. Ikke job. Jeg betale resten af mine penge til lastbil til Frankrig. Alle sagde tag til England, i England er der job. Ingen spørgsmål. Jeg her en måned. Folk siger du kan springe på lastbil til England, men jeg tror ikke, det er sådan muligt. Det er meget koldt her. Jeg har aldrig oplevet kulde, som det er koldt her. Jeg bor på gaden eller i ødelagte huse. Måske jeg tager tilbage til Italien. I Italien er det varmt," siger han.

En anden ung somalier kommer forbi og fortæller, at han gerne vil komme med en 'udtalelse': "Intet navn. Blot udtalelse. Jeg vil gerne takke det franske folk, selv politiet, for deres tålmodighed med os. Jeg vil gerne takke de mennesker, der giver os mad og tøj. Jeg vil gerne fortælle folk i England, at vi ikke er onde mennesker. Vi vil ikke være til besvær. Vi vil arbejde hårdt. Det var det hele."

Et problem i over 10 år

I enhver diskussion om illegal indvandring er sådanne tilbageholdende og velafbalancerede udtalelser sjældne. Overdrivelser og hysteri er mere almindeligt.

I snart 10 år har der været et uløseligt problem i Calais, hvor alle parter har både ret og uret. De første flygtninge ankom i stort tal til Calais i 1995-96. Det var bosniere og albanere og kurdere og sigøjnere. Hvert år lige siden er forskellige mennesker skyllet ind til Calais som drivtømmer fra politiske eller økonomiske storme over de europæiske-asiatiske-afrikanske landmasser.

I 1999 oprettede Røde Kors Sangatte-lejren i en tom hangar, i et forsøg på at løse en af den slags humanitære kriser, der nu igen er under opbygning i Calais. Fra at være en løsning, blev Sangatte hurtigt en del af problemet.

Lejren tiltrak tusinder af andre flygtningen og gav dem en sikker base fra hvilken, de kunne foretage daglige angreb på godsområdet og havnen.

Lukningen af Sangatte i december 2002 har reduceret og flyttet problemet, men ikke fjernet det. Storbritannien kan fornuftigvis ikke tage imod alle de indvandrere, der ønsker at krydse Kanalen. Frankrig, der har sine helt egne problemer med illegal indvandring, kan ikke bare optage eller hjemsende 'skyggerne' fra Calais.

Når man snakker med asylansøgerne, kan man ikke undlade at beundre deres initiativ og beslutsomhed. Forestil dig at forlade en landsby i Pakistan eller Somalia for at tage på en tre måneder lang rejse. Så ender du i Calais om vinteren. Du bor elendigt og gør natlige, dødsforagtende forsøg på at springe på en lastbil for at nå England.

Håbet om blot et job

Nogle har benyttet sig af professionelle menneskesmuglere og er blevet snydt, eller smidt af 20 kilometer fra deres endelige mål. Andre har vandret rundt i verden og levet af deres opsparede penge eller taget tilfældige job.

Morgenen efter mødet med madkøen er der kulde og støvregn over Calais' dokker. Der er ingen at se. Hvor er alle flygtningne blevet af?

Tæt på godsterminalen, på Calais' nordside, mellem en fabrik og et olieraffinaderi, ligger der et lille skovområde. Det er svært at se noget ude fra. Men hvis du går ind mellem træerne, opdager du en række ufærdige hytter, næppe mere end en bunke brædder. Hvis der findes et Sangatte II, er det her.

Uden for én af hytterne - den her er lavet af containerpaller og med et tag af iturevne, lyseblå plasticsække dækket med blade - finder vi 19-årige Mohammed.

Han forlod sit hjem i Darfur i Sudan. Han har opholdt sig i Calais i en måned. Han forsøger at holde varmen ved et lille bål fodret med fugtige kviste.

"Meget hårdt her. Meget koldt i Frankrig," siger han. "Bo i hytte som den her ikke godt men bedre end gaden. I Sudan for mange kampe. Tage til England for at finde job."

udland@information

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu