Læsetid: 6 min.

Skyggerne bliver lange og TV-2 bare bedre

Steffen Brandt brillerer med nogen af karrierens bedste tekster på et blændende klogt TV-2 album, mens den musikalske del af gruppen iklæder sangene den smukkeste tonedragt
5. november 2005

Der findes tidspunkter i løbet af den karriere, vi kalder livet, hvor det af den ene eller anden grund føles nødvendigt at gøre status. I puberteten forkastes således barnejeget, i 20'erne det pubertære gestalt og omkring de 30 synker mange ned i dyb depression over, at livet allerede er helt, helt slut. Og en god bekendt i undertegnedes kreds påstod i mange år frejdigt, han var 40, så slaget ikke føltes så voldsomt, da dagen endelig oprandt. Men en fase, der virkelig trækker tænder ud, er den omkring de 50, hvor det hænder, at folk som fæ pander ind i en såkaldt midtlivskrise. Også selvom de sådan set har passeret midten, med mindre de har tænkt sig at blive 100! Og hvad sjov er der ved det, sådan som tingene ser ud i omsorgssektoren, mens dette skrives?

Hvor det mestendels er sexet, spændende og spøjst at bedrive populærkunst på ungdommens præmisser og man i bedste fald kan opnå at fremstå vis, værdig og vidende (og mondænt vrissen!) som gammel, er der noget kronisk problematisk ved at blive midaldrende i en genre, hvor mange karrierer er overståede, når udøverne bliver 22 og hvor publikum (uanset alder!) ihærdigt modsætter sig ethvert forsøg på at blive - nå ja: det store fyord - voksne.

Det kræver virkelig format (og, her til lands, en pæn sjat humor), overhovedet at nærme sig dette emne uden at tabe det meste af den af friværdi og dårligt tv besatte befolkning på gulvet.

Så er det kraftedeme godt vi har Steffen Brandt og crew, kollektivt kendt som TV-2, til at sætte tingene i både relief og perspektiv, ja ind i mellem ligefrem: på plads. Som det fx sker på "Moonwalking", en af de mange stærke sange på gruppens 15. album, det sublime De første kærester på månen, der i al banal enkelhed drejer om at være så allerhelvedes midtvejs: Og jeg ser mig selv i spejlet og jeg ser hvad jeg ser:/ En helt almindelig mand som ikke vil være det han er/ voksen f.eks. og kedelig -

Grå striber i gyldent hår

Der hviler en sær u-TV-2'sk melankoli over tekstuniverset denne gang, hvor ironien stort set er ikkeeksisterende og humoren primært at finde i enkelte vendinger og ordspil, ikke i teksterne som sådan, thi de emmer af en ganske særlig forsigtig smerte over, at festen er om end ikke helt forbi, så noget man forlader tidligere og tidligere. Man skal jo have sin nattesøvn og i morgen er der atter en dag. Jow, det er popmusik med grå striber i det gyldne hår, hvad det bestemt ikke bliver ringere af. Tager man og afspiller alle TV-2's femten album på stribe (Gud forbyde det, men alligevel!), vil de give et kvalificeret og kunstnerisk bæredygtigt bud på en personlig og vedkommende danmarkshistorie, set sådan lidt fra oven og vesten for København og østen for Vesterhavet und so weiter.

Gribende udsagn

Fra supertrendy 80'er-orkester (og noget af det eneste fra epoken, der ikke får ens tær til at krumme sig helt op under ballerne) med masser af tidstypisk ironi og en skæg balancegang mellem 'mener han det/mener han det ikke' til en mere afsøgende og reflekterende periode i 90'erne, kulminerende med 1996's Kys Bruden, har kvartetten virket mere rådvild her i det ny årtusinde, selvom dets forrige plade, På kanten af småt brændbart, bestemt har sine momenter.

Med De første kærester på månen er der kommet en accept af tingenes tilstand ind over, der har givet mere ro på. Selvom uroen sandt for dyden på det herligste rumler rundt i denne Steffen Brandt, som ofte vitterligt ikke ved hvilket ben han skal stå på, mens dage bliver til uger, der bliver til måneder, der ender som år, der bare går og går. Jeg ved i hvert fald ikke, hvornår jeg sidst på en dertil indrettet grammofonplade har hørt så stilfærdigt gribende udsagn om at være en fortabt mand midt i livet som den hårrejsende "En mand og hans hund", der rent ud stinker af det stærkeste vemod på denne side af Oswald Helmuths udødelige "Nede ved havnen efter fyraften"! Jamen, jeg si'r dig, Susanne -.!

Drømme støjer ikke, når de dør, for helvede da. Og som en lyrisk reminder om, at der findes et liv udenfor cafeer og klubber et sted på stille villaveje og i anonyme forstadsbyggerier, er TV-2 simpelthen uundværlige. Når skyggerne bliver lange og aftenen falder på, sidder man jo der og kigger på det hele og det blev hverken så meget værre eller bedre end man havde håbet på; som der står i pressemeddelelsen: "Det går ikke altid, som vi håber. Nogen gange går det bedre!"

Det er et beskidt arbejde, men nogen må jo synge om livet i al sin gemene banalitet, når kroppen ikke længere fungerer som en toptunet kødmaskine og daglige kompromiser er blevet en vanesag. Tak guderne for at det blev Steffen Brandt!

Syng egen svanesang

En smule malurt i bægeret må være, at ikke alle melodier helt lever op til de uangribeligt suveræne tekstoplæg. På den anden side, i de tilfælde, hvor det lykkes at få de to regelrige størrelser til at gå op i en højere enhed: oh la la. Og Steffen Brandts stemme er efterhånden også lidt slidt i kanterne - crooner har han aldrig været, men han har nu altid fået det maksimale ud af det, han nu engang har fået at arbejde med - man så har skønsang nu heller aldrig interesseret denne signatur synderligt, thi personlighed og særpræg er i sidste ende mere interessant at have med at gøre, og hvis De har bemærket alle de dygtige piger, som i dén grad har gået til sang og oven i det dominerer radiorummet i dag, vil De vide hvad jeg mener. Til gengæld har tre væsensforskellige producere - Thomas Troelsen, Halfdan E og Nikolaj Steen - pustet vitalitet i klangen på albummet her og Julia Maria yder Brandt det smukkeste modspil på pladsens mest yndefulde skæring, "Et lykkeligt goodbye", mens operasanger Ingeborg Børck får én op i stolen, når hun sætter i på "Under den sidste hvide bro".

TV-2 er et af de få poporkestre herhjemme, som med afsæt i de stort set samme virkemidler formår at presse nye vinkler, betydninger og nuancer ud af en formel, der på en gang er meget snæver og umådelig rummelig. De har stille og roligt udviklet sig fra en flok postmodernistiske pranksters til den dansksprogede rocks måske nok nobleste og mest værdige flok 'grand old men' og som landet ligger, kan orkesteret simpelthen ikke tillade sig at gå i opløsning, thi Brandt og Co er nu midt i en lige dele langstrakt Danmarks-odyssé og eksistentiel skæbnefortælling, hvis endemål vel er døden. Men døden i sig selv er både ligegyldig og uinteressant, det eneste, der virkelig rykker, er det, der sker undervejs dertil. Og det kan få om nogen give et bedre og mindre opstyltet bud på en disse fire bedagede århusianere, der mestrer kunsten at få al folket til at synge med på egen svanesang.

12 perler på snor

Pladen er intet mindre end en bedrift og vi bøjer hovedet i respekt for denne institution, som i den grad formår at indkredse og indfange diverse mere eller mindre skæve stadier på livets vej i populærmusikalsk form. De sidste 25 års Danmarks-historie fanget som fluen i en uformelig klump rav. For er Kim Larsen Hjerterkonge og Anne Linnet Spardame, er Steffen Brandt såmænd Klørknægt i det spil kort. De må have mig undskyldt, men det, der siges på denne plade, er 10 gange så substantielt, interessant og vidtrækkende som alle de engelsksprogede tekster på Kashmir, Tim Christensen og Swan Lees plader til sammen.

Her mødes tilværelsen i øjenhøjde uden pubertær angst og bæven, men med en dødsbevidsthed, der frem for at virke lammende har en ubrudt animerende funktion. Som der synges et sted, "Hjem-is bilen ringer altid to gange". Det må vi da håbe og bede til. Nuvel, her er 12 perler på snor om livet på midten, og det er i og for sig ingen kunst at slå ørerne ud og hengive sig til denne kloge, syngende mand og hans knivskarpe ensemble, så hvorfor ikke være lidt god ved Dem selv og stil ind på landets efterhånden eneste helt nødvendige kanal, den hæderskronede TV-2!

TV-2: De første kærester på månen (EMI) Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her