Læsetid: 3 min.

Skyggespil nordpå

22. marts 2002

FY FOR DEN, her gik mange danskere rundt og hyggede sig med et overskueligt og oplyst verdensbillede befolket med en lille skare velkendte figurer. Mod syd sidder den yndige indvandrerske Alexandra af Møgeltønder og er garant for danskheden. Mod øst er statsministeren, der beroligende nok enten hedder Rasmussen eller Rasmussen. Langt mod vest holder en amerikansk præsident heldigvis Ondskabens Akse stangen, og i nord har vi minimalismens spydspids i skikkelse af borgmester Brixtofte. Nåh nej – havde, for der er jo gået hul på det nordsjællandske hjørne af det trygge verdensbillede, og nu fosser det ud i medierne med nye mærkelige navne og ukendte ansigter, som man aldrig havde drømt om at skulle beskæftige sig med i dagevis eller, som det efterhånden tegner, årevis.
Man er lige ude af stuen et øjeblik for at hente kaffen, og når man vender tilbage, er der et nyt hoved fra Farum på et fad i tv-kassen. Nej, fy for en forandringens tid, man er kastet ud i.

FØRST VAR der Jerger, hvis professionelle smil holdt en vinterferies tid, før han røg ud i kulden. Men han var jo også Brixtoftes mand og tilmed lidt kedelig.
Så gik der rigtig spas i sagerne med makkerparret Pflug-hvem tør købe en brugt vogn af os-Fuchs. Skyggeborgmesterkandidaten af de to kastede sig sammen med Brixtofte ud i en gensidig personlig tilsviningskampagne, understøttet af hver deres frokostblad. Pensionistrejsefører og kørelærer Fuchs inviterede medierne til at fotografere og filme konspirationsflertallets hjemlige mødested, et ydmygt teori-øvelokale beliggende i Fuchs’ fugtige kælder på Vinkelvej.
Da stod det vel klart for alle, at Farum-skandalen handler om sært skridende grænser mellem offentlige og private rum og kasser. Fjendtlig flertal eller ej, Fuch var i hvert fald fedtet ind i en slags familiært, omend ulykkeligt forhold til Brixtofte. Fuchs exit.

FIDUSEN MED en skyggeborgmester fordampede, da Brixtofte i et anfald af kreativ genialitet selv udpegede Paul Wachtell til sin skygge, en trofast skygge som næppe nogensinde vil slippe hælen af den mand, som kastede den.
Paul Wachtell er landet som en marsmand i mediernes rampelys, endnu usikker på sproget, både det danske og det politiske, men umiddelbart har vi da her en succeshistorie om integration.
En besynderlig udstråling af upassende intimitet kommer der dog fra Peter Brixtoftes skygge. Allerede ved affærens begyndelse talte Wachtell ugenert til medierne om vennen og patienten Peter Brixtoftes personlige problemer (den oppegående borgmester indbyder åbenbart til diagnoser – Venstres politiske ordfører, lommepsykiateren Jens Rohde, har netop offentligt bekendtgjort, at partifællen Peter lider af storhedsvanvid).
Da løsgængeren Wachtell blev spurgt af en journalist, om han var uafhængig af sin gamle ven Peter, svarede Wachtell med den indblanding af intimsfæren, der er vanlig for farumsk politik, at ’ingen kan styre mig, spørg bare min kone’.
Og da Wachtell blev spurgt, om han havde forstand på kommuners økonomi, var han vist lige ved at svare som Groucho Marx: »For en måned siden kunne jeg end ikke stave til ’ingeniør’ – i dag er jeg sådan en«. Wachtell svarede imidlertid, at han intet anede om kommunaløkonomi, men han havde da forstand på sin egen private.
Jamen så skal det nok gå alt sammen, og skulle han lige stå og mangle et par detaljer, har Peter lovet at lede ham på rette vej. Spørgsmålet er bare, om Paul Wachtell – manden der løber fra sin egen underskrift hurtigere end man kan nå at sige magtliderlig – holder så længe. Skulle skyggen fortsat vægre sig mod flertallets ønsker, kender byrådet i det mindste nu kuren. Så må der indsættes en skygge for skyggen.

FØR MØRKET helt sænker sig over det nordsjællandske og den oprindelige borgmester eventuelt ender i skyggen, er der lige en efterregning at betale, som nok skal blive langt større end først antaget, når kommunens endnu uafsluttede regnskaber fra de to foregående år først er gjort op.
At afskaffe pensionistrejserne er sikkert nødvendigt, men blot et sølle plaster på totalskaden. Så er der mere gang i et andet skud fra Wachtells hofte, nemlig at kommunen negler de 250 millioner kroner, Brixtofte uden om byrådet lånte af en sjusket bank. Men holder det i retten, for slet ikke at tale om i længden?
Der skal mere end klæbestrimmel og lidt fingerfærdighed til at reparere et ødelagt verdensbillede.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her